Penge for at reducere sygehusforløb, penge for at forhindre genindlæggelser. Med en pulje på to milliarder kroner som belønning vil regeringen have sygehusene ind i kampen for at opruste det nære sundhedsvæsen.
Fra næste år skal sygehuse, der lever op til nogle bestemte kriterier, belønnes økonomisk. Det er indholdet i den nye styringsform, som regering og regioner introducerer i den netop indgåede aftale om næste års økonomi. Navnet er nærhedsfinansiering, og regeringen vil fremsætte lovforslag om det efter sommer.
Nærhedsfinansieringen udgør 1,5 milliarder kroner om året – det er de penge, der hidtil har været brugt til at belønne aktiviteten i forhold til produktivitetskravet, der samtidig er blevet afskaffet.
Nu skal det ikke handle om aktivitetsvækst, men om at skabe sammenhæng mellem sektorerne og opruste det nære sundhedsvæsen, så det kan tage sig af flere af de opgaver, der i dag udføres på sygehusene.
Tanken er at belønne sygehuse, der lever op til bestemte kriterier, herunder reduktion i antal sygehusforløb pr. borger og reduktion i genindlæggelser (se boks).
Samtidig introducerer regeringen en ny pulje, teknologibidraget. Der ligger en halv milliard kroner, som skal bruges til at fremme effektiviseringer på sundhedsområdet.
Frede Olesen, professor og praktiserende læge, har i mange år forsket i, hvordan der kan komme en bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer – altså mellem sygehus, kommune og almen praksis.
Han har revet sig håret en del gange over diverse regeringers tiltag. Men med økonomiaftalen, som regering og regioner netop har indgået, tror han, at der er godt nyt på vej.
»Jeg synes, det er en positiv retning, at man sætter penge af til, at sygehuse og primærsektor kan arbejde meget mere dynamisk, end de gør i dag«.
Han peger på nærhedsfinansieringspuljen på halvanden milliard og teknologipuljen på en halv milliard.
»Den måde, de er skruet sammen på, giver mulighed for, at man lokalt kan lave noget spændende«, siger han og fortsætter:
»Det er hovedløst fortsat at tænke i aktivitetsvækst, det har f.eks. ført til, at vi i Danmark har et af verdens højeste ambulante aktivitetsniveau – og det flytter altså ikke nødvendigvis sundhed. Det incitament er væk. Nu får sygehusene incitament til at lægge opgaver ud – og forebygge indlæggelser og forhindre genindlæggelser«.
Men var det ikke også et formål med sundhedsaftalerne?
»Jo, men der er typisk for langt mellem dem, der laver aftalerne, og dem, der skal udføre dem. Det har været en alt for overordnet snak, og det har generelt ikke været muligt at få almen praksis inddraget i den faglige ledelse af, hvad der konkret skal gøres«.
Ledelsesstrukturen i det danske sundhedsvæsen er meget, meget sygehusorienteret. Frede Olesen, professor, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus
En anden årsag til, at sundhedsaftalerne ikke fungerer efter hensigten de fleste steder, er, at det danske sundhedsvæsen i de seneste cirka 20 år har været alt for fokuseret på sygehuse, siger Frede Olesen:
»Ledelsesstrukturen i det danske sundhedsvæsen er meget, meget sygehusorienteret. Regionerne glemmer i deres ledelse af sygehusvæsenet at tænke almen praksis med, men tænker i stedet rigtig meget i sygehuse. Og det gælder hele vejen fra den politiske ledelse over sygehusledelsen på regionsgården til ledelsen på selve sygehusene. De er dygtige sygehusledere, men har fejlet når det drejer sig om at være leder af sundhedsvæsenet«.
Vil denne aftale ændre på det?
»Ja, det tror og håber jeg. Fordi sygehusene har økonomisk incitament til at gøre noget. De bliver nødt til at orientere sig mod primærsektoren. De skal sætte sig sammen med de praktiserende læger og spørge: Hvad har I brug for, for at vi kan forebygge indlæggelser og undgå genindlæggelser? Hidtil har de fleste forsøg i den retning været dikteret af sygehusene, der f.eks. har defineret udadgående funktioner uden at spørge primærsektoren, hvornår de havde brug for dem«.
Frede Olesen mener dog også, at der skal ske noget i almen praksis, for at der kan komme et »dynamisk samarbejde i gang«.
»Vi har brug for en ny faglig lederfigur i almen praksis. Indtil videre har almen praksis ikke kunnet finde ud af at etablere en lokal struktur med en enkel stærk faglig leder, som kan tegne almen praksis lokalt over for det lokale sygehus på en forpligtende måde og gå i dialog med det. I Skotland, hvor almen praksis har etableret sig i klynger, har man gode resultater med sådan en faglig figur«.
Den skotske model har i de senere år tiltrukket sig en del opmærksomhed i Danmark, og flere delegationer af sundhedsfolk har været derovre og studere dem og rapportere derfra.
Hvem er det helt konkret på sygehusene, som denne faglige leder skal i dialog med – hvordan skal det foregå?
»Regionerne skal byde op til dans og etablere de faglige fora, men det konkrete sygehus skal etablere de initiativer, der passer lige netop til det her område. Det er ikke nødvendigvis en udadgående funktion, men det kan godt være sådan en, som kun går i aktivitet, hvis den praktiserende læge beder om det. Det kan også handle om, hvilke diagnostiske faciliteter og laboratorier, de praktiserende læger har brug for at medvirke til at forebygge indlæggelse«.
Tidligere forsøg på at give praktiserende læger lettere adgang til faciliteter er efter Frede Olesens vurdering ikke lykkedes godt:
»Regionerne viste ikke stor villighed til at hjælpe de praktiserende læger, og pengene, der var sat af til det, endte i sygehusenes drift. Jeg var forarget over den måde, regionerne brugte deres penge på.
Nu er der kommet en honningkrukke til regionerne, som vil betyde, at sygehusene vil være til rådighed, når de praktiserende læger har behov for det. Jeg håber, at det vil føre til, at hele aktivitetsmønsteret i primærsektoren i langt højere grad bliver på praksis’ ønsker og præmisser end på sygehusenes«.
Frede Olesen understreger, at nærhedsfinansieringen kun er et skridt på vejen:
»Jeg håber, at sundhedsministerens udspil om almen praksis, der formentlig kommer i løbet af de næste få uger, vil bane vej for almen praksis, så der for alvor kommer en oprustning af primærsektoren. Herunder en oprustning af kapaciteten, så vi kommer op på omkring 5.000 praktiserende læger på lang sigt, og på kort sigt skal vi øge antallet af hjælpepersonale, især sygeplejersker med 25-50 procent i almen praksis i løbet af de næste fem år. Det er en forudsætning for det hele. Ellers er det no go med nærhedstænkningen«.
Faktaboks
