Skip to main content

Sundhedsstyrelsen: Akutberedskabet på Helsingør Hospital er potentielt til fare for patienterne

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

17. jun. 2011
2 min.

Det er »ikke optimalt« og potentielt til fare for patientsikkerheden, når Helsingør Hospital driver en døgnåben, uvisiteret skadestue og har indlagte medicinske patienter uden anæstesilæger på stedet.

Sådan lyder Sundhedsstyrelsens bedømmelse af Region Hovedstadens akutberedskab i det nordsjællandske, der siden 1. april har haft et beskåret akuttilbud, hvor de fleste funktioner på hospitalet efterhånden er flyttet.

Sundhedsstyrelsen indkalder nu Region Hovedstaden til et møde, fremgår det af et brev til Overlægeforeningen fra Sundhedsstyrelsen.

Overlægeforeningen bragte sagen op, da den i april klagede over forholdene og mente, at akutberedskabet både var uforsvarligt over for patienterne og satte lægerne i en umulig situation. Det er særligt tilstrækkelig anæstesifaglig backup til akutte patienter, der indfinder sig i Helsingør, som Overlægeforeningen savner.

Meningen er i sådanne tilfælde, at anæstesisygeplejersken på stedet klarer det, hun kan klare. Ellers ringer hun til den anæstesiologiske vagt på Hillerød Hospital. En akutlægebil med en anæstesiolog kan tilkaldes om nødvendigt.

Det samme gælder de patienter, der er indlagt på den lille medicinske afdeling, som Helsingør Hospital har tilbage, hvis de bliver kritisk syge under indlæggelsen.

Ifølge Overlægeforeningen bør Helsingør indrette et akutberedskab, der er forsvarligt - herunder med bemanding af anæstesilæger - eller også nedlægger skadestuen.

Nu forventer Overlægeforeningen, at Sundhedsstyrelsen vil gennemtrumfe det valg ved at lægge pres på Region Hovedstaden.

»Vi er særdeles tilfredse med, at Sundhedsstyrelsen har givet os medhold i, at organiseringen af den akutte modtagelse på Helsingør Hospital ikke er forsvarlig«, siger foreningens formand, Erik Kristensen.

Koncerndirektør i Region Hovedstaden, Svend Hartling, kommer gerne til møde, men har ikke nogen plan, der ser anderledes ud, da han mener, at akuttilbuddet i Helsingør er godt:

»Vi mener faktisk, vi har et bedre tilbud end rigtig mange steder i landet«, siger han og påpeger, at de færreste har brug for en anæstesilæge:

»De selvhenvendere, som kommer i stort tal, er ikke syge - de har småskader«.

Det er nu op til Sundhedsstyrelsen at vurdere argumenterne fra Region Hovedstaden.

Fastholder styrelsen sin kritik, betyder det ikke, at regionen skal lave noget om. På dette punkt er Sundhedsstyrelsens rolle rådgivende og anbefalende - ikke dikterende.