Skip to main content

Torben Andersen rejser i sit indlæg kritik af PLA som arbejdsgiverforening og de bindinger, et medlemskab medfører.

PLA har aldrig lagt skjul på, at en af PLA's kerneopgaver er at varetage medlemmernes interesser i relation til lønmodtagerorganisationerne, herunder at indgå kollektive overenskomster. Det er min opfattelse, at dette netop har været medvirkende årsag til den store medlemstilslutning til PLA. Mange praktiserende læger har i årevis måttet leve med f.eks. DSR's regulativ for konsultationssygeplejersker (indeholdende løn- og øvrige ansættelsesvilkår) uden mulighed for forhandling. Med PLA's etablering har arbejdsgiverne samlet sig i en forening, som varetager medlemmernes interesser, som bl.a. består i at forhandle med lønmodtagerorganisationerne om løn- og ansættelsesvilkårene for klinikpersonale, men også at varetage det enkelte medlems individuelle interesse i form af arbejdsretlig rådgivning i forbindelse med personaleansættelser i praksis. Det er rådgivning, som tidligere meget ofte krævede advokatbistand.

Hvis man vil have en organisation, der kan repræsentere en i forhandlinger og tvister, følger det heraf, at man må afgive noget individuel indflydelse. Man må desværre købe »pakken«. Det arbejdsretslige system baserer sig på, at organisationer både på lønmodtagerside og arbejdsgiverside har denne kompetence. At det medfører nogle vedtægter, som er meget firkantet juridisk formuleret, kan jeg godt medgive, men jeg kan ikke medgive, at der ikke er oplyst om, hvad PLA kan bidrage med, og hvad det betyder at melde sig ind.

Alle praktiserende læger har med PLO'rientering i juni 2002 modtaget en informationsfolder om PLA og en folder med spørgsmål/svar om PLA, hvor såvel rettigheder som forpligtelser er omtalt. Vi har også deltaget i en hel del medlemsmøder. Materialet indeholder ligeledes en henvisning til PLA's vedtægter, som findes på vores hjemmeside, www.pla.dk eller som kan rekvireres i sekretariatet. Lignende henvisning fremgår af indmeldelsesblanketten.

Det skal understreges, at der ikke er noget krav om, at man som PLA-arbejdsgiver udfærdiger nye ansættelsesbreve til sine allerede ansatte medarbejdere. Ikrafttrædelsen pr. 1. juni 2003 af PLA's nye overenskomster medfører blot en orienteringspligt i forhold til personale, der bliver omfattet heraf. I det nyhedsbrev, som PLA har udsendt umiddelbart efter pinse, er medlemmerne bl.a. vejledt om, at orienteringen kan ske i et tillæg til eksisterende ansættelseskontrakt. PLA har dog anbefalet, at der udfærdiges nye ansættelseskontrakter på medsendte standardkontrakter, som indeholder alle de oplysninger, som en ansættelseskontrakt i henhold til ansættelsesbevisloven skal indeholde. Det er klart, at det er lidt besværligt at have med at gøre, og vi gør alt hvad vi kan i sekretariatet for at hjælpe og vejlede medlemmerne. Fordelen er imidlertid, at det hermed sikres, at ansættelsesbrevene overholder alle love og regler og samtidig skabes et langt bedre grundlag for at give rådgivning og service til vore medlemmer. Der er heldigvis tale om et overgangsproblem, som vi håber vore medlemmer tager med som en del af opbygningsfasen.

Det er endelig ikke usædvanligt, at en arbejdsgiverforening orienterer de lønmodtagerorganisationer, hvormed der er indgået overenskomst, om nye medlemmer. Lønmodtagerorganisationen har et naturligt behov for at vide, hvilke arbejdsgivere der er overenskomstdækket. Samtidig undgår PLA-medlemmer henvendelser fra lønmodtagerorganisationerne, som respekterer, at alle henvendelser skal gå gennem PLA.

Og som svar på Torben Andersens afsluttende spørgsmål: »Hvad har PLA opnået ved forhandling med HK og DSR, som er en forbedring for de praktiserende læger?« skal jeg helt overordnet og ganske kort bemærke,

  • at PLA for første gang har fået en 2-årig aftale, hvor PLA er part med mulighed for at påvirke udviklingen i løn- og ansættelsesforhold

  • at der er tale om enkle og brugervenlige overenskomster, som tager hensyn til, at lægepraksis generelt er små arbejdspladser med begrænset administrativ kapacitet.

  • at arbejdsgiverens ledelsesret nu er cementeret.

  • at vi har fået aftaler om efteruddannelse for klinikpersonale, og det er min overbevisning, at et veluddannet klinikpersonale øger arbejdsglæden og arbejdskvaliteten - både hos den ansatte og hos lægen.

Vi har således over for os selv, vore ansatte og over for omverdenen fået markeret og vedkendt os vores status som liberalt erhvervsdrivende, der tager arbejdsgiverrollen alvorligt og som i vore praksis ønsker at skabe attraktive arbejdspladser for alle relevante faggrupper.

Og endelig er det vigtigt, at det er frivilligt at være medlem af PLA. Vi arbejder hårdt på, at tiden vil vise, at det var en rigtig beslutning - også for Torben Andersen - at melde sig ind.