Det er »en ulykkelig situation«, »ikke særlig smart at starte med en konflikt«, og Jes Søgaard »er sgu bekymret for, hvordan det her ender«.
»Det her« er den lovpakke om almen praksis, som regeringen hen over sommeren har haft i høring med deadline for svar i sidste uge, og som sundhedsordførerne på Christiansborg er indkaldt til forhandlinger omkring fredag i denne uge. Responsen fra ikke mindst lægeforeningerne er mildest talt kritisk.
Så for at starte med en art konklusion: Kan regering og forligskreds sidde kritikken overhørig? Er det realistisk, at lovpakken gennemføres uden større ændringer?
»Det har jeg svært ved at tro, at man vil og tør. Fordi det vil være en stor gambling«, siger Jes Søgaard.
»Sophie Løhde er ikke en ubegavet sundhedsminister, og hvis hun ser, at det her truer fundamentet, så tror jeg, at hun vil gå i dialog omkring, hvad det er, der skal til. Der sidder også en del regionspolitikere, som dels har gode kontakter til praksissektoren, dels faktisk godt ved, hvordan det her fungerer. Og jeg tror, at de vil nå frem til, at den her DJØF-logik ikke kan stå alene, og at vi er nødt til at have den vigtigste part helt med i det her, hvis sundhedsreformen skal lykkedes«.
Når den erfarne sundhedsøkonom taler om DJØF-logik, så handler det om et normaliseret leverandørforhold mellem regionerne og de praktiserende læger, som fortalere for lovpakken har bragt på banen.
»Den nye organisering er en normalisering af systemet. Nu kommer dem, der har ansvaret, og som betaler regningen til også at bestemme mere over, hvad der skal leveres, og hvordan det skal leveres«, som f.eks. Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE – og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen – sagde til Dagens Medicin i juli.
Og det er ifølge Jes Søgaard sådan set logisk korrekt nok. Men gør det det så også til den rigtige løsning?
»I bedste fald er det et voldsomt brud på en hidtidig tradition. Selvfølgelig er du, når du har leverandøransvaret, nødt til at have nogle leveringsgarantier. Men her går man ind og piller ved nogle aftaler og praksisser, som er meget vigtige for de praktiserende læger. Jeg synes, at det er katastrofalt, for når vi har især PLO – men også DSAM og FYAM – så er det jo ikke kun som fagforening og økonomisk interessevaretagelse, men også som en sikring af, at de justeringer, der kommer løbende, giver faglig mening for praksisser af meget forskellig karakter. Og det er det, man misser, hvis det skal være meget statsstyret. Hvor bliver den sundhedsfaglige logik så af? Så risikerer man ren DJØF-logik«, siger Jes Søgaard.
Skulle man ende med en lovgivning, som de praktiserende læger i bred forstand ikke bakker op om, så risikerer det at få store konsekvenser for sektoren, som Jes Søgaard simpelthen »ikke forstår, at man har lyst til at gamble med at sætte over styr«.
Erfarne læger, som trækker sig tilbage på pension, før de egentlig havde tænkt sig, og yngre læger, der dropper specialet almen medicin og/eller en fremtid som praktiserende læge er én ting. Noget, som lægeforeningerne selv peger på som en reel risiko i deres høringssvar. Og noget, som er i direkte modstrid med intentionerne om, at antallet af praktiserende læger skal stige til 5.000 i de kommende år.
Men med en sektor, der i forvejen er presset med en meget høj grad af selvrapporteret udbrændthed, så risikerer et ydre pres på opgavevaretagelse med »nærmest trusselslignende beføjelser til sundhedsministeren« at være en farlig cocktail for hele sundhedsvæsenet.
»Hvis du presser de praktiserende læger for hårdt på opgavevaretagelsen, så begynder de måske – ikke i ond mening, men fordi de simpelthen bliver for pressede og skal have ting af vejen – at henvise flere opgaver til det specialiserede sundhedsvæsen, som hurtigt kan blive overbelastet«, siger Jes Søgaard.
Og ud over, at det er det modsatte af sundhedsreformens intention, så risikerer det at blive dyrt.
