Ellen Trane Nørby (V) vil have et akutspeciale, og landets 21 akutmodtagelser vil derfor på sigt bemandes med speciallæger i akutmedicin. Lægeforeningen er skeptisk.
Efter flere års diskussioner for og i mod et nyt speciale i akutmedicin sætter sundhedsminister Ellen Trane Nørby nu en streg under, at der kommer et speciale i akutmedicin.
”Ja, vi skal have et akutspeciale. Jeg ser de 21 akutmodtagelser som hjertet i vores supersygehuse, og derfor er det vigtigt, at patienterne bliver modtaget af speciallæger med særlig kompetence inden for akutområdet. På den måde får vi fokus på større sammenhæng, højere kvalitet og forhåbentlig også en mere stabil organisering af akutmodtagelserne, fordi det bemandes af dedikerede læger og ikke er et sted, hvor man som læge er i kortere tid”, siger Ellen Trane Nørby til Ugeskrift for Læger.
Skridtet mod at oprette et helt nyt lægeligt speciale handler for landets sundhedsminister også om at styrke det lægelige overblik i akutmodtagelserne.
Fakta
”Det overblik er der selvfølgelig allerede i dag, men debatten viser, at både læger og sygeplejersker på akutmodtagelserne efterlyser et nyt speciale for at give det en større tyngde og sin egen faglige identitet. Desuden kan jeg se, at andre lande har oprettet et speciale i akutmedicin, og alt det gør, at jeg som sundhedsminister skal lytte til, at der er et behov for et nyt speciale”, siger Ellen Trane Nørby.
Hun erkender, at der er en risiko for, at akutmodtagelserne og akutmedicinerne kommer til at blive en lukket enhed på sygehusene.
”Bekymringen er, at de andre speciallæger vil glide for langt væk fra det akutte, og akutmedicin vil blive isoleret i forhold til de andre. Derfor er det vigtigt, at der tages højde for det, når uddannelsen bliver skabt”, siger sundhedsministeren, der forventer, at der vil gå op til ti år, før det fulde antal akutmedicinere er uddannet, men at læger med merit eller efteruddannelse allerede i de kommende år vil kunne blive speciallæger i akutmedicin.
Opgaven bliver nu, at Sundhedsstyrelsen bl.a. skal skrive en målbeskrivelse for specialet. Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM) har allerede skrevet et udkast, men det vækker bekymring hos Mads Skipper, der som formand for Lægeforeningens Udvalg for Uddannelse og Forskning har siddet med i arbejdsgrupperne, der har diskuteret akutspecialet.
”Jeg er bange for, at man gaber over for meget. Man kan ikke lave en speciallæge med så mange og så forskellige kompetencer. Man bliver nødt til at blive mere konkret på de centrale kernekompetencer, en akutlæge skal have”.
En af de helt store udfordringer bliver at finde ud af, hvordan samspillet med de mange tilgrænsende specialer skal være, mener Mads Skipper:
”DASEMs model er på nogle områder i konflikt med andre specialers syn på målbeskrivelsen. For eksempel på hvilket niveau akutmedicinerne skal have de forskellige kompetencer. Altså, skal de samarbejde med specialerne, eller skal de overtage nogle kompetencer?”
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, deler Mads Skippers skepsis:
”Der er helt tydeligt et snitfladeproblem, hvor man nu skal håndplukke i de andre specialer for at få fyldt et nyt speciale op rent lægefagligt. Det kan give udfordringer, og i løbet af en kort årrække vil nogle læger aflære sig det akutte i deres speciale og måske også fralægge sig ansvaret for det akutte. Det kan betyde, at anvendelsen af læger på tværs af regioner og hospitaler kan blive ufleksibel alt afhængig af, om man bruger akutmedicinere eller ej”, siger hun.
