Skip to main content

Svar:

Seniorforsker Lars Bjerrum, Forskningsenheden for Almen Medicin, Syddansk Universitet. E-mail: Lbjerrum@health.sdu.dk. 1. reservelæge Ram B. Dessau, Aalborg Sygehus Syd. Overlæge Jesper Hallas, Odense Unviersitetshospital

1. nov. 2005
3 min.

Sulfamethizol har gennem mange år været førstevalgspræparat til behandling af ukompliceret urinvejsinfektion i almen praksis i Danmark. På grund af den stigende forekomst af sulfaresistente E. coli anbefaler nogle mikrobiologer, at man i almen praksis går over til at anvende mecillinam, men der er uenighed herom [1, 2]. Læger i almen praksis har udtrykt forundring over de foreslåede ændringer [3]. Der synes nemlig ikke at være en oplevelse af problematisk mange behandlingssvigt efter sulfamethizol.

Grundlaget for en antibiotikapolitisk beslutning som berører en stor del af befolkningen bør hvile på grundige, velgennemførte og valide undersøgelser, udført i den population, som behandlingen retter sig imod, nemlig patienter i almen praksis. Men vi savner sådanne undersøgelser. Baggrunden for vor undersøgelse var ikke et ønske om at ændre vor antibiotikapolitik (som antydet af Frimodt-Møller). Det har vi bestemt ikke ambitioner om. Faktisk mener vi, at »bevisbyrden« for en ændret antibiotikapolitik først og fremmest ligger hos dem, der har taget initiativ til at foreslå en ændring. Frimodt-Møller opstiller nogle strategier, men nævner ikke den formentlig mest almindelige: empirisk sulfamethizol, hvor man supplerer med dyrkning, hvis sulfa ikke virker eller hvis der er recidiv. Denne strategi vil selvsagt selektere urindyrkninger med resistens for sulfa, alene i kraft af at det er førstevalg. Han opstiller også nogle beregninger, hvor han forudsætter at mecillinam er sulfa overlegent og viser, at det medfører, at mecillinam giver bedre klinisk respons end sulfa. Han forholder sig ikke til vores observationer, som netop ikke støtter hans konsekvensberegninger. Hans argumentation for valg af mecillinam støtter sig væsentligst til overvejelser om plasmidoverførsel. Overvejelserne er tankevækkende, men de overflødiggør næppe kliniske forsøg eller databasestudier.

Vi er enige med begge kommentatorer i, at der er en svagheder ved den anvendte receptmetode, og vi har da også selv påpeget flere af disse svagheder. Den væsentligste er nok »confounding by indication«, dvs. det fænomen at de sværeste infektioner måske blev behandlet med mecillinam. Det kan være baggrunden for den højere frekvens af behandlingssvigt efter mecillinam end efter sulfamethizol. Denne potentielle confounder forventes at være tidsuafhængig og sammenholdt med den uændrede frekvens af behandlingssvigt gennem ti år tyder det ikke på en stigning i sulfaresistens blandt patienter i almen praksis.

Konklusivt vil vi fastholde, at vor undersøgelse, ligesom den af Schønheyder et al udførte undersøgelse, støtter, at sulfamethizol fortsat kan anses for effektivt til behandling af ukompliceret cystit i almen praksis.

Resistensudviklingen over for sulfa bør nøje monitoreres blandt patienter i almen praksis, men vi kan ikke anbefale at skifte til anden behandling, før der foreligger bedre dokumentation mht. effekt baseret på undersøgelser af populationen i almen praksis.


Referencer

  1. Høiby N. Hvordan behandler man bedst ukompliceret cystitis? Ugeskr Læger 1999;161:5698-9.
  2. Justesen T, Korsager B, Scheibel JH. Er sulfametizol til akut blærebetændelse ikke længere anvendeligt? Ugeskr Læger 1999;161:6647-8.
  3. Stokholm K. Hvordan behandler man bedst ukompliceret cystitis? Ugeskr Læger 1999;161:5698.