»Når jeg laver cost-effectiveness-analyser på, hvad tingene koster forskellige steder i sundhedsvæsenet, så bliver jeg altid imponeret over, hvor meget almen praksis tager, og hvor billigt de faktisk gør det. Den perfekte model for almen lægehjælp findes nok ikke, men det viser sig jo i undersøgelse efter undersøgelse – også når vi sammenligner os med udlandet – at det er den nuværende model, som fungerer bedst for lægerne, men også for patienterne. Det er her, der er størst tilfredshed. Så jeg forstår simpelthen ikke, at man vil risikere at sætte det over styr«, siger Jes Søgaard.
»Det er ulykkeligt, at vi nu står, hvor vi står – og hvis det her får lov at udvikle sig, så ender vi måske i en situation som i 2013, hvor rigtig mange læger var parat til at deponere deres ydernummer. Det tror jeg virkelig ikke, at nogen ønsker sig«.
I maj 2013 opsagde Danske Regioner overenskomsten med PLO med virkning fra 1. september. Det var omtrent samtidig med, at den daværende SRSF-regering havde fremlagt sit sundhedsudspil »Mere borger – mindre patient«, der indebar mere regional styring af almen praksis. PLO havde bl.a. afvist regionernes krav om at afgive al indflydelse på praksisplanlægningen og et krav om budgetreduktioner på 2% om året.
Dagen efter opsigelsen greb daværende sundhedsminister Astrid Krag (SF) ind i konflikten og bebudede, at hun snarligt ville fremsætte et lovforslag, der bl.a. skulle indføre mere styring af almen praksis. Lovforslaget blev vedtaget i juni samme år med regeringens og Venstres stemmer, efter Venstre med daværende partiformand Lars Løkke Rasmussen og daværende sundhedsordfører Sophie Løhde havde fået imødekommet en række ændringsforslag.
Sophie Løhde roste i den forbindelse sundhedsministeren for at have droppet den detailstyring af almen praksis, som ifølge hende havde ligget i det lovforslag, der var sendt i høring.
»Det har vi aldrig syntes var et anliggende for Christiansborg«, som Sophie Løhde sagde til DR ved den lejlighed.
Men de praktiserende læger er ikke de eneste fagpersoner, der i de senere år har oplevet at få begrænset deres indflydelse på egne arbejdsvilkår og på den faglige udvikling i deres sektor.
I 2013 udspandt en lignende konflikt sig. 1. april blev ca. 67.000 overenskomstansatte lærere kastet ud i en 25-dages lang landsdækkende lockout, inden den blev afsluttet af et lovindgreb. Med lov nummer 409 blev lærerhvervet »normaliseret«, og lærerne mistede en lang række af deres hidtidige arbejdstidsregler.
Konflikten har øjensynligt ikke gjort arbejdet som folkeskolelærer mere attraktivt. I 2012 havde knap 10% af de læreransatte i folkeskolen ikke en læreruddannelse. Det var i 2022 steget til 19%, viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I 2018 var det tandlægernes tur, da Danske Regioner opsagde overenskomsten med Tandlægeforeningen. Den blev afløst af en særlov på baggrund af en bekendtgørelse. Dermed forsvandt de praktiserende tandlægers indflydelse på f.eks. ydelser, de skal levere, honorarernes størrelse og på dokumentationskrav.
Tandlægeforeningen har skrevet et høringssvar om lovpakke 2b, selv om de ikke er høringspart. Det har de gjort, fordi de vil »gøre Indenrigs- og Sundhedsministeriet opmærksom på konsekvenserne ved at overføre denne model – eller dele af denne model – til det almenmedicinske område. Erfaringerne fra tandlægeområdet viser tydeligt, at fraværet af inddragelse, samarbejdsfora og aftalebaserede løsninger skaber et A-hold og et B-hold blandt patienter, samt svækker sundhedstilbuddenes faglige udvikling og kvalitet, og vi vil stærkt advare imod at overføre modellen til det almenmedicinske område«, som foreningens formand, Torben Schønwaldt, skriver i høringssvaret.
