Skip to main content

Sygehusstruktur og consultant-ordningen

Lisbeth Dahl, FAS' sekretariat

2. nov. 2005
10 min.

Bjørn Østerbye, formand for Foreningen af Sygehuslæger, indledte debatten af formandsberetningen med forslag om, at de af sygehuslægerne, der ikke er speciallæger, får tilbud om at uddanne sig til speciallæger. Det er også en måde at afhjælpe manglen på speciallæger.

Struktur og tynde vagtberedskaber

Svend Aage Engelholm, H:S, kommenterede de kommende ændringer i sygehusstrukturen:

»Sundhedsministeren mener, at amterne ganske automatisk vil blive afskaffet, når de nye tiltag begynder at virke. Problemet med denne strukturændring vil være, at sygehusene vil bukke under, når det økonomiske grundlag for at fortsætte er væk. Sygehuslukningen og nedlæggelse af amterne vil ske ukontrolleret - det er et stort problem, at man ikke overordnet planlægger, hvordan sygehusvæsenet skal tilrettelægges.

FAS har hidtil været tilhænger af frit sygehusvalg - men den måde, det bliver introduceret på, vil have alvorlige konsekvenser. Har FAS en holdning, eller ønsker vi at få det? Det er en vigtig opgave for FAS at få sig profileret«.

Hanne Slott Jensen, Københavns Amt, spurgte, hvordan man bevarer sin faglighed på sygehuse med tynde vagtberedskaber?

»I 6 år var jeg ansat på et hospital med et optageområde på 50.000, og selv om jeg brugte 20 dage årligt på efteruddannelse, havde jeg alligevel svært ved at opretholde det faglige niveau, fordi jeg ikke havde de patienter, jeg skulle bruge til at fastholde min kompetence. Derfor er det vigtigt, at prioritere fagligheden, når vi taler om små sygehuse«.

Hun foreslog desuden, at FAS medvirker til, at speciallæger, der ønsker det, fremover skal have mulighed for at tage overarbejde.

Høj faglighed er første prioritet

Formanden svarede Bjørn Østerbye, at FAS vil arbejde for, at de sygehuslæger, der ønsker det, igen får tilbuddet om at blive speciallæger.

»Formelt i forhold til sygehusstrukturen prøver de faglige organisationer at lade sygehusejerne udstikke en sygehusstruktur, og så fylder FAS ud. Reelt har vi gennem talrige drøftelser kunnet præge udviklingen af sygehusstrukturen. Det skal vi stadigvæk i forhold til høj faglighed, arbejdsmiljøet - fysisk og psykisk og siden nærhedsprincippet«, sagde Karsten Nielsen.

Angående de tynde vagtlag sagde Karsten Nielsen, at de for få speciallæger skal spilde tiden så lidt som muligt, og FAS vil ikke modsætte sig omlægninger, der medfører, at tynde vagtlag nedlægges.

Erik Obel, Frederiksborg Amt, sagde om den stigende specialisering, speciallægemanglen og samarbejdet mellem speciallægepraksis og sygehussektoren:

»Jeg vil gerne gentage og slå fast, at faglig udvikling og faglig kvalitet er det vigtigste punkt for os. Vi bliver i stigende grad specialiseret - en intern mediciner kan ikke klare alle medicinske spørgsmål. Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for mulighed for uddannelse.

Der er akut speciallægemangel i mit amt, men når man sammenlægger vagtlag, skærer man reservelægerne væk og erstatter noget af det med speciallægearbejde. Det er i modstrid med det, man advokerer for: at speciallæger skal lave speciallægearbejde. Jeg bruger nu tid på at skrive journal -det er o.k. - men er det rationelt at bruge speciallæger til dette arbejde?«

Obel påpegede desuden, at consultant-ordningen kan være brobygger mellem primær- og sygehussektoren, og han opfordrede foreningen til at rejse en debat i Ugeskriftet om consultant-ordningen.

Sundhedspolitik og erhvervspolitik

Erik Kristensen, formand for Overlægeforeningen, kommenterede på sygehusstrukturen: »Vi ved ikke, hvordan sygehusstrukturen kommer til at se ud, men for Overlægeforeningen har det en speciel interesse, for der kan være divergerende opfattelser i vores medlems- skare. Det har stor interesse for os alle sammen med henblik på planlægning - også i forhold til speciallægeplanlægning på FAPS-området.

Det er ikke Overlægeforeningens opgave at pege på, om det ene eller andet sygehus skal nedlægges eller ej - men vi vil have politiske spilleregler for, hvordan vi finder, at udviklingen bør foregå.

