Skip to main content

Svar:

Peter Høilund, lektor, cand.jur. & Haakon Lærum

2. nov. 2005
2 min.

Wind-Andersen, Høgh og Hansen påpeger, at arbejdsevnemetoden i sit fundament hviler på det samme som den socialmedicinske tilgang. Vi er enige i, at arbejdsevnemetoden henter inspiration i den lægefaglige tilgang og det er netop problemet. Vores pointe er, at socialt arbejde adskiller sig så grundlæggende fra naturvidenskabeligt prægede metoder, at borgerens livsverden og selvforståelse går tabt i konfrontationen med metodens kategorier. Socialfaglige metoder bør i langt højere grad præges af humanistiske, psykologiske og samfundsvidenskabelige indsigter.

Vores frygt er, at menneskeligt samkvem bliver gjort til genstand for en sagsbehandling, der alene bygger på faglige metoder, som erfaringsmæssigt fortrænger nærværets fortrolighed og den optimale empati, situationen kalder på. Sociale relationer neutraliseres til fordel for metodens rationalitet og øger risikoen for produktion af umenneskelighed. Vi forsøger at påpege, at visse sider af moderne metodetænkning fører til en betydelig svækkelse af den stjernetåge af idéer og drømme, der fungerer som en art målrettethed, som mennesket orienterer sig ud fra. Dette forestillingskompleks bør efter vores opfattelse være udgangspunktet for praktisk socialt arbejde.

Den formidable udvikling i rationelle og bureaukratisk-tekniske metoder, som vi for tiden er vidne til, har gjort det nemmere at legitimere umoralsk adfærd. Den teknisk kompetente socialarbejder kan i mange tilfælde retfærdiggøre umoralsk adfærd ved at henvise til en metode, der umiddelbart virker rationel og saglig, men reelt er motiveret i en bagvedliggende økonomisk strategi eller forvaltningens vaner og traditioner.

Uanset hvad Wind-Andersen, Høgh og Hansen end kan finde på at tillægge arbejdsevnemetoden af gode idéer, er den fremlagt som en nøgen metode, hvor man skal gætte sig til dens menneskesyn. Når det er tilfældet, kan der konkret lægges en hvilken som helst ideologi ind i metoden og dennes praksis, hvorefter der med metoden som legitimering er frit slag for al slags vilkårlighed.