Skip to main content

Sundhedsinnovation: ingen vej uden om bredt, internationalt samarbejde

Der er mange muligheder i og ingen vej uden om stort anlagte tværgående samarbejder, hvis fremtidens udfordringer i sundhedssektoren skal løftes – og der er store perspektiver i, at samarbejdet sker på tværs af grænser, lød det på Tour de Health-konferencen i København.

Den indledende paneldebat på Tour de Health-konferencen havde fokus på, hvad der skal til for at gøre samarbejder på tværs af både sektorer og landegrænser bæredygtige. Foto: Tour de Health/Healthcare Denmark

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

4. okt. 2024
6 min.

Ude i foyeren hos Dansk Industri (DI) er der for tiden en udstilling, hvor plancher og arkitektmodeller viser hele processen bag Mary Elizabeths Hospital – det kommende hospital til børn, unge og fødende på Rigshospitalet i København.

Udstillingen står hos DI, fordi det nye hospital er resultatet af et partnerskab mellem Rigshospitalet, Ole Kirk's Fond og Region Hovedstaden, som tillige opføres med bidrag fra en række andre fonde, virksomheder og organisationer.

Og den danske måde at arbejde sammen på kunne deltagerne Tour de Health så lade sig inspirere af, da de ankom til den anden udgave af konferencen, der har fundet sted i denne uge. På dansk har modellen længe hedder OPS, Offentlig-Privat Samarbejde, men på Tour de Health var det forkortelsen MSSC, der blev talt om.

Bag Tour de Health står – sammen med flere ministerier – Healthcare Denmark, der selv er et nonprofit, bredt funderet strategisk samarbejde på tværs af offentlige og private aktører.

MSSC står for Multiple Stakeholder and Sector Cooperation, altså et samarbejde på tværs af sektorer og siloer og mellem både offentlige og private aktører. Og sådanne samarbejder – også på tværs af landegrænser – kommer man ikke uden om, hvis udfordringerne til fremtidens sundhedsvæsen skal løftes, var det klare udgangspunkt for konferencen.

Det er »en absolut nødvendig udvikling, hvis vi skal sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen«, sagde DI-direktør Lars Sandahl Sørensen i sin velkomsttale – og understregede: »Det er ikke bare et slogan – det er et call for action«.

Økosystemer for innovation

Delegerede fra 13 lande, der er gået sammen i et sundhedsdiplomatisk netværk, deltog i konferencens 2024-udgave. De 13 lande er spredt over hele kloden, og udfordringerne er fælles kloden rundt:

En aldrende befolkning, et stigende antal kronikere og en mangel på sundhedspersonale. Og læg dertil i hvert fald i dansk sammenhæng en markant ulighed i sundhed og et højt antal indlæggelser, fordi omsorgs- og forebyggelsesindsatsen ikke er fulgt med udviklingen på hospitalerne.

Sådan konstaterede Svend Særkjær, departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, i sin indledningstale – og han pegede på, at det netop er de problemer, den kommende sundhedsreform bliver sat i verden for at tackle. Og – sagde han – her er planen om et nationalt center for sundhedsinnovation netop tænkt som et MSSC.

Men hvad skal der til, for at offentlig-private samarbejder kan hænge sammen og skabe resultater – også i internationalt regi? Det gav fire meget forskellige aktører deres bud på i en paneldebat, modereret af Henrik Ullum, administrerende direktør for Statens Serum Institut.

Fra den lokale andedam fremhævede Henrik Ullum til en start bl.a., hvordan COVID-19-indsatsen i Danmark med den ekstremt omfattende brug af test kun kunne lykkes på grund af tværfagligt og tværsektorielt samarbejde med inddragelse af både offentlige og private aktører.

Det fik Cathrine Lofthus, departementschef I det norske sundheds- og omsorgsministerium, til at bemærke, at selv i et rigt land som Norge, der har et velpolstret sundhedsvæsen, er der brug for MSSC-initiativer og for at opbygge økosystemer, som de kan fungere i, for at løfte de udfordringer, det norske sundhedsvæsen står med.

Moredreck Chibi, der står i spidsen for WHO’s Europa-division for folkesundhedsinnovation, understregede, at det også er en hovedårsag til, at WHO involverer sig i innovationsarbejde. Efter at have arbejdet en årrække i afrikanske lande havde han, sagde han, måske forventet, at innovation havde bedre vilkår og var sket med en større selvfølgelighed i de europæiske lande.

