Antallet af planlagte operationer i Sverige er aldrig kommet op i niveau efter coronakrisens nedlukning i marts, og sammenlignet med Danmark er tallene meget lave. Det skyldes strukturelle forskelle, påpeger svenske læger og sundhedsøkonom Jes Søgaard, som kalder situationen ulykkelig. Overlægeforeningens formand kan godt forstå, at svenskerne er frustrerede.
Danmark var hurtigere end Sverige til at optrappe planlagte operationer, efter begge lande genåbnede sundhedsvæsnet efter nedlukningen i marts.
Det skriver det svenske medie Sjukhusläkaran, der udgives af Sjukhusläkarna, som hører under den svenske lægeforening.
Efter uge 11, da WHO erklærede coronavirus for en pandemi, faldt antallet af planlagte operationer i både Sverige og Danmark drastisk.
I Sverige faldt antallet af planlagte operationer med 33 procent i uge 12 sammenlignet med ugen inden, viser tal fra SPOR (svensk perioperativt register).
I Danmark var der 41 procent færre planlagte operationer i uge 12 end i uge 11, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Da påsken var ovre, stak tallene af i hver sin retning. I Danmark kom antallet af planlagte operationer hurtigt op igen, næsten helt op på fuldt blus i elektive behandlinger og operationer. Men i Sverige skete der ikke meget. Der kom de kun op på 30-40 procent.
Sverige er langt fra at være oppe på samme niveau som Danmark i forhold til antallet af planlagte operationer.
I dag venter halvdelen af Sveriges patienter på behandling eller operation længere end behandlingsgarantien på 90 dage, skriver Sjukhusläkaran, som i deres seneste nummer har fokus på den danske håndtering af coronavirus.
Artiklen i Sjukhusläkaran beretter, at to tredjedele af patienterne i regionen Norrbotten i dag ikke får behandling eller operation inden for behandlingsgaratien på 90 dage.
Patienterne kan ikke få hjælp fra nogen andre regioner, for alle regioner har lange ventelister.
Ifølge tal fra WHO har 134.532 svenskere været testet positive med coronavirus, 5.969 er døde.
I Danmark har 49.594 været positive, 728 er døde med coronavirus.
I Sverige har situationen omkring coronapandemien været helt anderledes, siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen, og det har påvirket aktiviteten.
”Vi har ikke nået vores maksimum i forhold til at modtage syge med COVID-19, og vi fik lukket ned relativt fornuftigt i marts. Dvs. at da det vendte hurtigt igen, kunne vi stille og roligt begynde at tænke andre tanker”.
I Danmark suspenderede man patientrettighederne, og det havde betydning, siger Lisbeth Lintz.
”Der var en anerkendelse af, at vi gør det, så godt vi kan, selvom vi ikke kunne overholde rettighederne og ventetidsgarantierne Det appellerer til, at vi som fagpersoner strækker os til det yderste for at få tingene til at fungere godt, fordi der er tillid til os. Der blev lagt en stor ekstraindsats”.
Lisbeth Lintz peger også på, at man i slutningen af første bølge flere steder samlede de få COVID-patienter, der var tilbage, på enkeltmatrikler, så man på de øvrige matrikler kunne bevæge sig tilbage til fuld power.
”Vi har også fået god hjælp af de praktiserende speciallæger, som har taget fra, så vi har kunnet holde aktiviteten høj.”
Hvilke konsekvenser har det for patienterne, at ventetiden er så lang i Sverige?
”Hvis man står med ventetider på et år, hvor der er stor forskel fra område til område, står man i uholdbar situation. Det må man gøre noget ved.”
Kan du forstå, hvis dine kolleger i Sverige er frustrerede?
”Jeg kan godt forstå dem, når man kan se, at der over så lang tid har været så lav aktivitet. Det betyder, at kerneopgaven lider, fordi man ved, at masser af patienter må vente eller bliver hjemme. Det er frustrerende, for det øger risikoen for ulighed i sundhed. Det er slet ikke det, der er en del af vores kerneopgave, nemlig at levere behandling af høj kvalitet, når patienterne har behov for behandling, ,siger Lisbeth Lintz og fortsætter:
”Når det bliver vanskeliggjort at give god kvalitet til alle patienter over en lang periode, bliver både personale og patienter frustrerede. Det havde vi også været i Danmark, hvis puklerne bare blev større og større. Der har vi set det modsatte. Heldigvis. Puklerne ser bedre ud i Danmark, fordi vi er tilbage til høj aktivitet, og vi, efter grafen udløber, i alle regioner har indgået aftaler om frivilligt ekstraarbejde. F.eks. laver folk planlagte operationer en hel lørdag, hvor de skulle have fri, for at nå den aktivitet, som vi var nødt til at udsætte”.
