Sygehuslæger tvinges til at forsikre sig

Som konsekvens af den nye patientforsikringslov kan læger blive gjort økonomisk ansvarlige i erstatningssager, når det drejer sig om meget grove tilfælde af fejlbehandling eller forsømmelser i patientbehandlingen. For et mindre, årligt beløb kan lægerne forsikre sig imod sager, der kunne føre til personlig ruin - alligevel vækker den nye lov kritik af flere grunde:

»Lovændringen opfattes som et brud på traditionen om, at arbejdsgiveren bærer det øverste ansvar for patientbehandlingen«.

»Risikoen er, at bestræbelserne på at skabe mere åbenhed om fejl og utilsigtede hændelser i hospitalsvæsenet vil blive modarbejdet, fordi læger bliver mere varsomme med at gøre opmærksomme på egne fejltagelser«.

»Hvis antallet af erstatningssager vokser markant i fremtiden, kan en af konsekvenserne blive, at forsikrings-systemet griber om sig, og præmierne stiger«.

Den såkaldte regresmulighed, der er en del af den nye patientforsikringslov, indebærer, at en arbejdsgiver som eksempelvis et sygehus eller sygehusets forsikringsselskab får mulighed for at sende regningen videre til lægen eller en anden sundhedsperson, der har begået en alvorlig fejl, som førte til, at patienten fik erstatning. Regres vil typisk kunne komme på tale i sager, hvor lægen har optrådt groft uagtsomt under arbejdet på hospitalet.

Hidtil har patientforsikringsordningen, der trådte i kraft i 1992, betydet, at sygehuslæger ikke kunne gøres personligt erstatningsansvarlige for behandlingsfejl - medmindre der direkte var tale om forsæt. Patienter, der havde taget skade under sygehusbehandlingen og var berettiget til erstatning, fik økonomisk kompensation uden at den behandlende læges egen pung blev åbnet.

Men det princip rokkes der nu ved som følge af den nye patientforsikringslov, der trådte i kraft ved nytår. Blandt læger er opfattelsen, at lovændringen her og nu ikke får de store konsekvenser i praksis. Dels vil der formentlig blive tale om meget få sager. Dels får lægerne mulighed for at forsikre sig, og et eventuelt erstatningsspørgsmål kan derfor køre som sag mellem to forsikringsselskaber. Men lovændringen vækker alligevel bekymring på grund af de principielle aspekter og fremtidsudsigterne for det nye system:

Overlæge Poul Erik Mortensen, Odense Universitetshospital, siger:

»Jeg er ikke specielt bekymret, men jeg er principielt stødt over, at dette bare bliver gennemført hen over hovedet på alle. Tidligere har ingen ansatte været blevet gjort ansvarlige af deres arbejdsgivere. Det er en historisk ny situation, at arbejdsgiverne pludselig skal til at kunne sagsøge deres ansatte. Det er uhyggeligt«, siger han.

Sygehusene er godt i gang med at udvikle systemer, der skal nedbringe antallet af fejl og utilsigtede hændelser - blandt andet ved hjælp af metoder, der bygger på, at læger skal indberette hændelserne.

»Den første sag vi kommer til at opleve med regres vil lyse klart op på himmelen. Og jeg tror ikke, at det kommer til at gavne patientsikkerheden. Mange vil stoppe op i deres dagligdag og sige: Ja, vi har indberetningspligt, men vi skal nok passe på med, hvad vi indberetter. Da vi i 1992 fik patientforsikringsloven blev vi højt og helligt lovet, at der var fuldstændig vandtætte skotter mellem patientklagenævn og patientforsikring. Vi skulle ikke føle os ubehagelig til mode over at angive os selv eller en kollega. Nu har de pillet skotterne ned, og princippet er ødelagt. Jeg er bange for, at resultatet af det her bliver mindre åbenhed«, siger Poul Erik Mortensen.

Han tvivler på, at man på lang sigt kan opretholde, at det kun er i særdeles grove sager, hospitalslægerne vil blive mødt med et regreskrav. En forsikring til få hundrede kroner årligt - som læger med bibeskæftigelse i øvrigt har været vant til at tegne - er ikke problemet. Men det kan sætte et skred i gang:

»Det her kan være starten på en uhyggelig tendens, som måske slår igennem om 4-5 år. Vi ved ikke, om præmierne ender med at blive meget forhøjet, og jeg er chokeret over, at arbejdsgiverne og fagforeningen har accepteret det«, siger Poul Erik Mortensen.

