Skip to main content

Sundhedsstyrelsen må analysere

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

3. feb. 2012
4 min.

Ugeskrift for Læger har bedt Regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S) om en respons på problematikken omkring akutbilerne - herunder de UTH-indberetninger, artiklen på side 312 omtaler.

I en mail har Steen Bach Nielsen via sin presseafdeling fremsendt et notat, hvoraf det bl.a. fremgår, at Region Sjælland nu har anmodet Sundhedsstyrelsen om at »deltage i en analyse af alle de alvorlige utilsigtede hændelser, som er indberettet i 2011 og 2012«.

Hvad angår artiklen »Ikke se, ikke høre og - især - ikke tale« står der bl.a. i notatet, at regionen ikke kan genkende billedet af, at den ikke ønsker eller tillader kritiske røster at komme til orde, og at regionen ikke ønsker en dialog om den nye præhospitale struktur.

Notatet peger bl.a. på, at regionen som den eneste har et dialogforum, som bl.a. ser på, hvordan sundhedsfaglige personer vurderer ordningen. Som en del af ordningens evaluering er der desuden nedsat en følgegruppe, hvor De Lægevidenskabelige Selskaber og Sundhedsstyrelsen deltager, står der.

Ikke kontroversiel

I notatet opponerer regionen imod, at artiklen »Ikke tale, ikke høre og - især - ikke se« bruger udtrykket »politisk-økonomisk øvelse, der er kontroversiel« om den nye ordning.

»Dette er ikke korrekt«, står der.

»Region Sjællands nye præhospitale plan er blevet til på baggrund af et stort analysearbejde i 2010, som bl.a. viste, at størstedelen af regionens borgere ikke havde mulighed for at modtage avanceret præhospital behandling, fordi de daværende ordninger, herunder lægebilerne, kun dækkede en meget lille del af befolkningen og ikke var døgndækkende«.

Desuden var der ikke sikker evidens for effekten af lægelig behandling uden for sygehuset. Ligesom regionen noterede sig erfaringerne fra bl.a. USA og England, som ikke bruger læger i det præhospitale system, står der.

I december forklarede Steen Bach Nielsen desuden i et interview med ugeskriftet.dk overvejelserne omkring at fjerne lægerne fra akutbilerne og i stedet bemande dem med paramedicinere:

De beslutninger, I har truffet, er jo lavet ud fra en kalkule, som siger, at I kan redde flere liv ved at have et lavere kompetenceniveau flere steder og mere døgndækket, frem for et højere kompetenceniveau, men mere spredt ud. Er det rigtigt forstået?

Jeg vil ikke bruge udtrykket kalkule. Det virker lidt kynisk. Vi har lavet en refleksion. For det første har refleksionen handlet om, at der var en meget uens service til regionens borgere, og der ville vi gerne sikre, at vores borgere fik en bedre og mere ensartet service. Det er også et krav, synes jeg, borgere med rimelighed kan stille til politikere, at de forsøger at tilvejebringe et forholdsvist ensartet serviceniveau. Det fandt vi en løsning på inden for de økonomiske rammer, vi nu engang har, og den løsning var, at vi fik paramedicinere. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at paramedicinere på omkostningssiden ikke er så tunge, som læger er. Den anden refleksion er, at når man sidder som chef i en region, hvor der er mangel på læger - og det er både praktiserende læger og læger i sygehusvæsenet - så er jeg forpligtet til at se meget nøje på, hvordan vi anvender den meget brede uddannelse, læger har.

Hvad skal der egentlig til, før I vil lave beslutningen om at fjerne lægerne fra akutbilerne om?

Det er jeg ikke sikker på, at jeg vil begive mig ud i. Det synes jeg bliver meget spekulativt. Vi må se evalueringsrapporten, og så må de politiske ledere kigge hinanden i øjnene og sige, hvad det er for en proces, vi vil lave, og hvad det er for en diskussion, vi vil tage med hinanden. Men det vil jeg ikke gå ind og spekulere på.

Vil du være parat til at gå ind for at lave beslutningen om, hvis det viser sig, at evalueringsrapporten løfter nogle ting op, som er uacceptable for dig som øverste politiske chef?

Da vi traf denne her beslutning, så traf vi den med en stor kvalificeret majoritet i Regionsrådet. I sådan nogle sprængfarlige emner kan du ikke nå længere end noget, der ligger på den pæne side af to tredjedeles flertal. Og det vil også være mit udgangspunkt, at hvis vi bredt i rådet finder, at der i evalueringsrapporten ligger elementer, der gør, at vi bør ændre organiseringen, jamen så skal vi selvfølgelig gøre det.