»Men sådan er det jo ikke, og på WHO ser vi de samme udfordringer og søger de samme rigtige løsninger på de udfordringer, der også er blevet nævnt – og f.eks. når det gælder den mentale mistrivselskrise, vi står med«, sagde han.

Michele Calabro er direktør for European Regional and Local Health Authorities (EUREGHA). Det er et netværk af regionale og lokale sundhedsmyndigheder i EU-landene, der arbejder for at sikre, at det regionale og lokale perspektiv slår igennem i EU’s sundhedspolitik.

En af hans pointer var, at det i nogle sammenhænge har vist sig at være lettere at etablere et udviklingsarbejde om et bestemt område mellem f.eks. en dansk og en italiensk region end mellem to regioner i Italien. Og den erfaring kalder på mere tværnationalt samarbejde.

Inspireret af militæret

Renee Wegrzyn står i spidsen for ARPA-H, det amerikanske Advanced Research Projects Agency for Health. Agenturet er skabt efter forbillede af det forsknings- og udviklingssystem, der siden slutningen af 1950’erne har været det amerikanske militærs egen innovationsenhed. I 2022 foranledigede Joe Biden-administrationen så etableringen af et tilsvarende agentur på sundhedsområdet.

ARPA-H har, fortalte Renee Wegrzyn, skullet »lukke hullet mellem de projekter, andre offentlige myndigheder ikke har kunnet løfte på grund af de økonomiske risici i dem, og dem, som privat joint venture-kapital ikke har villet binde an med på grund af usikkerheden om godkendelse af f.eks. nye medicintyper eller behandlingsformer – og dermed om fremtidige indtjeningsmuligheder.

Det sker ved at invitere både store og små virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner samt fonde til at byde ind på projekterne – ikke bare fra USA, men fra hele verden.

Som eksempel nævnte hun ARPA-H’s projekt Sprint for Women’s Health, som har til formål at gøre op med det store efterslæb, der er i forhold til forskning i og behandling af kvinders sygdoms- og helbredsproblemer. Det endte med et overvældende antal forslag fra 45 amerikanske stater og 34 lande verden over.

»Og halvdelen af forslagene kom fra små enheder og virksomheder med færre end 50 ansatte. Det er i sig selv meget usædvanligt for et projekt i regi af den amerikanske regering«, understregede hun.

Forslagene dækkede bredt fra ny, banebrydende forskning til bud på, hvordan man kan accelerere og opskalere redskaber, produkter og platforme i kommercielt regi, fortalte hun.

Den afgørende tid og tillid

Netop opskalering nævnte Cathrine Lofthus som en af de forhindringer, man i Norge er stødt ind i i forbindelse med MSSC-forløb. Norge bøvler også, trods megen debat, med at få bragt de mange sundhedsdata i spil, og sektorovergangene er en udfordring i MSSC-sammenhæng – både når det gælder innovation, implementering og finansieringsmodeller.

Michele Calabro betonede vigtigheden af at opbygge og værne om tilliden mellem de medvirkende parter.

»Hvis ikke tilliden er stærk nok fra starten, tør man ikke kaste sig ud i ting, der måske ikke lige virker fra dag et. Men man skal kunne sætte ting i gang og turde udforske tingene undervejs«, konstaterede han.

Det kræver derfor, at man nøje analyserer interessenternes tilgange, ressourcer og forventninger og holder dem op mod det givne problems struktur og kompleksitet, sagde han.

Moredreck Chibi supplerede med at sige, at WHO ligesom alle andre tror på partnerskaber, men at »partnerskaber kun er stærke som de samlede intentioner bag dem« og at »tillid ikke bare er vigtigt – det er hjørnestenen for et bæredygtigt sundhedsvæsen«.

Netop tilliden så vi udfordret under COVID-19-pandemien, påpegede han, og det fik Cathrine Lofthus til understrege, at »tillid også handler om åbenhed og gennemsigtighed« – også i forhold til fejl, der kan blive begået.

»Hvis vi ikke begår fejl, er det fordi vi ikke har prøvet hårdt nok på at forbedre og ændre tingene«, sagde hun

Men det er svært, for tillid er en skrøbelig ting, sagde Michele Calabro – igen med henvisning til COVID-19-pandemien:

»Vi er hele tiden kun et tweet – eller hvad det nu hedder – fra, at en vaccineindsats slår fejl«.