Svar

Tak til Erik Andersen for indlægget omhandlende DRG-systemet og dets »fortræffeligheder«. Jeg er helt enig i Erik Andersens synspunkt, at der er sket en række forbedringer af systemets validitet takket være de videnskabelige selskabers meget store indsats på området. For det anførte kliniske eksempel er det imidlertid vanskeligt at forstå den økonomiske rationalitet - i hvert fald som ikkehæmatolog - idet patienten med myelomatose kompliceret med en udtalt immuninkompetence udløser den laveste værdi. Man kunne godt få den mistanke, at svage sjæle/økonomisk bevidste overlæger benytter den diagnose, som udløser den højeste betaling, uden at der af den grund foreligger en direkte fejlkodning. Den eneste konsekvens af det gode økonomiske valg er, at medicinalstatistikken ikke er så præcis, som den burde være. Problemer som Erik Andersen også påpeger.

Der er imidlertid to problemstillinger, som bør indgå i vurderingen af DRG-systemets kvalitet: dels evnen til præcist at kunne fastlægge sundhedssektorens omkostninger i relation til enhver klinisk tilstand - uanset kompleksitetsgrad - dels de med DRG-/takststyringssystemet forbundne administrative omkostninger. Den førstnævnte problemstilling er ganske illustrativt skitseret i det af Erik Andersen valgte eksempel.

Sidstnævnte problemstilling giver imidlertid god grund til en del bekymring betinget af den stadigt stigende bureakratisering af den danske sundhedssektor. Dette kommer eksempelvis tydeligt til udtryk i Sundhedsstyrelsens rapport »Beskæftigelsen ved sygehuse 2000-2002« (2003:11). Denne statistiske undersøgelse viser, at væksten af det administrative personale er markant den største med ca. 16% i forhold til det klinisk arbejdende personale, som læger 6% og sygeplejersker 3%. Disse tal kan imidlertid kun bruges som indikator for udviklingen, idet tidsforbruget til administrativt arbejde blandt det primært klinisk arbejdende personale formentlig udviser samme stigningstakt. En uønsket udvikling, som paradoksalt nok finder sted samtidigt med, at der skal ske nedskæring på de kliniske områder. Det kan vel således ikke kaldes en rationel adfærd, at der etableres et administrativt system, som eksempelvis nødvendiggør oprettelsen af funktioner som DRG-ansvarlige overlæger, der skal bruge tiden på at lege »den lille bogholder« i stedet for meningsfyldt klinisk arbejde. Mest foruroligende er imidlertid, at man fra politisk ansvarlig side tilsyneladende accepterer en sådan udvikling, således bagatelliserer formanden for Amtsrådsforeningens sygehusudvalg, amtsborgmester B. Hansen, udviklingen vurderet efter udtalelser til pressen, idet han blot kommenterer problemstillingen med, at den generelle udvikling er ansvarlig herfor, og dermed indirekte accepterer denne omfordeling af skatteborgernes penge fra sygehusvæsenets kerneproduktioner - diagnostik, behandling, forskning og uddannelse - til bureaukrati.

På baggrund af denne aktuelle problemstilling skal jeg opfordre Overlægeforeningens medlemmer til at møde frem på Nyborg Strand til repræsentantskabsmødet 2003 (29.-30. august). Kontraktstyring er temaet ved dette møde, fænomenet vil blive et problem - større eller mindre - i vores hverdag.