Sygehuslæger har relativt få arbejdsulykker

Et hospital er ikke et særlig farligt sted for en læge at arbejde. Det viser en opgørelse over anmeldte arbejdsulykker i tiårsperioden 1997-2006, som Arbejdstilsynet har lavet for Ugeskriftet.

Opgørelsen drejer sig udelukkende om hospitalsansatte læger, som der sidste år var næsten 13.000 af.

Kun hændelser, som har medført mindst én dags sygefravær eller uarbejdsdygtighed ud over tilskadekomstdagen er registreret. Desuden skal man være opmærksom på, at statistikkens data kun omfatter anmeldte arbejdsskader. Arbejdstilsynet har tidligere undersøgt omfanget af underrapportering, som kan variere en del, afhængigt af branche, alder, arbejdsplads og det, man kan kalde »fagkultur«. Totalt set omfatter opgørelsen formentlig kun halvdelen af alle arbejdsskader.

På grund af ændring af registreringsmetoden siden 2003 er de følgende tal og procentandele opdelt i skademåder og -typer før og efter dette år.

Skademåder

Når talen er om lægers arbejdsmiljø, er fokus næsten altid på stress og dens følgevirkninger. Egentlige arbejdsulykker tales der sjældnere om, og denne opgørelse er muligvis den første af sin slags.

Generelt viser undersøgelsen, at ulykkerne skal opgøres i promiller: For hele gruppen svinger den årlige ulykkesfrekvens mellem 2-4 ulykker pr. 1.000. I 2003 var der tale om 1,7 promille, og i 2006 var tallet 3,5 promille.

De store udsving afspejler det lave antal ulykker: Der skal ganske få hændelser til, for at de slår mærkbart ud på skalaen.

For hele fireårsperioden (2003-2006) er der kun anmeldt i alt 143 arbejdsulykker. Hårdest gik det for sig i 2005, med hele 46 anmeldelser, mens 2003 kun tegnede sig for 22 ulykker.

Langt de fleste tilskadekomster skyldes fald, eller at man er stødt imod noget. Det drejer sig for hele perioden om knap 31 pct., eller 44 tilfælde.

Derefter følger »akut overbelastning af legemet«, som fx kan dække over rygsmerter opstået ved tunge eller forkerte løft, forstuvninger og lign. Det er sket i 36 tilfælde.

Få stikskader anmeldes

På tredjepladsen følger »kontakt med skarp, spids, ru genstand« - en kategori, som omfatter stik- og skæreulykker. Denne type ulykker indebærer risiko for smitte med fx hepatitis eller hiv, som ikke sorterer under Arbejdstilsynet. Som nævnt omfatter statistikken kun ulykker, der medfører mindst én dags fravær ud over dagen for tilskadekomst. Da stikskader sjældent medfører sygemelding, kan der altså forekomme en del stikskader, som ikke er med i Arbejdstilsynets statistik.

Ifølge en landsdækkende undersøgelse, som citeres på Arbejdsmiljøweb1, oplyste 6.005 deltagende sygehuslæger, hvor mange stikuheld de havde haft. I gennemsnit havde hver læge tre stikuheld pr. år. Hyppigheden varierede dog stærkt mellem forskellige specialer:

Intern medicin: 1,3
Anæstesiologi: 3,1
Organkirurgi: 8,5
Thoraxkirurgisk subspeciale: 15,5

Kun 3,5 pct. af stikuheldene blev anmeldt til sikkerhedsorganisationen.

Under kategorien »Bid og spark« hører voldsepisoder. Og dem er der blevet betydeligt færre af i perioden 2003-2006 sammenlignet med de forudgående år.

Mens der i de seks år fra 1997-2002 er indberettet 20 tilfælde af vold, er der på fire år - fra 2003-2006 - kun tale om fem tilfælde, og i 2005 er der slet ingen voldsepisoder i Arbejdstilsynets register. Tendensen er altså tydelig: Indtil 2002 var vold med 11,4 pct. den fjerdehyppigste skadesårsag. Siden er andelen faldet til 3,5 pct. og en syvendeplads. Vold mod læger er altså blevet sjældnere. Tallene er dog så små, at man skal være varsom med at drage alt for vidtgående konklusioner af dem.