Indsatsen for at få aktiviteten tilbage på normalt niveau har dog også haft konsekvenser for overlægerne.
”Stadig færre overlæger får den nødvendige efteruddannelse. Mange er langt fra de ti dage om året, som overenskomsten giver dem ret til. Det kan ikke fortsætte, hvis vi skal udvikle og kvalitetssikre behandlingen på sygehusene”, siger Lisbeth Lintz.
Forfatterne til artiklen mener ikke, at coronahåndteringen alene er årsag til den store forskel.
De 21 uafhængige regioner reagerede straks på truslen fra coronavirus, og man forventede en storm af alvorligt syge patienter, men stormen blev knap så kraftig, påpeges der.
Det drejer sig snarere om nogle strukturelle forskelle.
Karin Båtelson, formand for Sjukhusläkarna, skriver i sin leder, at der ikke findes anden forklaring, end at regionenerne agerer som 21 fritstående lande i stedet for et, og at det rammer både medborgere og medarbejdere.
Hun skriver videre:
”Nu ser vi vårdköer som har byggts upp, besök som inte skett, diagnoser som inte ställts, patienter som blivit sjukare, medarbetare som fått stoppad utbildning och fortbildning, många är utmattade och flera har blivit sjuka medan vissa haft för lite att göra i väntan på covidpatienter”.
Hun efterlyser derfor, at staten tager et større ansvar for sundhedsvæsenet med et nationalt overblik.
Regeringen og centrale myndigheder laver i Sverige retningslinjer for at mindske smittespredningen, men de kan ikke styre sundhedsvæsenet, da de 21 regioner er selvstændige, påpeger artiklen i Sjukhusläkarne.
Det kan ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard være en del af forklaringen på, hvorfor tallene er så forskellige.
”Artiklens forfattere mener, at det hele kan tilskrives strukturelle forhold. Sverige har det mest decentrale sygehusvæsen i verden, i hvert fald inden for offentlige sygehussystemer”.
“Sygehusstrukturen i Sverige er dårlig til den slags situationer, fordi der ikke er en tilstrækkelig koordinering imellem, hvad der sker og ønskes fra centralt niveau, og hvad der skal gennemføres decentralt i sygehuskommuner”, siger Jes Søgaard. “Fokus har været på at bevare autonomien i regionerne”.
”Kommuner og landstingsforbundet, som svarer til KL og Danske Regioner samlet i én paraplyorganisation i Danmark, har arbejdet mere for regional autonomi end nationalt samarbejde. Det er ulykkeligt. Og vi ser resultatet i artiklens figur”.
Da Jes Søgaard læste den svenske artikel, tænkte han, at forskellen også kunne skyldes, at coronapandemien slog hårdere igennem i Sverige, men den påstand afviser artiklen i Sjukhusläkaran med henvisning til, at det kun er Stockholm og få andre regioner, som blev hårdt ramt. Men få planlagte operationer er et problem i flere regioner.
Jes Søgaard ser med stor bekymring på tallene, som faktisk kommer bag på ham, siger han.
”Det er en uforståelig og uacceptabel situation, som de svenske regionspolitikere og sygehusadministratorer har placeret sundhedsvæsenet i. Alt for mange patienter venter for længe på behandlinger, nogle mere end et år”.
Sverige har i forvejen større ventetidsproblemer, end vi har i Danmark, påpeger Jes Søgaard.
”Vi har 30-dagesgarantier, de har tremånedersgarantier. Det har været et kronisk problem i det svenske sundhedsvæsen i 20 år, og det er blevet forstærket af pandemien”, siger Jes Søgaard og tilføjer:
”Jeg synes, at danske læger og andet sygeshuspersonale skal klappe sig selv på skuldrene. De må gerne være stolte af den agilitet, hvormed de både kunne omprioritere til COVID-19-beredskab og dernæst vende hurtigt tilbage normalt niveau på andre sygehusopgaver igen. Spørgsmålet er, hvilken pris nedprioriteringen havde, og mit bud er, at sundhedsomkostningerne for de patienter, der har måttet vente længe, er meget lavere i Danmark end i Sverige”.