På landsplan mangler der ca. 100 tandlæger, 61 i privat praksis og 43 i den kommunale tandpleje, og arbejdsløshedsprocenten er 0,7% viser den seneste opgørelse fra april 2025. Tandlægemanglen er størst i Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Nordjylland.
Omfanget og betydningen af sundhedsreformen – og dermed aktuelt lovpakken om almen praksis – betyder, at det kan være svært for politikerne at bakke for meget på deres fremlagte udspil. Uagtet kritik.
Det vurderer Carsten Greve, der er professor og institutleder på Institut for Organisation på Copenhagen Business School (CBS), hvor han forsker i offentlig ledelse og styring og reformer af offentlig ledelse.
»Det er kendetegnende for den type reformer, vi ser i øjeblikket, at man politisk tager et samlet blik på et område og sikrer nogle overordnede politiske mål og melder ud, at man tager ansvaret for nogle grundlæggende udfordringer. Her lægedækningen i hele landet«, siger Carsten Greve.
»På den ene side har de selvfølgelig en forpligtelse til dialog over for lægerne, men de har samtidig stillet befolkningen nogle politiske mål i udsigt med en stor reform, og dermed, ved at tage ansvaret, sat deres prestige på spil. Det kommer til at veje tungt, tænker jeg, for det er et lidt andet game med så omfangsrig en reform – hvor det også handler om at sikre sig en plads ved forhandlingsbordet langt ude i fremtiden. Så jeg tror ikke, at politikerne bare lige har tænkt sig at bakke ud, fordi der er kritik«.
Men hvilke erfaringer har man med at gennemføre noget, hvor hovedpersonerne synes, at det er en dårlig idé?
»De er i hvert fald ikke gode. Det her er jo lidt det samme som med den store folkeskolereform i 2013, og det er klart, at hvis man vil lave en sundhedsreform, og lægerne ikke synes, at det er en god idé, så bliver det svært at gennemføre den. Og hvis det i givet fald får direkte betydning for patienterne, så vil det jo falde tilbage på politikerne, og det er de selvfølgelig ikke interesserede i«, siger Carsten Greve.
»Det man så skal huske på er, at der er forskel på at lave reformer i økonomiske opgangstider og nedgangstider. Og eftersom den økonomiske situation i Danmark ikke er helt dårlig, så har politikerne det instrument, at der kan falde nogle goder af til lægerne på en eller anden måde. De har jo også et økonomisk instrument over for regionerne. Det vil jeg i hvert fald holde øje med«.
Sundhedsordførerne er indbudt til de første forhandlinger om lovpakken fredag den 29. august.
»Jeg håber, at vi får en proces, hvor lægerne bliver hørt. Man skylder dem at tage deres høringssvar alvorligt«, siger sundhedsordfører Per Larsen (K), der er en af de skarpeste kritikere af lovpakken.
Adspurgt om sporene fra bl.a. lærerkonflikten skæmmer siger han:
»Det er jo netop der, min store bekymring ligger. Det er bekymrende, hvis lovpakken får ældre læger til at vælge at gå på pension før tid, mens unge læger ikke vælger almen praksis til, som de gør nu«.
For sundhedsøkonom Jes Søgaard er det helt afgørende, at man får sat sig til bords med alle parter og talt tingene igennem til bunds.
»Det, jeg kunne se for mig, var en slags trepart mellem regioner, PLO og staten – evt. med DSAM og Sundhedsstyrelsen som observatører eller deltagere – hvor man satte sig og fandt ud af, hvad det vigtigste er, for at komme videre med det her. Hvad skal ændres i den nuværende tekst? Det er det, jeg håber, at der kommer til at ske, fordi jeg tror, at det er det, der skal til«, siger Jes Søgaard, der i den proces også efterspørger proaktive forslag fra lægerne.
»Jeg savner også lidt, at PLO, DSAM og FYAM kommer med konkrete, konstruktive bud på, hvordan de vil sikre, at der kommer 5.000 praktiserende læger og det måske sværeste i hele det her spil: hvordan de bliver fordelt over hele landet. Det ville være en stærk håndsrækning til Sophie Løhde«.