Skadetyper

Arbejdstilsynet har også opgjort, hvilke typer af skader der opstod ved den seneste fireårsperiodes 143 ulykker.

Den største enkeltkategori (44 anmeldelser) hedder »andet«. Det er lidt flere end i hele den foregående seksårsperiode, hvor der i alt kun er opgivet 42 skader i denne kategori. Af de 44 er 18 registreret med hovedet, ansigtet eller øjet som skadet legemsdel.

Det har ikke været muligt at bryde tallene yderligere ned, men ifølge cand.pharm. Nanna Brandorff, Arbejdstilsynet, kan forklaringen muligvis være, at der er blevet færre klassificeringsmuligheder efter 2003.

Den næsthyppigste kategori fra 2003-2006 er »forstuvning mv.«, mens der er 21 sårskader, hvoraf alene 2005 tegner sig for 11. Derefter følger 20 tilfælde af knoglebrud - heraf de ni alene i 2006.

Som man kan se, er der kraftige variationer fra år til år. De kraftige udsving skyldes overvejende, at tallene er så små, men kan formentlig også være udtryk for varierende flid med hensyn til at indberette.

Kvinder har flest ulykker

Hvad angår den kønsmæssige fordeling af arbejdsulykker er det værd at bemærke, at kvinder er let overrepræsenteret i den første opgørelsesperiode, med 89 tilskadekomster mod mændenes 86.

Denne tendens forstærkes markant fra 2003, og frem til 2006 er kvinderne repræsenteret med 82 anmeldte arbejdsulykker, mens de mandlige kolleger slipper med 60.

Den kvindelige overrepræsentation har dog været støt faldende i den samme periode, mens mændene haler godt ind: I 2003 anmeldte kvinderne 15 ulykker mod mændenes syv. Derefter nærmer tallene sig til hinanden, men kvinderne har dog endnu et forspring i 2006 med 24 anmeldte ulykker overfor mændenes 20.

For hele tiårsperioden er der anmeldt 171 arbejdsulykker for kvindelige læger. For deres mandlige kolleger er tallet 146. Men hvor kurven for kvinderne svinger, er tendensen for mandlige læger entydigt opadgående.

I opgørelsens sidste fire år fordobledes det samlede antal anmeldte ulykker, fra 22 i 2003 til 45 i 2006.

Usårlige overlæger?

Til gengæld er ulykkerne fordelt på aldersgrupper registreret for alle ti år. I alderen fra 30-54 år og til 50-54 år er der ikke den store forskel. Her er billedet relativt ensartet for alle aldersgrupper. Antallet af ulykker for hele perioden er for én gruppe 41, og for en anden 57. Men der er intet markant mønster, indtil der sker et stejlt fald for de 55-59-årige, der kun havde 27 ulykker.

Det kan naturligvis afspejle, at nogle læger har trukket sig tidligt tilbage, men afgangen fra aldersgruppen er næppe stor nok til at forklare det store fald. En anden mulighed er, at der findes mange administrerende overlæger i gruppen. Her er nemlig en stillingsbetegnelse, der tilsyneladende nærmest gør sin bærer usårlig.

I øvrigt er opgørelsen af ulykker efter stillingsbetegnelse også den, der giver mindst mening. Betegnelserne afspejler nemlig ingen systematik men snarere, hvad der har stået på den indberetning, man i sin tid fik: Her figurerer både titler som adm. overlæge, reservelæge, fodlæge og slet og ret »læge« - en temmelig ugennemsigtig betegnelse, som imidlertid dækker den største gruppe tilskadekomne. I kke så mærkeligt, at Arbejdstilsynet helt droppede opgørelsen efter stillingsbetegnelse efter 2002.

