Sundhedsstyrelsen bør søge læge

»Jesper, han er scient. og pol., han er ingen læge, nyder dog en stor respekt, sundheden til glæde«. Sådan lød en af de strofer, som forrige fredag rungede i Sundhedsstyrelsens kantine, da Jesper Fisker, Sundhedsstyrelsens direktør, holdt afskedsreception. Specialeplan, kræft- og hjertepakker og en fin håndtering af en vanskelig sag som influenza A (H1N1) er blandt de markante resultater, Sundhedsstyrelsen har leveret med Jesper Fisker som den hidtil eneste ikkelægelige direktør ved roret.

Der er naturligvis også sager, hvor det er gået knap så godt. Mit ærinde er ikke at fokusere på dem i en argumentation for, hvorfor Sundhedsstyrelsen nu igen bør have en læge som øverste leder. Jeg er helt klar over, at der altid vil være endog meget vanskelige opgaver på den post. Men ikke desto mindre er det Lægeforeningens klare holdning, at posten kræver en læge. Faktisk er det vanskeligt at forestille sig en lederstilling, som er mere oplagt at besætte med en person med netop lægevidenskabelig baggrund.

Jesper Fisker gav klogt styrelsens lægelige chefer plads. F.eks. var det oftest overlæge og nu konstitueret direktør Else Smith, som tonede frem på tv-skærmene under influenzaen sidste år. Men Sundhedsstyrelsen er faglig rådgiver for minister og Folketing, og derfor er en lægelig direktør et naturligt førstevalg.

I et stadig mere komplekst sundhedsvæsen er det afgørende med en fagligt stærk og troværdig Sundhedsstyrelse. Det bliver der i høj grad brug for i de kommende år, hvor specialeplanerne skal udmøntes, og hvor sundhedsvæsenet kan frygte hidtil usete økonomiske udfordringer.

En læge i direktørstolen vil også signalere respekt for en klar rollefordeling. Styrelsen leverer den sundhedsfaglige rådgivning, som danner grundlag for, at politikere kan tage kvalificerede beslutninger.

Hårdt presset må man nok indrømme, at læger tidligere ikke altid har prioriteret uddannelse i ledelse og økonomi højt nok. Men det er der for længst rettet op på, og mange læger leder med stor dygtighed enheder, hvis økonomi og antal medarbejdere kan sidestilles med en mellemstor virksomhed. De læger, som gerne vil være chef for Sundhedsstyrelsen, ved, at kravene er høje. Jobbet kræver også økonomisk og administrativt talent plus den fornemmelse for spillet i magtens korridorer, som er nødvendig for ikke at blive knust på en post med stor bevågenhed hos politikerne og i medierne .

I andre lande er det indlysende, at det er en læge, der leder lands øverste sundhedsfaglige myndighed. I Norge er det en samfundsmediciner, i Sverige er det en onkolog, i USA er det en familielæge, og sådan kunne jeg blive ved. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om et land, hvor det er en person uden lægeeksamen. Danmark skiller sig ud, men det er der en mulighed for at råde bod på nu. Jeg håber, at sundhedsministeren vil vægte fagligheden højt og insistere på, at den også smitter af på det stillingsopslag, som givetvis snart vil dukke op.