Skip to main content

Sundhedsstyrelsen frikender Odense Universitetshospital i sag om tvangsfjernet barn

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

22. dec. 2010
2 min.

Læger på Odense Universitetshospitals fertilitetsklinik gjorde intet forkert. Det konkluderer Sundhedsstyrelsen i en ikke tidligere offentliggjort tilsynssag.

»Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at De har udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved Deres behandling af ...«, skriver Sundhedsstyrelsen i afgørelsen.

Sundhedsstyrelsen åbnede en tilsynssag, efter at en meget vred sundhedsminister Bertel Haarder (V) i maj måned offentligt sagde, at en medarbejder på fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital ifølge ham burde i Sundhedsstyrelsens gabestok.

Fertilitetsklinikken havde hjulpet et psykisk sygt par med at få et barn, der blot fem uger efter fødslen af Nordfyns Kommune blev tvangsfjernet.

Men kvinden var ikke blevet kunstig befrugtet som påstået i debatten. Hun havde modtaget hormonstimulation, så hun kunne blive gravid af sig selv. Og loven dikterede, at det kun er ved kunstig befrugtning, at fertilitetsklinikken skal foretage en vurdering af forældreegnethed. Dermed havde lægen overholdt reglerne.

»Det er en fuldstændig renselse af min medarbejder og klinikken. Det har vi det godt med. Men vi har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om udfaldet«, siger Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Odense Universitetshospitals Gynækologisk Obstetriske Afdeling, og fortsætter:

»Derfor ville det virkelig klæde ministeren, hvis han en gang for alle giver os en offentlig undskyldning, når han var så krads i sin kritik. Og så på et falsk grundlag«.

På Odense Universitetshospital foretager de af egen drift altid en vurdering forældreegnethed - også ved hormonstimulation.

Bjarne Rønde Kristensen erkender derfor set i bakspejlet, at lægen i den konkrete sag »desværre vurderede forkert«.

Sundhedsstyrelsen påpeger også, at det ville have været hensigtsmæssigt, hvis yderligere oplysninger eller anden sagkundskab var inddraget i vurdering af parrets evner til at drage omsorg for barnet.

Den netop indgåede fertilitetslov har med udgangspunkt i sagen fra Odense Universitetshospital medført en ændring i loven, så det fremover ikke skal være lægen, der skal afgøre forældreegnethed. I tvivlstilfælde skal lægen inddrage myndighederne for en egentlig vurdering og beslutning. Hvis patienten nægter, skal lægen undlade at starte behandling med kunstig befrugtning.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.

Læs merei Fokus.