Sundhedsvæsenet er for vigtigt til quick fixes

Man behøver ikke at kalde sig politisk analytiker for at se, at valgkampen er gået i gang. Uanset at der ikke er sat dato på selve valgdagen, er partiernes valgkampagner på vej op i fart, og i centrum er ikke mindst sundhed.

Grundlæggende er det godt, at der er politisk opmærksomhed om de problemer, som har negative konsekvenser for patienterne, og som frustrerer læger, social-og sundhedsassistenter, sygeplejersker og jordemødre. Vi kæmper altid for at få politikernes opmærksomhed, og i disse måneder er de mere imødekommende end ellers.

Men det er til gengæld mindre godt, hvis den politiske debat ikke har rødder i det det »væsen«, som den handler om. Hvis politikerne bruger sundhedsvæsenets problemer til en kortvarig infight, til at skyde hinanden ned og præsentere egne »løsninger«, som ikke nødvendigvis har været afprøvet uden for partiernes valgkontorer og savner enhver faglig underbygning. Jeg behøver ikke ligefrem grave i hukommelsen for at komme i tanke om eksempler, som desværre ikke styrker tilliden til politikerne.

Derfor synes jeg faktisk også, at der er grund til at glæde sig over, at både regeringen og oppositionen har fremhævet behovet for at styrke det nære sundhedsvæsen. Vi er langt, langt fra at være i mål, men det er godt at opleve fælles erkendelse af, at der skal handling til. Der er opbakning til at uddanne flere praktiserende læger. Der også bred enighed om, at alle kommuner skal kunne levere sundhedsydelser af høj kvalitet. Det er en opgave, som skal lykkes, hvis man skal undgå dybt alvorlige konsekvenser for hele sundhedsvæsenet, og den kan ikke vente. Uanset hvordan valget falder ud, er det vigtigt, at disse tiltag bliver til virkelighed så hurtigt som overhovedet muligt og ikke forsinkes af planer om ny struktur.

Vigtigt er også, at der er ressourcer nok i sundhedsvæsenet. Her har hverken regeringen eller Socialdemokratiet klart sagt: »Ja, vi afsætter, hvad der skal til i de kommende år. Der er brug for en langsigtet investering for at kunne behandle de mange patienter, som vil strømme ind i klinikkerne og på sygehusene i de kommende år«. De beløb, som har været nævnt, dækker simpelthen ikke, hvad der er brug for. På Lægemødet for nylig havde jeg mulighed for at debattere dette med statsministeren, og han gav udtryk for, at han gerne vil give flere penge til sundhedsvæsenet. Men hvor meget det bliver, vil han først sige, når valgkampen starter. Han kan regne med, at vi vil holde skarpt øje med det.

Jeg vil opfordre til, at vi som læger bruger valgkampen til at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er med langvarige og fagligt underbyggede løsninger i sundhedsvæsenet. For os, der har vores daglig gang på sygehusenes linoleumsgulve eller i en travl praksis, er det vigtigt, at vore politikere har respekt for, hvor komplekst sundhedsvæsenet faktisk er. Her er ingen quick fixes. Det, som virker, er noget så gammeldags som penge nok, langsigtet planlægning og tillid til, at vi, der arbejder i sundhedsvæsenet, har en faglighed, som det er klogt at læne sig op ad som politiker. Når mandaterne så er fordelt, bør ansvarlige politikere satse på et langtidsholdbart og tværpolitisk forlig, der lægger indsatserne fast og skaber de nødvendige rammer for at klare opgaverne – i både regioner og kommuner.