Bedre til at anmelde

Ugeskriftet ville gerne have set en opgørelse over indberetningerne fordelt på enkelte sygehuse. Arbejdstilsynets udleverer imidlertid ikke data for enkeltvirksomheder, da man frygter, at det vil få nogle virksomheder til at modarbejde registreringen. Der var dog intet til hinder for at oplyse tallene fordelt på regionerne (tilbageskrevet). Og her fremviser tallene ret stor overensstemmelse mellem antallet af læger i de enkelte regioner sammenholdt med antallet af ulykker. Der er således ingen tendens til, at nogle områder er bedre eller ringere end andre til at indberette arbejdsulykker.

Som mangeårig sikkerhedsrepræsentant glæder anæstesiolog og afdelingslæge Finn Jacobsen sig over opgørelsens relativt få arbejdsulykker: »Det ser jo fint ud«, lyder hans umiddelbare kommentar.

Efter samråd med arbejdsmiljøkontoret på sin arbejdsplads, Århus Universitetshospital, gætter han endda på, at den fordobling i antallet af registrerede skader, som er sket fra 2003 til 2006 (fra 22 til 45) ikke så meget skyldes et reelt stigende antal arbejdsulykker, men snarere, at der er sket en holdningsændring: »Læger kommer ikke mere til skade end før, men de er blevet bedre til at anmelde, når de kommer til skade«.

De fleste skader, læger kommer ud for, hører til småtingsafdelingen, sammenlignet med de meget alvorlige ulykker, man kan komme ud for i andre brancher som fx byggeriet eller landbruget. Og det kan ifølge Finn Jacobsen have haft betydning for, at læger ofte har undladt at anmelde deres skader. Man behandler sig selv og gider ikke besværet med papirarbejdet.

Han mener dog, at der er sket en holdningsændring i retning af at anmelde flere skader - og det er en ændring, han gerne vil skubbe på for at fremme.

»For 10-15 år siden var mange utilbøjelige til at betragte en stikskade som noget, der var værd at tale om. Det, tror jeg, har ændret sig. Og det synes jeg er positivt«.

Grund til at glæde sig

- Har du nogen sinde selv stukket dig?

»Det kan ikke undgås, når man har været her i 30 år«.

- Har du anmeldt det?

»Nej, det må jeg indrømme«.

Finn Jacobsen tøver et sekund og kommer så i tanker om, at han for 5-6 år siden havde en alvorlig stikskade, som han »vistnok« anmeldte. Det skete ved en hurtig opbremsning under udrykning, hvor han var ved at trække medicin op og kom til at jage den kraftige kanyle dybt ind i tommelfingeren med en senelæsion til følge. Undersøgelse viste, at operation var unødvendig, men skaden gav ham mærkbare gener i flere år. Når han anmeldte skaden, var det for at være forsikringsmæssigt dækket ind, hvis skaden senere skulle vise sig at medføre et arbejdsmæssigt handicap.

Der har været et par påkørselsulykker blandt ambulancelægerne. En ambulancelæge har været ude for en ulykke, hvor chaufføren kom til skade - ikke alvorligt men nok til, at han har fundet et andet job. Lægen kom også selv til lettere til skade.

Finn Jacobsen tør godt konkludere, at sygehuse ikke er specielt farlige arbejdspladser for læger.

»Men nu er det jo kun de ulykker, der giver fravær, som er opgjort. Og ulykker, der ikke giver fravær, kan også være alvorlige«, siger Finn Jacobsen, der henviser til smitterisikoen ved stikskader, og for den sags skyld hans egen tommelfingerskade, som ikke resulterede i fravær, men dog gav langvarige gener.

»Men jeg tænker også på vold og trusler om vold. Det kan jo godt være, at der afholdes kurser i håndtering af voldsepisoder, men for dem, det rammer, kan det få en del psykiske eftervirkninger«.

Han tilføjer, at nogle læger også kommer ud for belastninger, som ikke fører til den slags akutte overbelastningsskader, som fortrinsvis rammer sygeplejersker og plejepersonale, som løfter rundt på patienterne:

»Læger, der står meget op, for eksempel ved operationsbordet, kan også få belastningsskader. De opstår bare ikke pludseligt«, siger han.

»Men alt i alt er der grund til at glæde sig over, at det ikke ser værre ud«.