Flere erstatninger på vej

Flere forhold taler for, at der kan komme pres på forsikringssystemet i fremtiden. Dels er det meningen med den nye lov, at mange flere patienter end tidligere skal kunne opnå erstatning, hvis de er blevet fejlbehandlet eller kommet til skade på sygehuset eller ved den præhospitale behandling. Dels er tendensen, at antallet af klager og erstatningssager allerede er i vækst:

I 2002 oprettede Patientklagenævnet 2.949 nye sager, hvilket var en stigning på 9,3 procent i forhold til 2001. Ca. 85 procent af sagerne vedrørte læger. Patientforsikringen havde i 2002 i alt 3.558 anmeldelser mod 2.995 i 2001. Samlet tilkendte Patientforsikringen erstatninger for 224,4 millioner kroner i 2002.

»I flere sager involverer man advokater. I Nordjylland er der ligefrem advokater, der reklamerer med, at de gerne vil støtte patienter, der har været indlagt på et bestemt hospital,« siger Poul Erik Mortensen og henviser samtidig til, at der i nogle lande er store forskelle på holdningen til, hvorvidt læger skal sagsøges, hvis de har begået fejl:

»I Sidney betaler en læge 40.000-60.000 kroner i ansvarsforsikring. I Melbourne er det 20.000 kroner. Det afspejler en forskel i holdningen til at anklage læger«, siger han.

Poul Erik Mortensens kollega på Odense Universitetshospital, overlæge Mogens E. Hüttel, hører også til de skeptiske:

Han bryder sig ikke om, at et forsikringsselskab skal tjene penge på ordningen og finder det betænkeligt, at lovændringen falder sammen med, at sygehusene bliver selvforsikrende.

»Historisk set har jeg overhovedet ingen tiltro til, at det kun kommer til at dreje sig om åbenlyst grove forsømmelser. Jeg kan sagtens se, at det begreb begynder at skride. Man har ingen sikkerhed for, hvilket syn sygehuset vil anlægge, hvis man vil forsøge at drive en erstatning ind igen. Jeg kender ingen juridiske termer, som ikke kan diskuteres. Hvornår er en forsømmelse grov? Hvis man står med et sygehus med økonomiproblemer og en læge, der måske to gange har været ude for noget, så vil man begynde at kigge den læge efter«, siger han. Mogens E. Hüttel vurderer ligeledes, at arbejdet med de utilsigtede hændelser vil blive belastet:

»Det her er et forkert skridt, hvis vi skal have en læringsorganisation. I vores afdeling gør vi meget ud af, at den, der kommer ud for en utilsigtet hændelse, melder sig med navn og erfaringer, så andre kan lære af det«.

Generelt er Mogens E. Hüttel ikke imod, at læger skal stilles til ansvar, hvis de laver noget groft uansvarligt.

»Men man kan frygte, at det her er et skridt i retning af det amerikanske sy-stem. I USA er der læger, som helt må fraskrive sig deres autorisation, fordi de ikke har råd til forsikringen. Og det er vel en historisk kendsgerning, at vi med 10-15 års forsinkelse efterligner mange forhold fra USA. Hele new-public-management - at gøre sygehusbehandlingen produktionsorienteret - følger denne linje. Det handler om meget mere end en skallet forsikring,« siger Mogens E. H&uuml ;ttel.

Lønmodtagerrolle kan diskuteres

Afdelingslæge på Amtssygehuset i Gentofte, Jens Tingleff, opfordrer sine kolleger til at slå koldt vand i blodet:

»Vi skal passe lidt på med at komme til at virke pivede og sarte over for befolkningen. Mange vil sige, at hvis læger opfører sig fuldstændig groft og uansvarligt, er det vel rimeligt, at de skal underkastes samme regler som andre. Hvis vi før i tiden kunne opføre os groft uansvarligt og forsætligt og alligevel være fri for påtale og ansvar i juridisk forstand, så ville det jo også være underligt«, siger Jens Tingleff.

Han ser ikke noget problematisk i, at der kan være enkelte tilfælde, hvor forsikringen ikke dækker - eksempelvis hvis en læge skulle møde stærkt beruset på arbejde og indlede patientbehandling:

»Sådan en regel findes faktisk i alle forsikringsforhold. Hvis man opfører sig fuldstændig vanvittigt, kan man ikke forsikre sig mod at blive stillet til ansvar. Og jeg deler ikke bekymringen for, om sygehusledelserne vil kaste sig over lægerne og gøre dem fredløse«, siger han.

