Skip to main content

Svar

Overlæge John Vissing, Neurologisk Klinik, H:S Rigshospitalet. E-mail: John.vissing@rh.hosp.dk

31. okt. 2005
2 min.

Når en gammel, hæderkronet undersøgelse erstattes af mere skånsomme og præcise test, kan det være svært for klinikere, ikke mindst dem som laver undersøgelsen, at vænne sig til de nye vaner. Det gælder også EMG som diagnostisk redskab ved muskelsygdomme. Colding-Jørgensen vil gerne have dokumentation for, at man ikke skal udføre EMG ved de hyppigt forekommende muskelsygdomme dystrofia myotonica, facioscapulohumeral muskeldystrofi og inklusionslegememyositis. Den erfarne kliniker, som står over for disse sygdomme, som let genkendes på deres karakteristiske fænotype, vil vide, at en skånsom gentest på en blodprøve eller en lille nålebiopsi fra en ekstremitetsmuskel kan stille en præcis og entydig diagnose, hvilket en EMG-undersøgelse ikke kan. Jeg tror ikke, at der er lavet undersøgelser over noget så indlysende. I vores netop publicerede arbejde [1], havde de 34 personer, som havde fået foretaget EMG før undersøgelse i vores klinik, alle en umiddelbar karakteristisk fænotype, som var nem at diagnosticere ud fra en blodprøve (gentest) eller nålebiopsi fra muskel.

Det var på den baggrund, at vi udtalte os om, at EMG i disse personer havde været diagnostisk overflødig. Det er velkendt, at EMG for praktiske formål aldrig alene kan stille en sikker diagnose på en specifik muskelsygdom, men ofte kan give indikation på tilstedeværelsen af en uspecificeret muskelsygdom [2]. EMG kan således have diagnostisk interesse som screeningsredskab, hvis klinikeren er i tvivl om, patienten har en muskelsygdom.

For den øvede kliniker er spørgsmålet imidlertid oftest, hvilken muskelsygdom patienten har, og ikke om patienten har en muskelsygdom. I sådanne tilfælde er EMG ikke kun en dyr og smertefuld undersøgelse med lang ventetid til patienten indkaldes, men også en diagnostisk svag undersøgelse. Vores holdning er, at medmindre en patient har en formodet specifik muskelsygdom, som let kan testes for på det lokale sygehus eller speciallægepraksis, så skal patienten henvises til en specialiseret klinik for muskelsygdomme med henblik på diagnostik. Her vil et udredningsprogram, der er mest skånsomt og lettest fører til en specifik diagnose for patienten, kunne udføres, og det vil i dag meget sjældent omfatte et EMG.


Referencer

  1. Anthonisen M, Toft R, Rønager J, Vissing J. Patientgrundlag og evaluering af undersøgelser i en neuromuskulær klinik gennem tre år. Ugeskr Læger 2005;167:2405-8.
  2. Daube JR, Rubin DI. Electrodiagnosis in muscle disorders. I: Engel AG, Franzini-Armstrong C, red. Myology: basic and clinical, 3rd edition. New York: McGraw-Hill, 2004:619-54.