Svend Lings har bedt om optagelse i Ugeskrift for Læger af denne kommentar efter kendelsen fra Lægeforeningens Voldgiftsret om hans eksklusion af Lægeforeningen. Kommentaren er sendt til flere medier via Ritzau.
Svend Lings har ikke ønsket at deltage i Lægeforeningens Voldgiftsrets behandling af sagen imod ham. Hans svar til Lægeetisk Nævn fra august 2018 har dog indgået i rettens behandling og kan læses i sin fulde længde Voldgiftsrettens kendelse.
Læs desuden redaktionens FAQ om eksklusioner af Lægeforeningen.
Fakta
Ekskluderet af Lægeforeningen
Som den første siden Anden Verdenskrig er jeg nu ekskluderet af Lægeforeningen. Den forrige var nazistlægen Frits Clausen.
Beslutningen er truffet efter gennemførelse af en sag i Lægeforeningens Voldgiftsret uden min deltagelse. Jeg ønskede ikke at medvirke i en skueproces. Eksklusionen begrundes med at man vil ”værne om lægestandens værdighed og integritet”.
Det er i mine øjne udtryk for en underlig dobbeltmoral. Enhver vil ved en simpel søgning på internettet kunne konstatere at læger er blevet dømt for fx mordbrand, seksuelt misbrug og voldtægt af patienter, pædofili, fusk med forskningsresultater og bedrageri med forskningsmidler i millionklassen. Men de er aldrig blevet ekskluderet. Selvmord er ifølge menneskerettighedsdomstolen en menneskeret, og jeg har ikke gjort andet end at hjælpe alvorligt syge til denne menneskeret.
Hjælp til selvmord er på nuværende tidspunkt lovlig i 18 stater. Det breder sig, og en ny lov skal til folkeafstemning i New Zealand. Alligevel føler Lægeforeningens bestyrelse sig hævet over ikke bare et stort flertal i den danske befolkning, men også over læger og befolkninger i sammenlignelige demokratiske lande og formentlig en ikke ubetydelig del af egne medlemmer (de er aldrig blevet spurgt).
Befolkningsflertallet ønsker aktiv dødshjælp lovliggjort blandt andet af medfølelse med håbløst syge og af hensyn til selvbestemmelsesretten. Lægeforeningen derimod ønsker at fastholde retten til at træffe beslutninger om den sidste tid på andre menneskers vegne. Jeg synes at lægerne skulle se at komme ned fra den høje hest og hjælpe de mennesker der beder om det, og som har bekostet deres uddannelse.
I september idømte Højesteret mig 60 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffeloven. To dage senere blev en italiener, der også havde ydet hjælp til selvmord, frikendt af den italienske forfatningsdomstol som fastslog at medvirken til selvmord er lovlig når visse betingelser er opfyldt. Hvor det katolske Italien altså tog et skridt mod større frihed for den enkelte, blev Danmark hængende i en gammel retstilstand. Det er min plan at føre sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hvis det lykkes at tilvejebringe et økonomisk grundlag.
Svend Lings