Jens Tingleff mener i øvrigt, at det er bedre for lægerne at tegne private forsikringer - fordi det giver større sikkerhed for, at forsikringsselskabet vil kæmpe på lægens vegne, hvis der skulle opstå en sag:

»Jeg vil hellere kæmpe for at få mere i løn - og så have en privat forsikring ved siden af«, siger han.

Han køber heller ikke argumentet om, at sygehuslæger som ansatte »blot« er at betragte som lønmodtagere:

»Vi skal passe på ikke at overspille lønmodtagerrollen. Når jeg tænker dybere over min egen ansættelse, mener jeg faktisk, at jeg er ansat af patienten. Jeg arbejder for at hjælpe patienten«, siger han.

Lægelig direktør Torben Mogensen, H:S Hvidovre Hospital, oplyser, at sygehusledelsen ikke har tænkt sig at forfølge de ansatte med regreskrav, hvis muligheden skulle opstå:

»Det er ledelsens opgave at afdramatisere lovændringen mest muligt, men vi kan jo ikke give nogen 100 procent garanti for, at en hændelse på vores sygehus ikke vil blive forfulgt. Jeg tror ikke, at der vil komme mange sager, men man sender et forkert signal med loven, når man samtidig arbejder på frivillige indberetninger. Medarbejderne vil opfatte det som om, de vil blive forfulgt, hvis de laver noget forkert. Og selv om tilfældene skal være specielt grove, tror jeg mange medarbejdere ikke har et indtryk af, hvad det vil sige. Det eneste vi kan sige er, at vi ikke selv som ledelse vil bruge denne klausul, medmindre noget helt ekstraordinært gør sig gældende«, siger Torben Mogensen.

Også Torben Mogensen ser problematiske perspektiver i, hvis forsikringssystemet bliver mere udbredt:

»Fokus på utilsigtede hændelser gør, at patienterne bliver mere opmærksomme på, at der er langt flere ting end tidligere, som de kan søge erstatning for. Der er et politisk ønske om at give flere mulighed for at søge erstatning, og det kan indebære, at økonomien i patientforsikringen bliver langt værre. Derfor kan man godt forestille sig, at paragrafferne om regres bliver udvandet, og at vi nærmer os det amerikanske system, hvor læger må forsikre sig. Hvis forsikringsudbetalingerne stiger og stiger, kan man da frygte, at arbejdsgiverne i fremtiden vil forsøge at få penge ind igen den vej«, siger han.

I Lægeforeningen vurderer juridisk chef Nils Michelsen, at bekymringerne over lovændringerne er overdrevne:

»Jeg har svært ved at se, at et regreskrav overhovedet vil blive rejst, for i mange tilfælde vil man sige, at arbejdsgiveren bærer et ansvar. Men man kan ikke gardere sig imod, at en sygehusledelse vil bruge retten. Derfor er det meget rart med en forsikring,« siger Nils Michelsen, der forklarer, at regresmuligheden kom ind som et politisk krav fra amterne i forbindelse med udvidelsen af hele patientforsikringsordningen.

Nils Michelsen mener, at frygten for en glidebane er ubegrundet:

»Det bliver domstolene, som skal afgøre sagerne. Begreber som groft uagtsom er veldefineret. Erstatningsretten bygger på gamle retstraditioner, og de normer vil ikke ændre sig over en sommer. Lægeforeningen har meget stærkt ønsket patientforsikringsloven, så det ville være nærmest upassende at modsætte sig, at der kom et regreskrav ind«, siger Nils Michelsen og oplyser samtidig, at forsikringen ikke gælder, hvis en læge indleder en risikofyldt behandling i stærkt beruset tilstand.

Fakta

Lov om patientforsikring

Lovændring, der trådte i kraft

den 1. januar 2004, indebærer:

• Patientforsikringen dækker nu - ud over det offentlige sygehusvæsen - også skader, der blandt andet forvoldes i forbindelse med undersøgelse, behandling hos praktiserende læger og praktiserende speciallæger, herunder også vagtlæger eller præhospital indsats.

• Patienter kan også få erstatning for psykiske følger af en skade.

• Retten til regres er udvidet, så den omfatter skader, der er forvoldt ved grov uagtsomhed.

• Der indføres informationspligt over for patienter om retten til erstatning. Pligten indebærer, at læger skal bistå skadelidte med anmeldelse til Patientforsik-ringen.

Læger kan tegne en erhvervsansvarsforsikring, der for sygehusansatte læger koster 333 kroner årligt