Sundhedsfaglig disponering på 112

Ambulancekørsel er regionernes opgave og ansvar. I Danmark anvendes der årligt over 1 mia. kr. på ambulancekørsel, og ingen kender det nøjagtige tal. Halvdelen af ambulancekørslerne iværksættes efter et 112-opkald, og omvendt resulterer ca. 80% af alle relevante 112-opkald i en ambulancekørsel [1].

Alarmoperatøren på politiets 112-central disponerer, dvs. vurderer og beslutter, om der er behov for sundhedsfaglig assistance, hvilken hjælp der skal sendes (en ambulance, en paramediciner, en sygeplejerske, en læge eller en kombination), og med hvilken hastegrad denne hjælp skal sendes. 112 er dermed borgernes indgang til akut hjælp i sundhedsvæsenet, og 112 iværksætter dagligt anvendelse af store resurser på sundhedsvæsenets vegne.

Der er derfor yderst relevant at kvalitetssikre og optimere denne funktion. Dette er fokus for undersøgelsen af Dahl et al i dette nummer af Ugeskrift for Læger [2].

Undersøgelsen viser, at der med meget enkle ændringer af disponeringen på 112 identificeres flere patienter, der har brug for akut lægelig assistance. Undersøgelsen er enestående, fordi den overhovedet beskæftiger sig med disponeringen af de sundhedsfaglige præhospitale resurser. Forfatterne har en række overvejelser om mulige forbedringer og ønsker om sundhedsfaglig rådgivning og viderestilling, dokumentation og kvalitetssikring. Artiklen er yderligere interessant, fordi den giver anledning til flere spørgsmål, end den besvarer.
Eksempelvis:

• Hvor mange borgere afvises, når de ringer 112, og hvorfor?

• Hvor mange af de alvorligt syge borgere identificeres af 112, og hvor mange overses?

• Hvor mange borgere får vejledning om førstehjælp, når de ringer 112 ved f.eks. hjertestop?

• Hvilken sundhedsfaglig instans behandler klager over 112?

• Hvorledes kvalitetssikres den nuværende disponering på alarmcentralerne?

Alarmcentralstrukturen i Danmark bygger på en mangeårig tradition [3]. Der er med bekendtgørelse nr. 977 fra 2006 om planlægning af sundhedsberedskabet og det præhospitale beredskab en forventning om, at regionerne inddrages i opgaven med 112. Imidlertid er der med den nuværende alarmcentralstruktur reelt en adskillelse af kompetence og ansvar
i opgaveløsningen. Yderligere er der en adskillelse af kompetence og økonomiske forpligtelser.

Det præhospitale område er i de senere år udviklet med fokus på kvalitet, differentierede responstyper betinget af behov og anvendelse af avanceret medicinsk behandling. De kommende år skal der lægges yderligere vægt på en optimeret og relevant præhospital indsats som led i prioritering af akutbetjeningen [4]. Alarmcentralstrukturen er ikke blevet tilpasset denne udvikling.

Alarmcentralfunktionen er og bliver i stigende omfang gatekeeper til akut behandling og for anvendelse af store resurser. En elektronisk disponeringsvejledning bør i dag være standarden på en alarmcentral, og dokumentation og kvalitetsudvikling er en nødvendighed som i det øvrige sundhedsvæsen.

Hvilke løsningsmuligheder har vi, hvis vi vil have en sammenhæng mellem kompetence, ansvar og økonomiske forpligtelser? I England modtages 112-opkald af en teleoperatør, der spørger, om det drejer sig om ambulance, brand eller politi, og derefter straks videresender opkaldet til den eller de relevante myndigheder. I Norge ringer borgere direkte på et særligt nummer 113 (akut medicinsk koordinationscentral (AMK)), når de har brug for ambulance. I Sverige modtages og behandles alle 112-opkald på en fælles sundhedsfaglig alarmcentral hos SOS Alarm.

Alarmcentralens primære opgave både kvalitativt og kvantitativt er at disponere sundhedsfaglige resurser til borgere i nød. Alarmcentralen løser derfor en sundhedsfaglig opgave og bør organiseres som sådan.

Korrespondance: Freddy K. Lippert, Akut Medicin og Sundhedsberedskab, Koncern Plan og Udvikling, Region Hovedstaden, Kongens Vænge 2, DK-3400 Hillerød.

E-mail: lippert@regionh.dk

Interessekonflikter: Sagkyndig rådgiver for Sundhedsstyrelsen