1600-tallets Danmark var et brutalt samfund, hvor friheden på sin egen, perverse måde var absolut: Du kunne svømme eller synke. Staten var til for at holde dig på plads – ikke oven vande.
For befolkningens overvældende flertal var livet en hård kamp. Fattigdommen var et livsvilkår, og tilhørte man (som det store flertal) underklassen, var det i praksis umuligt at forbedre sine kår. På samfundets bund var man afhængig af tilfældigt, forefaldende arbejde. En håndværkssvend eller arbejdsmand kunne lige brødføde sig selv og sin familie. Mistede man arbejdsevnen, var det bedste, man kunne håbe på, at der var en ledig plads på fattiggårdens sovesal, hvor man som gammel eller uarbejdsdygtig i det mindste fik tag over hovedet og mad.
Selv de velstillede kunne ikke vide sig sikre: En fejlslagen høst kunne tvinge selvejerbonden fra gården. En kunde, der ikke betalte, kunne bringe en håndværksmester til tiggerstaven. Lægen, der mistede arbejdsevnen, kunne se frem til at leve resten af sine dage i armod.
Rapsede man i desperation et brød eller et par æbler på torvet, kunne straffen være offentlig piskning. Gentog det sig, kunne man foruden piskningen miste et øre eller blive brændemærket som tyv og forvist fra byen. I gentagelsestilfælde kunne rapseriet af et par stykker brænde resultere i livstidsfængsel eller hængning.
Man kunne ikke hindre de mange fattige i at få børn, som de havde svært ved at forsørge. For at holde børnene på dydens smalle vej besluttede kong Christian IV i 1605 at etablere Børnehuset i Farvergade. Her kunne man anbringe de omstrejfende gadebørn og sætte dem til et nyttigt arbejde. Ideelt set var hensigten at lære dem et håndværk, så de kunne blive nyttige samfundsborgere og forsørge sig selv.
Sådan gik det bare ikke. Halvdelen af børnene døde af sygdomme. Af de resterende flygtede hver femte fra tvangsarbejdet med at fremstille stoffer til militærets uniformer 15 timer om dagen.
Og snart blev formålet med Børnehuset udvidet, så det ikke kun var børn, der indsattes, men også tiggere og »løsgængere«. Den oprindelige idé om at afhjælpe elendigheden havde ændret sig: Kongens kasse fattedes penge, og hans behov for tvangsarbejdskraft var stort. I 1609 fik kongens lensmænd i hele det dansk-norske rige en henstilling om at indfange flere lediggængere – mænd, kvinder og børn, som kunne fordeles på de kongelige fabrikker.
Et udbrud af pest i 1619 betød, at Tugt- og Børnehuset i en periode blev lukket for tilgang. Mange af de indsatte bukkede under for sygdommen. Smitten havde gode betingelser under de uhumske forhold, hvor 4-5 børn undertiden måtte dele den samme køje.
Kongen forsøgte at råde bod på det herskende kaos, da institutionen blev skilt ad i en afdeling for voksne samt et egentligt børnehus, hvor man kunne opdrage børnene til nyttige og gudfrygtige samfundsborgere. Hensigten var god: Der blev ansat læremestre, og der skulle sørges for nærende kost til de hundreder af børn, der både arbejdede med tekstilfremstilling og fik skoleundervisning.
Virkeligheden var dog en anden. Dødeligheden blandt de indsatte var høj. Underernæring, kulde, arbejdsdage på 15 timer og infektionssygdomme kostede mange livet. Alle byer var hjemsøgt af regelmæssige epidemier af kopper, pest, mæslinger, dysenteri, tyfus og plettyfus. Selv uden for Tugt- og Børnehusets mure var dødeligheden høj i de overbefolkede lejligheder, når epidemierne hærgede. Blandt anstaltens sammenstuvede indsatte var smittefaren, og dermed dødeligheden, betydeligt højere. Alene i 1632 døde 621 indsatte i Tugt- og Børnehuset.
I løbet af 1700-tallet havde anstalten udviklet sig til et uhyggeligt fængsel, hvor klientellet udelukkende bestod af kriminelle. Hvad der oprindelig hed Børnehuset, var blevet omdøbt til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset (»Rasp-«, fordi fangernes arbejde bl.a. bestod i det sundhedsfarlige arbejde med at raspe rød farve). Det røde støv fyldte luften i det mørke, møgbeskidte værksted og endte ikke alene i fangernes luftveje; det farvede også deres hår, hud og tøj med en uafvaskelig, rødbrun farve.
På de uopvarmede sovesale bestod det fælles toilet i et stort, stinkende kar. Man var flere om hver seng, hvor halmmadras og sengetøj blev omstoppet og vasket én gang om året. Fangerne fik et årligt bad og rent tøj. Hver tredje måned blev alle kronraget for at bekæmpe luseplagen. Maden var uspiselig, og beklagelser blev ligesom andre forseelser brutalt afstraffet. Pisk og brændemærkning indgik i repertoiret. Fangerne måtte ikke have kontakt med verden uden for murene, og end ikke familiemedlemmer måtte besøge eller skrive til dem. De var levende døde – berøvet ethvert håb.
Den 25. juni 1817 førte de grelle forhold til et oprør blandt de 495 indsatte, hvoraf 143 var kvinder. Under stort spektakel smed fangerne møbler og inventar ud ad vinduerne i hovedbygningen med dens markante, kuplede spir. Det lykkedes et dusin mænd at stikke af i forvirringen. Fængselspersonalet flygtede i panik ud på Christianshavns Torv. Fangerne brød ind i anstaltens vin- og øllager, og nu udviklede oprøret sig til et desperat orgie.
Soldater ankom fra Strandgades Kaserne. Oprørerne havde forskanset sig og sat ild til hovedbygningen, som infanteriet omringede med skarpladte geværer, hjulpet af bevæbnede borgere. Også kongen, Frederik VI, ankom med sin generalstab for at tage belejringen i øjesyn.
I den barrikaderede bygning fik udskejelserne ekstra næring, efter at muren mellem mands- og kvindeafdelingen var brudt ned. Andre forsøgte at forsvare bygningen, som blev beskudt med kanon- og riffelild, mens brandvæsenet kæmpede en håbløs kamp mod flammerne, der efterhånden omspændte hele bygningen.
Om aftenen tvang flammerne de oprørske fanger ud af deres skjul, og soldaterne drev dem sammen i fængselsgården, hvor de blev bagbundet, mens bygningen begyndte at kollapse. Ude på torvet arbejdede en standret i lyntempo. Syv fanger blev dødsdømt. Et par dage senere blev yderligere syv dømt til døden, og den følgende lørdag blev de overlevende fanger tvunget til at overvære, at dømte blev halshugget i gården til Søkvæsthuset.
Hændelsen førte til en skærpelse af straffen for oprør. Derimod var der ingen overvejelser om at forbedre de kummerlige forhold i fængslet. Nogle år senere, i 1834, bragte Bibliotek for Læger (s. 258-260) en udførlig tabel over sygdomme blandt fangerne. Mange sygdomme forekommer kun i enkeltstående eller fåtallige tilfælde: apopleksi, dryppert, lamhed, krampe og koldpis (for nu at anvende datidens usikre diagnosebetegnelser).
De virkeligt store sygdomme vidner om de elendige forhold i anstalten:
Brystsyge (tuberkulose, red.): 92 tilfælde.
Fnat: 358 tilfælde.
Tyfus: 48 tilfælde
Kopper: 55 tilfælde
Skørbug: 12 tilfælde
Gamle sår på benene: 47 tilfælde
Bylder: 17 tilfælde
Benæder (osteomyelitis, red.): 11 tilfælde
Det nedbrændte fængsel, hvis smukke hovedbygning løj om forholdene inden for murene, var opført af bygmesteren Philip de Lange i 1741. Det havde fyldt pladsen mellem Christianshavns Torv, Dronningensgade, Sankt Annæ Gade og Overgaden Oven Vandet ud til kanalen.
Det gamle Børnehus (som det stadig hed i folkemunde) blev afløst af en nybygning, der blev indrettet som kvindefængsel. I 1928 blev kvindefængslet nedrevet og afløst af den moderne, funktionalistiske bygning, der blev kaldt Lagkagehuset.
