Skip to main content

Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen, den 23. september 2003

1. nov. 2005
2 min.

Vedrørende influenzavaccination 2003

Influenzavaccine til sæsonen 2003/2004 indeholder i overensstemmelse med WHO's anbefaling følgende tre virusstammer:

  • A/New Caledonia/20/99(H1N1)-lignende;

  • A/Moscow/10/99(H3N2)-lignende;

  • B/Hong Kong/330/2001-lignende.

Alle tre virusstammer er uændrede fra sidste sæson. Vaccination skal alligevel gentages, da beskyttelsen fra sidste års vaccination vil være reduceret. Vaccine fra sidste sæson kan ikke bruges pga. manglende holdbarhed.

Influenzaepidemier medfører ikke blot stor sygelighed men ledsages også af en betydelig stigning i antallet af hospitalsindlæggelser og en væsentlig forøgelse af dødeligheden i befolkningen. De alvorlige, komplicerede sygdomsforløb rammer især ældre mennesker samt personer med visse underliggende, kroniske lidelser. Sundhedsstyrelsen anbefaler uændret influenzavaccination af personer tilhørende nedenstående risikogrupper:

  • personer, der går til behandling eller kontrol for kroniske lunge- eller hjerte-kar-sygdomme eller diabetes mellitus;

  • personer med medfødte eller erhvervede immundefekter. Vedrørende hiv-smittede personer, se nedenfor;

  • personer med andre sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsmæssig risiko;

  • personer, der bor på plejehjem eller lignende, idet lægen ud fra lokale forhold må vurdere, om der er behov for at vaccinere den konkrete beboer;

  • personer på 65 år og derover.

Børn over 6 måneder, der tilhører ovenstående risikogrupper, anbefales vaccination. Blandt andet vil børn med astma og cystisk fibrose kunne få en forværring i lungesymptomerne og indlæggelseskrævende sygdom, hvis de får influenza.

Flere spørgsmål vedrørende influenzavaccination af hiv-smittede er ikke endeligt afklarede, og vejledning om eventuel vaccination vil kunne gives på den infektionsmedicinske afdeling, der følger patienten.

Sundhedsstyrelsen anmoder de praktiserende læger om i særlig grad at være opmærksomme på at tilbyde influenzavaccination til de patienter, der på grund af helbredstilstand eller alder er i større risiko, såfremt de får influenza. Vaccinationerne bør så vidt muligt foretages i oktober-november forud for sæsonen for influenzaepidemier i december-april. Afvigelser herfra kan naturligvis komme på tale, f.eks. hvis lægen i vintersæsonen konfronteres med en person, der tilhører risikogruppen, men som ikke er vaccineret i tide.

Influenzavaccine kan købes fra Statens Serum Institut og fra apotekerne. Ordningen, der blev indført sidste år med ret til vederlagsfri vaccination af personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år, og som har bopæl her i landet, fortsætter. Betaling for vaccination foretaget inden udgangen af 2003 udgør 110 kr. Betalingen dækker alle udgifter, og der må ikke opkræves yderligere betaling. Hvis vaccinationen af helbredsmæssige årsager bliver foretaget i den vaccineredes eget hjem, bortset fra plejehjem, beskyttede boliger, ældreboliger eller plejeboliger, er betalingen 275 kr. Bekendtgørelse nr. 366 af 22. maj 2003 om midlertidig gratis influenzavaccination til alle over 65 år kan læses på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside www.im.dk

Der henvises i øvrigt til EPI-NYT 39/2003.