Svar:

Jesper Mehlsen foreslår, at amtslige lægemiddelkonsulenter skal have dokumenterede kvalifikationer for at kunne yde en god og objektiv rådgivning, herunder evne til at foretage en korrekt vurdering af det foreliggende videnskabelige materiale. Det samme kunne siges om medlemmer af enhver lægemiddelkomité samt læger, der udsender pressemeddelelser og i det hele taget giver sig af med at fortælle kolleger, hvad der er ret og rimeligt inden for farmakoterapien. Indirekte foretages en sammenligning med medicinindustriens konsulenter, der alle har - og ifølge lovgivningen skal have - en »passende uddannelse«. Jesper Mehlsen har ret i, at der ifølge lovgivningen gælder andre begrænsninger for medicinindustriens konsulenter end for læger, hvis oplysninger ikke er afgrænset af de forhåndenværende produktresumeer. Sammenligningen med disse konsulenter er fair, men det må så også siges, at de fleste amtslige konsulenter ikke alene er farmaceuter og læger - og dermed har en grunduddannelse, der nok kan stå mål med industriens repræsentanter - men de fleste har desuden også en længerevarende klinisk uddannelse samtidig med, at de alle har gået til kurser og møder, bl.a. arrangeret af IRF, hvor der i høj grad er lagt vægt på at opdyrke evnen til kritisk at vurdere den videnskabelige litteratur. Det er også almindeligt, at konsulenterne før en besøgsrunde deltager i andre IRF-møder med oplysninger om terapispecifikke emner givet af specialister, ligesom IRF på alle måder fungerer som støtte for konsulenternes aktiviteter. Generelt mener jeg, at amtskonsulenternes bagland på denne måde er forsvarligt i orden, og uddannelsesmæssigt afgjort bedre end mange medicinindustribaserede konsulenters, men det er korrekt, at vi alle kunne trænge til mere uddannelse, og en eller anden form for systematisk efteruddannelse er afgjort en overvejelse værd.

Som altid er den bedste forsikring mod forkert og skrævvredet information en total åbenhed og gennemsigtighed i argumenterne og villighed til at diskutere disses baggrund. Mig bekendt er dette netop tilfældet med den amtslige lægemiddelinformation, og IRF vil altid beredvilligt deltage i en sådan proces, en proces, der blandt andet har den konsekvens, at det åbent må accepteres, at alle lægemidler ikke kan være lige gode, ligesom det må erkendes, at der er forskel på en åben proces og så et resultat, man ikke er enig i.