»Svendborgsagen har ændret mit arbejdsliv«

Hun kom lige fra sin »barselsboble« og vidste kun sporadisk, hvad Svendborgsagen egentligt handlede om. Men da Nadia Stokbæk Pedersen den 1. september 2017 – og få dagen efter dommen i landsretten – startede som KBU’er på Medicinsk Afdeling på Svendborg Sygehus, fandt hun hurtig ud af, at hun var havnet i centrum af sagen.

»Snakken startede allerede de første dage. Hvad handlede sagen om, hvad var hun præcist dømt for, og hvad ville det betyde for os læger? Min familie begyndte også at spørge om, hvordan det var at være i Svendborg, fordi de havde hørt om sagen i medierne«, siger Nadia Stokbæk Pedersen.

Selv om hun understreger, at ledelsen på ingen måde opfordrede til det, begyndte hun hurtigt efter starten at udøve defensiv medicin. Hun bruger selv dette eksempel:

»Vi tager ofte en test for at tjekke, om patienten har en blodprop. Testen kan en gang imellem være vanskelig at aflæse, fordi tallene kan være forhøjede, uden at der nødvendigvis er sammenhæng med en blodprop. I det fleste tilfælde kunne jeg dog godt klinisk argumentere for, at der ikke var tegn på en blodprop, men alligevel forhørte jeg mig altid hos bagvagten og fik flere gange også taget en CT-skanning eller ultralydskanning. Bare for at være på den sikre side. Og bare for, at jeg ikke havde taget beslutningen alene. Og den måde at agere på hang udelukkende sammen med Svendborgsagen. Ingen skulle kunne komme og klandre mig for at have overset noget«, siger Nadia Stokbæk Pedersen.

Skal stole på bagvagten

Efter et par måneder for KBU’erne kaldte den ledende overlæge Mette Worsøe alle de yngre læger til et møde om sagen og om, hvordan de som læger skulle agere.

»Ledelsen fornemmede nok, at det fyldte hos os, og at vi var utrygge. Ledelsen opfordrede på ingen måde til defensiv medicin, men opfordrede i stedet til i højere grad at bruge bagvagten, hvis vi var tvivl. Det kræver naturligvis, at vi stolede på bagvagten, men det har jeg altid gjort«.

Den snak med ledelsen gav ro, men alligevel lå utrygheden hos Nadia Stokbæk Pedersen, fordi hun på den ene side for alt i verden ville undgå at havne i en lignende sag, og fordi hun på den anden side vidste, at for at undgå det, ville hun lave unødvendige undersøgelser eller skanninger og dermed skabe et øget arbejdspres.

»Jeg har da tænkt meget over, om jeg skulle tage ekstra prøver, eller om jeg skulle stole på mig selv. Dybest set handlede det om, hvor meget og hvor tit jeg skulle forsøge at dække mig selv ind, så styrelsen ikke kom efter mig. Jeg er da bange for at skulle igennem samme sag som Svendborglægen. Jeg har også bedt en sygeplejerske om noget, uden at jeg har journalført det med det samme. Hvis det er en overbelægning på 140 pct, så løber man på gangene, og så journalfører man ikke med det samme – om nogensinde«, siger hun.

Defensiv medicin vil stadig fylde

Efter seks måneder på Medicinsk Afdeling på Svendborg Sygehus fortsatte hun sin KBU på Psykiatrisk Afdeling i Svendborg og skal den 1. september i år tilbage til Medicinsk Afdeling på Svendborg Sygehus i en introstilling.

»Jeg har virkelig lært meget det første år som KBU’er. Det gør mig mere sikker i mit fag, når jeg kommer tilbage, og derfor jeg vil nok begrænse den defensive medicin«.

Men selv om hun er mere tryg og sikker, så nærer frygten stadig.

»For nylig fik jeg en besked fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, mens jeg var på arbejde, gik nærmest i panik og turde ikke åbne den. Min bagvagt beroligede mig og sagde, at det nok ikke var noget særligt. Så opdagede bagvagten, at hun selv havde modtaget samme besked, som var en generel orientering om noget, der slet ikke havde med Svendborgsagen at gøre. Reaktionen hos både mig og bagvagten er nok et udtryk for, at vi er bange for at blive stemplet for ikke at have gjort vores arbejde godt nok i en travl hverdag, hvor man forsøger at gøre sit bedste«, siger Nadia Stokbæk Pedersen og fortsætter:

»Svendborgsagen har ændret mit arbejdsliv, uanset at hun senere blev frikendt. Vi har som læger fundet ud af, hvad der kan ske, hvis vi ikke dækker os ind. Det har for mig betydet et overdrevent fokus på korrekt registrering frem for at bruge tiden på patienten. Og jeg må indrømme, at den defensive medicin nok stadig vil fylde meget i min hverdag«.