Content area

|

Sygdom og død til søs

Ombord i 1700-tallets skibe var sygdomsepidemier udbredte, og på kort tid kunne en skibsbesætning blive decimeret, så der knap nok var mulighed for at sejle skibet.
Skibsportræt af fregatten »Dronning Sophia Magdalena«. Gouache af ukendt kunstner, ca. 1760’erne. Original på M/S Museet for Søfart.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Den 8. november 1762 skrev søofficeren Peter Schiønning i sin dagbog, at han følte sig mat og dødtræt og helt havde mistet appetitten. Om aften fik han kuldegysninger vekslende med hedeture.

Han skriver ikke, om han var bekymret, men det kan man med ret stor sikkerhed gå ud fra, at han var. Han var lige kommet hjem til København fra et togt i Østersøen med fregatten »Møen«, og siden den 9. oktober havde skibet været hjemsøgt af sygdom i en grad, så det kun med det største besvær var lykkedes at bjærge fartøjet hjem til Holmen.

Plettyfus ombord

Allerede den 10. oktober havde 55 besætningsmedlemmer været syge med febris quadralis malignes, altså muligvis en slags malaria, som tilmed var »anstikkende«, dvs. smitsom. »Febris quadralis« er en af flere betegnelser i samtiden for malaria. Men da malaria jo ikke smitter fra menneske til menneske. og da sygdommen ifølge Schiønning undertiden »viste sig med flekfeber og sprinkel«, har mandskabet sandsynligvis haft plettyfus, som menes at være den sygdom, der gemmer sig under betegnelsen sprinkel. Plettyfus optræder, hvor mange mennesker er stuvet sammen under svært uhygiejniske forhold, netop de forhold, som besætningen på 1700-tallets orlogsskibe var indkvarteret i de trange, lavloftede kvarterer under dæk. Sygdommen smitter bl.a. ved lusebid.

Den 14. oktober kl. 11.00 døde den første soldat lidt nord for Femern. Han blev den følgende dag begravet til søs med sænket flag og ligtale. Næppe var liget røget udenbords, før kvartermester Christen Svendsen døde. 17. oktober, under en efterårsstorm, døde endnu en soldat, og den følgende dag måtte skibet gå til Eckernførde for at proviantere – især er der mangel på sygekost, som en stor del af besætningen er på.

De følgende dage stiger antallet af døde, og Schiønning kan den 27. oktober konstatere, at der på en uge har været ni dødsfald – og så bliver eskadrechefen, kaptajn Giedde, også ramt af »den grasserende flekfeber« og må gå til køjs. Overstyrmand og andenstyrmand ligger sanseløse af feber, altimens »Møen« forsøger at ride stormen af for anker øst for Femern, da det er for farligt at passere Gedser Rev i stormvejr og mørke og med en styrmand, som ikke kender farvandet.

Der er langt flere syge end de 42, som der er sygeforplejning til, og Schiønning er ikke sikker på, at skibet har raske mænd nok til at bjærge sig hjem. Man passerer fregatten »Hvide Ørn«, som er grundstødt på Gedser Rev og kæmper for at komme flot. Samtidig erfarer man., at der også på søsterskibet er mange syge. Blandt dem er løjtnant C. Günthelberg samt overstyrmand Hans Luth.

»Hans doktor forstår ikke sygdommen«

Endelig, om formiddagen den 1. november, kan »Møen« ankre op på Københavns red med Nyholms mastekran i sigte. Den syge kaptajn Giedde fires ned i en chalup, der bringer ham i land, og dagen efter landsættes syge, og døde bringes fra borde. De mest syge bliver ombord i deres køjer. 28 matroser indlægges på Kvæsthuset. En officer »samt doktoren med medicamenter« fulgte med overstyrmand Hans Luth. Shiønning, som har overtaget kommandoen fra den syge Giedde, vil helst have ham på hospitalet, men der er ikke flere pladser. Hans Luth dør inden, han når i land.

De mænd, som kan stå på benene, er i de følgende dage travle med at aftakle skibet. Der ryges med krudt og stænkes med eddike overalt for at komme smitten til livs. Alligevel bliver yderligere fire syge og må bringes til Kvæsthuset.

Den 7. november dør kaptajn Giedde. »Ingen havde ventet, han skulle dø saa hastig«, skriver Schiønning og tilføjer: »Jeg frygter for, hans doktor ikke ret har forstaaet sig paa sygdommen«.