Jeg tror, mange er bekymrede for, at det bliver et nulsumsspil. Men jeg ser det som et plusspil forstået på den måde, at alle vil ende med at se det nye akutspeciale som en ny kompetence, der supplerer og understøtter det, man selv kan. Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, regner med, at Sundhedsstyrelsen kommer til at være ”fødselshjælper”, som han siger, ved den endelige målbeskrivelse af specialet. Han mener ikke, at specialerne skal være bekymrede:
”Jeg er optimist. Jeg tror, det ender med en målbeskrivelse og nogle rammer, som alle kan se sig i, ikke kun akutmedicin, men også de tilgrænsende specialer. Det udkast, vi har nu, kan ende et andet sted. Men jeg synes, det er et godt udgangspunkt, som tegner en relativt klar profil”, siger han og fortsætter:
”Som med alle andre specialers målbeskrivelser skal man passe på ikke at putte for mange specialiserede kompetencer ned i hoveduddannelsen. Og det gælder særligt for akutspecialet, som bliver en slags generalist. Det bliver noget af det, vi skal i dialog om i det videre arbejde. Sundhedsstyrelsen vil stå fast på, at det ikke bliver et speciale, der skal kunne alt eller skal erstatte andre specialer”.
Søren Brostrøm mener, at bekymringen blandt de tilgrænsende specialer skyldes frygten for, at det nye speciale vil tage noget fra dem. Men sådan bliver det ikke, mener han. Tværtimod.
”Jeg tror, mange er bekymrede for, at det bliver et nulsumsspil. Men jeg ser det som et plusspil forstået på den måde, at alle vil ende med at se det nye akutspeciale som en ny kompetence, der supplerer og understøtter det, man selv kan”.
Søren Brostrøm tegner en profil af akutmedicineren sådan:
”Akutmedicineren skal vurdere den akut indlagte patient. Om patienten skal være på sygehuset eller ej, om det er noget, der kan klares i akutmodtagelsen, om det er kirurgisk eller noget medicinsk, og hvilken initial udredning det er relevant at sætte i gang. Det tror jeg, at de forskellige specialer vil opleve som et plus på sigt, fordi man kan fokusere mere på det, der er kerneopgaven, når man som speciallæge fra en anden afdeling kommer ned i akutafdelingen”.
Han giver gerne eksempler inden for de specialer, der grænser op, og som har udtalt skepsis over for at oprette et akutmedicinsk speciale:
”Anæstesiologerne er bekymrede for, at akutmedicinerne skal køre i ambulance, flyve lægehelikopter eller foretage avanceret genoplivning på sygehuset. Det skal de ikke. Det skal anæstesiologerne. Men det er ikke det samme som, at akutmedicinerne ikke skal kunne gøre ting, før anæstesiologerne kommer til stede. De skal have kendskab til det og kunne lave en nødtrakeostomi osv., hvis det er nødvendigt”.
Et andet eksempel er pædiaterne:
”Blandt pædiaterne er der bekymring for, at akutmedicinerne vil tage alle de akutte børn fra dem, hvilket de – fuldstændigt korrekt – ser som en pædiatrisk kernekompetence og som vigtigt i uddannelsen af kommende pædiatere. Men det er ikke et nulsumsspil. Pædiaterne vil opdage, at det er rigtig godt at have nogle, der kan visitere bredt, så de kan fokusere på kerneopgaven”.
Heller ikke internmedicinerne vil ikke få frataget deres kernekompetencer, forsikrer Søren Brostrøm:
”Internmedicinerne brænder for den svære differentialdiagnostik. Men akutmedicinere skal ikke foretage differentialdiagnostikken mellem de forskellige internmedicinske lidelser. Det er den overordnede vurdering, der er akutmedicineres opgave”.
Hvor lang tid, der vil gå, før de første uddannelsesforløb er på plads, afhænger af, hvor hurtigt målbeskrivelsen kommer på plads. Mads Skipper forventer, at den opgave bliver svær, men dog ikke umulig:
”Det kræver, at alle går ind i det med åbent sind. Jeg anbefaler, at der bliver medicinsk-pædagogisk støtte til at udarbejde målbeskrivelserne, og at Sundhedsstyrelsen er skarp på snitfladediskussionen – jeg tror ikke, man kan sætte specialerne ind i et rum og så vente på, at der kommer hvid røg op. Der skal vi have en stærk Sundhedsstyrelse, der går ind og tegner billedet”.
