Skip to main content

Sundhedsministeren vil have almen praksis »moderniseret«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

19. apr. 2013
2 min.

LÆGEMØDET  Der skal »viden om aktivitet og indhold i almen praksis«, sagde sundhedsminister Astrid Krag (SF) i sin tale på Lægemødet og lagde sig dermed snublende nær nogle af de argumenter, som Danske Regioner er kommet med i de p.t. stillestående forhandlinger med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) om en ny overenskomst.

Nogle af de største anstødssten for PLO i forhandlingerne var netop regionernes ønske om mere

mere kontrol med aktiviteten.

Sundhedsministeren efterlyste også, at almen praksis »i højere grad skal bidrage« til sammenhængen i sundhedsvæsenet, der p.t. lader en del tilbage at ønske.

I det hele taget ville ministeren »modernisere, styrke og udvikle« almen praksis, så »den praktiserende læge for alvor ser sig selv, og handler som, en integreret del af det samlede sundhedsvæsen«, sagde hun.

Hun nævnte specifikt de praktiserende lægers brug af e-mail og fleksibel telefonåbningstid som områder, hvor borgernes adgang skal være »nem«. Og hun refererede også til de problemer, som især Udkantsdanmark har med at rekruttere praktiserende læger. Alle danskere »skal sikres adgang til en praktiserende læge, uanset hvor i landet, de bor«, sagde hun bl.a.

Kunne det ligne en opsang til almen praksis fra ministerielt hold?

Ikke hvis man spørger PLO’s formand, Henrik Dibbern.

»Jeg synes ikke, det var nogen aggressiv udmelding fra ministeren. Vi har jo appelleret til ministeren om at bruge sin plads i RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn, hvor sundhedsministeriet har sæde, red.) til at få gang i forhandlingerne igen«, sagde han med henvisning til PLO’s åbne opfordring til, at ministeren påvirker regionerne til at gå til forhandlingsbordet igen.

»Jeg tolker ministerens udmelding om udvikling af almen praksis positivt på den måde, at hun ikke vil have, at almen praksis skal gå i stå i form af en konflikt med Danske Regioner, men at hun peger fremad«, sagde Henrik Dibbern i en kommentar til Ugeskrift for Læger.