Schiønning har selv forstået, at sygdommen er »stærkt smitsom« og siger derfor nej tak til at se sin kaptajn en sidste gang. Men han er allerede smittet. Om natten har han haft »meget ondt med stærk kvalme og koldsved, men kom dog ej til at kaste op«. Det blev ikke bedre den følgende dag, og mens arbejdet ombord fortsatte, måtte Schiønning melde sig syg. Med sine sidste kræfter slæber han sig hen til Holmens chef for at melde skibet aftaklet og bede om at blive afløst

Lavementer, mixturer og pulvere

Peter Schiønning har endnu ingen fast bolig i København og må lægge sig til sengs på Regensen, hvor hans bror er provst. Hans afløser, løjtnant Pontoppidan, melder dagligt om situationen på skibet, indtil også han bliver svært syg. Det samme gør flere andre besætningsmedlemmer og deres familier. Schiønning kender og omgås flere af byens læger, og han sender bud efter sin bekendte, den ansete kirurg og medikus Johan Schønheyder (1791-77), men da lægen er plaget af podagra, sender han i begyndelsen en assistent på sygebesøg med ordre til at melde tilbage om patientens tilstand.

Schønheyders unge kollega vil straks årelade, men Schiønning siger nej, da han har hørt, at blodtabet kun forværrer sygdommen og kan betyde »den visse død«. Til gengæld sætter kirurgen »spansk flue« på patientens ben. Det ætsende middel skal fremkalde blister og væskende sår og derved trække sygdomsgiften ud. Men alt det mærker Schiønning ikke meget til, da han helt frem til den 19. november ligger hen »i en bestandig søvn og døs« med febersyner. De væskende bensår er dog flere måneder om at heles, skønt lægen endda dækker dem med kålblade.

Schiønning fortæller, at han under sygdommen har fået moskus »i store mængder« for at opvække hans »hendøde natur«. Da han ikke kunne holde på vandet, havde Schønheyder ordineret »noget«, der åbenbart løste problemet. Han fik desuden lavementer i hobetal »samt brun og hvid mixtur, dråber og pulvere i mængde«, efterhånden som han kom til hægterne igen.

I dagbogen roser han doktor Schønheyder, som sørger for, at han får nærende suppe og tillader ham at drikke både kaffe og vin. Han påbyder patienten at drikke rigeligt med væske, gerne med citronsaft, og han beordrer et vindue på klem, så der kommer frisk luft til sygeværelset. Og så vil Schønheyder have lys, så han kan kigge efter om der er »sprinkel eller flekfeberpletter«.

Da Schiønning endelig bliver oppegående, kan hans ben dårligt bære ham. Men han opdaterer sig om sin fraværende tid gennem den berlingske avis og andre blade og læser bøger om filosofi og lærebøger i tysk og fransk.

Schiønning, som fødtes i 1732 og døde i 1817, førte dagbog gennem det meste af sit voksne liv. Og den afslører blandt meget andet, at nok var togtet med fregatten »Møen« usædvanligt hårdt ramt af sygdom. Men de mange sygdomsudbrud og dødsfald, som Schiønning troligt noterer ned år efter år, viser, at livet til søs oftest var brutalt, elendigt – og kort.

Fra skibslæge til selvhjælp

Frem til begyndelsen af 1800-tallet medbragte krigsfartøjer og handelsskibe på langfart skibslæge eller skibskirurg. Ofte en nyudlært barberkirurg eller en ældre læge, som det var gået skævt for. Behandlere uden den store erfaring, viden eller kunnen.

Efter englændernes ødelæggelse af den danske flåde i 1807, gik også den blomstrende fjernhandel i stå. Lægevæsenet til søs ophørte i de næste mange år med at eksistere. Man måtte man klare sig med en skibsmedicinkiste og en lille lægebog for søfarende, der var oversat fra tysk.

Men forholdene for søfolk havde ikke ændret sig, og der har ofte været grund til at bladre febrilsk i »Lægebog for Søefarende og Reisende eller fuldstændig Anviisning til hvorledes man kan vedligeholde sin Sundhed til Søes og i paakommende Sygdoms=Tilfælde helbrede sig selv«.

Skibsdækket og arbejdet højt til vejrs i riggen var farefuldt, og voldsomme arbejdsulykker dagligdag. Folkene om bord var under de trange, fugtige og stærkt uhygiejniske forhold nemme ofre for epidemier, ernæringen var mangelfuld, ferskvandet rådnede, så maveonder og diarré var hverdag – og på lange togter viste skørbugen sig.

Problemet med dårligt drikkevand løstes til dels ved at medbringe rigelige forsyninger af øl og rom, hvad der næppe har mindsket antallet af ulykker ved det hårde arbejde i master og på dæk.

De fleste af remedierne i skibets medicinkiste var, hvad der i dag sælges som alternativ eller naturmedicin, og i de fleste tilfælde uden effekt. Kininpulver var dog virksomt til behandling af malaria, og smerter kunne dæmpes med opiumspulver, som måske også kunne bruges obstiperende. Var problemet forstoppelse, havde man »Amerikansk Olie« (ricinusolie) og »Engelsk-Salt« (magnesiumsulfat). Fra slutningen af 1700-tallet var det kendt, at saft af citrus var vigtigt til forebyggelse og behandling af skørbug. Den kunne medbringes frisk eller, på længere togter: henkogt. Om den henkogte saft har haft den ønskede effekt, er dog tvivlsomt.

Blad nummer: 

Right side

af Sarah Wåhlin-Jacobsen | 12/08
2 kommentarer
af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer