Fakta og vurdering
Syge historier – fra et langt lægeliv
Kernen i Anders Fomsgaards nye bog er: Hvad lærer en læge af alle de historier om sygdomme? Det vil han fortælle om. Erindringer og tanker fra hans opvækst hos enlig mor og to brødre fører frem til et ønske om at blive rockmusiker, men ad omveje ender det med fascination af medicinstudiet – for at gøre noget for andre. Vi hører om studiets krasse oplevelser (dissektion, retsmedicin) og beslutning om at være ulandsfrivillig i Sudan. Her skabtes interesse for trope- og infektionsmedicin. I start-1980’erne smagte han på et usædvanlig kreativt miljø i boligområdet, og ikke uventet eksploderede hiv-infektionerne og satte skub i forskningsinteresse, i første omgang som håb om en vaccine.
I mange sammenhænge forklares mærkelige sygdomstilfælde grundigt; mange har anmelderen aldrig hørt om. Interessant stof, men fra en sygehistorie flakser beskrivelsen over i sygdomslære, ofte indforstået, både på lidt banalt niveau og ret avanceret, så man bliver lidt forvirret: Er læseren medicinsk kyndig eller »almindelig« interesseret? Naturligt nok er fokusområdet infektionsmedicinen.
Han skåner ikke sig selv; vi får omtalt en række tilstande hos den kloge læge, hvor gennemgang og behandling alligevel fører til målet. At være lægepatient er ikke nemt, indser han. Heldigvis er hovedpersonen fuld af ærlighed, selvironi og nysgerrighed.
At være »rigtig« læge afprøves i mange patientmøder og specialer, men langsomt får forskningen kløerne i ham med fristende tilbud. Vi hører dog forbavsende lidt om COVID-19. Den stereotype figur, en klog virolog, der i tv forklarer nationen om virus, er her forladt; se forsiden: en udadvendt aktiv læge, der ikke er bange for nogen opgaver.
Sproget er friskt, garneret med forfatterens egne vignetter, letlæst med masser af humor og overraskelser, man keder sig ikke.
I et efterord runder han af med refleksioner over lægelivet, traumer, sygdomme og de syge, og forskeren slutter af med kloge ord: »glæde og engagement er nødvendig for at bevare fokus og troen hele vejen – der skal være en patient for enden af tunnelen«. Alle kan lære noget, både kyndige og mindre kyndige. En oplagt julegave!