Tallene fortæller, at det nok var godt, at vi fik den strukturreform i 2007, siger Jes Søgaard. De danske amtsråd var dog aldrig lige så autonome som de svenske landsting er i dag, understreger han.
”Landstingenes beføjelser er meget omfattende. I Sverige kan de f.eks. indføre brugerbetaling på regionalt niveau. Det har vi aldrig kunnet i Danmark. De har tradition for meget høj grad af selvstyre og autonomi”.
I Danmark er regeringen blevet rådgivet af sundhedsmyndigheder, og det gælder også i Sverige. Hvor er forskellen?
”I Danmark har Sundhedsstyrelsen stærkere beføjelser i sundhedsvæsenet og herunder sygehusene end tilsvarende myndighed i Sverige. I Sverige kan Sundhedsstyrelsen kun anbefale og rådgive som i Danmark før 2007. Nu skal regionerne og kommunerne i Danmark følge Sundhedsstyrelsens påbud”.
Jes Søgaard har ikke set tilsvarende konflikter i Danmark mellem regering, Sundhedsstyrelse og regionerne og deres sygehuse.
”Der var enighed, og man støttede hinanden fra top til bund ved omprioriteringen til øget COVID-19-beredskab i marts måned. Da coronasituationen begyndte at vende efter påske, samarbejdede man, så sygehusenes planlagte undersøgelser og behandlinger hurtigt vendte tilbage til normalen Det samarbejde og den konsensus har været fraværende i Sverige”.
Hvad er det konkret i strukturen, som gør, at planlagte operationer ligger så højt i Danmark sammenlignet med Sverige?
”Jamen, det må være den meget decentrale struktur. Men jeg forstår ikke, hvilke politiske eller faglige interesser landstingene skulle have i at fastholde planlagte behandlinger på så lavt niveau. Det er jo et søm til deres egen ligkiste”, siger Jes Søgaard.
Du taler om forskelle imellem landene, men kan man så overhovedet sammenligne danske og svenske forhold?
”Vores befolkninger er ens, og sundhed og behov for behandling er stort set de samme. Om noget er helbredstilstanden i Sverige nok lidt bedre. Der er nogle strukturelle forhold, der er forskellige. I Sverige er der ikke samme henvisningskrav som i Danmark. Svenskerne kan selv vælge at tage til speciallæge, de behøver ikke henvisning. Så der er forskelle, og det er måske strukturen, der forklarer, hvorfor de to kurver divergerer så meget. Det er markant”.
Ifølge Jes Søgaard er artiklen et udtryk for, at nogle svenske sygehuslæger ikke mener, at de kan stå på mål for tallene.
”Det kunne tyde på, at der i regionerne er en konflikt imellem regionsråd og forvaltningsniveau på den ene side og sygehuslægerne på den anden”.
Jes Søgaard peger på, at svenskerne har enorme regionale forskelle. Det har de altid haft med nogle tyndt befolkede områder med socioøkonomiske udfordringer, og det er blevet værre under pandemien.
”Udligningsmulighederne i Sverige er ikke på højde med vores”, siger Jes Søgaard.
Han peger desuden på, at den svenske sundheds- og sygehuspolitik i de sidste syv år har været polariseret og politiseret.
”Det var den i Danmark fra 2001 til 2008, og det var privatiseringsdagsordenen, der fyldte, og man brugte ventetiderne som politisk løftestang. Siden er det aftaget. Der er stadig politik i sundhed, men ikke som i 00’erne. Men det er det stadig i Sverige. Det er mit indtryk, at der er et kraftigt borgerligt pres på den førte sundhedspolitik, og de lange ventetider fylder meget”.
Hvilke konsekvenser har det på sigt?
”Hvis jeg var sundhedsminister i Sverige, ville jeg indse, at de ikke kan fortsætte have den decentrale struktur i sygehusvæsenet. Og så ville jeg begynde at arbejde og tænke som Lars Løkke Rasmussen gjorde i 00’erne. Vi kunne ikke beholde amterne. Lars Løkkes dagsorden var en kvalitetsdagsorden, og han havde nok en pointe. Og der er de bare ikke i Sverige endnu, hvor sundhedsministeren måske ikke har helt samme magt som Lars Løkke havde”.
