Svar:

Tak for spørgsmålene, som giver os lejlighed til at præcisere en vigtig problemstilling.

Ad spørgsmål 1

Det er korrekt, at diagnosen gestationel diabetes mellitus (GDM) stilles, når man to timer efter oral indtagelse af 75 g glukose (OGTT) måler en glukoseværdi på 9.0 mmol/l i kapillært fuldblod (kB) eller venøst plasma (vP).

Den diagnostiske totimersværdi (75g OGTT) for diabetes hos ikkegravide er kB- eller vP-glukose 11.1 mmol/l og uændret igennem ca. 20 år (WHO 1985 og 1999).

Tidligere blev der i Danmark ikke screenet systematisk for gestationel diabetes, men siden 1998 er dette anbefalet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer for svangreomsorg. Både screeningsprocedure og diagnostisk test er blevet forenklet betydeligt på baggrund af et nyligt afsluttet ph.d.-projekt [1]. Således kræves nu blot en totimersværdi 9.0 mmol/l målt ved en nøjagtig kB-glukose (Hemocue) eller en nøjagtig vP-glukose (laboratoriemåling) for at stille diagnosen (www.dsog.dk) (Sandbjerg guideline - screeningsprocedure for GDM)). Sandbjergmødet, der er et årligt møde blandt danske obstetrikere, besluttede i 2003 at anbefale indførelsen af den nye procedure, som efter godkendelse i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologis bestyrelse nu er sendt til Sund-hedsstyrelsen til vurdering. Mange fødesteder landet over har allerede implementeret metoden.

Der er en kontinuert sammenhæng mellem maternelt blodglukose og patologisk udkomme af graviditeten, og »den sande« grænseværdi for GDM kendes ikke. Nye danske studier tyder på, at den valgte diagnostiske værdi på 9.0 mmol/l er fornuftig [1, 2]. Der anvendes verden over forskellige diagnostiske kriterier for GDM - totimersværdierne er f.eks. 7,8 mmol/l (WHO), 8,6 mmol/l (USA), 8,0 mmol/l (Australien) og 9,0 mmol/l (Sverige). Den danske grænseværdi er således snarere relativ høj end lav og i øvrigt helt uændret fra tidligere.

Glukose kan måles i fuldblod eller plasma - og herudover kapillært eller venøst. Plasmaværdier ligger ganske rigtigt omkring 10% højere end i fuldblod, mens der foreligger ikke faste omregningsfaktorer fra kapillært til venøst blod. I den ikke fastende tilstand, altså svarende til en OGTT, er der dog ganske god overensstemmelse mellem kB og vP, og WHO har således valgt at anvende samme grænseværdier for totimersprøven efter en OGTT. På et møde med repræsentanter for Dansk Selskab for Klinisk Biokemi maj 2003 blev man enige om at anvende samme grænseværdi for GDM for kB og vP.

Ad spørgsmål 2

Dette spørgsmål kan ikke besvares detaljeret inden for den tildelte spalteplads. Man har de fleste steder verden over valgt at screene for GDM samt behandle kvinder med GDM, da observationelle studier klart viser, at der er en øget maternel og neonatal morbiditet forbundet med stigende maternelt glukoseniveau [1, 3]. Ligeledes indicerer en række studier, at behandling af kvinder med GDM bedrer udkommet [1, 3]. Der er overbevisende evidens for, at mindst halvdelen af kvinder med GDM udvikler diabetes inden for 10-15 år [4], samt at denne risiko kan modificeres ved livstilstiltag eller farmakologisk intervention [5].