Vi vil gerne have FAS' støtte til, at vi fremover får en adskillelse af erhvervspolitikken og sundhedspolitikken.«

Erik Kristensen fandt, at det skal være specialerådene, der afgør om et arbejde er fagligt: »Specialerådene fungerer ikke alle steder - men det må de komme til - for hvis vi ikke deltager - så bliver det politiske afgørelser, og det ønsker vi ikke«, sagde han.

Formanden for FAS svarede:

»Vi skal beskæftige os med sundhedspolitik, som Erik Kristensen udmærket sagde, og hans udmelding ligger på linje med FAS' holdning.

Hvad er det så for holdninger FAS har til sygehusdriften: Der sker nu en bevægelse fra et offentligt finansieret og offentlig drevet sygehusvæsen til et offentligt finansieret og privat drevet sygehusvæsen - det har FAS ikke noget imod. Vi går ind for fri og lige adgang til sygehusbehandling eller sundhedsydelserne - hvordan det organiseres kommer ikke os ved. Man kan opretholde fagligheden, og udvikle den og nærheden og miljøet, både i et offentligt og i et privat drevet sygehusvæsen«.

På spørgsmålet om faglig efteruddannelse sagde Karsten Nielsen: »Glem ikke ledelseselementet. Overlæger er ledende læger, og vi må tage den faglige ledelse på os og prioritere uddannelse, det gælder efteruddannelse af speciallægerne, videreuddannelse af de yngre læger, osv.«

Indflydelse

Jens Bjerre Winther, Ringkjøbing Amt, var glad for afsnittet i beretningen om strukturdebat:

»FAS har i de tidligere debatter sagt, at vi har den struktur, vi vil have. På Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde i august var der mange meninger om det. Overlægeforeningens medlemstal er 2/3 af FAS', og der er mange, der synes, at vi fylder for lidt i FAS - derfor skal vi nu have et udvalg, der skal komme med et oplæg til bestyrelsen i Overlægeforeningen om dette.

Når du i beretningen giver udtryk for en forhåndsaftale med Jørgen Lassen, P.L.O. og Erik Jylling, FAYL, om, at der skal tages en strukturdebat i Lægeforeningen, så kunne man få den tanke, at andre erhvervsorganisationer i FAS skulle sætte sig ned og overveje, om de har den rigtige placering, og hvordan de ønsker det i fremtiden«.

Connie Lærkholm, Storstrøms Amt, bifaldt Jens Bjerre Winthers bemærkning. »Vi har heller ikke indflydelse nok i lægekredsforeningerne. I Vestsjællands Amt er sekretariatsfunktionen utroligt velfun- gerende, men sådan er det ikke i alle amter. I Storstrøms Amt vil især P.L.O. modsætte sig, at der skal ydes mere hjælp til FAS-gruppen. Man henholder sig til, at Lægekredsforeningen er en standsforeningen og ikke en politisk forening, og derfor vil man ikke tage stilling til politiske spørgsmål.

Hanne Slott Jensen foreslog merarbejde og ekstra løn for ekstra arbejde. Jeg har en overlægegru ppe, som uanset hvor meget jeg betaler dem, ikke vil have ekstra arbejde - de vil have fri. Det bliver også et problem i fremtiden«, sagde Connie Lærk-holm.

Consultant og annoncering

Erik Kristensen oplyste, at Overlægeforeningen i et par år har beskæftiget sig med consultant. Foreningen har nedsat et nyt overenskomstforberedende udvalg, som bl.a. vil diskutere consultant.

»Jeg forventer ved næste overenskomstforhandling, at det bliver bragt frem til forhandling både fra modpartens og egen side. Jeg er enig med Obel i, at der er muligheder i consultant-ordningen med henblik på at bygge bro mellem speciallægepraksis og ambulatoriefunktion«.

Erik Kristensen tilsluttede sig en beskrivelse af consultantordningen i Ugeskriftet og en offentligt debat, så overlæger og speciallægerne bliver klar over præcist, hvad det indebærer.

Niels Horwitz, formand for geriaternes organisation, kommenterede afsnittet om stillingsmarkedet.

»Det var godt og synligt, da stillingerne blev annonceret i Ugeskriftet, men nu, hvor det ikke eksisterer længere, har det givet os en del problemer i vores organisation. Vi er et lille speciale, vi mangler geriatere, og stillingsannoncerne var en god måde at få styr på, hvor udviklingen var. Antallet af ansøgere er faldet dramatisk. Dem, der ikke leder efter stillinger, og som vi gerne vil have fat i, når vi ikke. Vi må gøre arbejdsgiveren klar, at de må revidere deres opfattelse på dette punkt.«

Samarbejde mellem OL og FAPS

Kjeld Lyngborg, formand for kardiologernes organisation, foreslog 3 løsningsmuligheder af den forestående speciallægemangel:

1) at speciallægerne bliver længere i deres funktion, 2) at forskyde nogle opgaver ud til de praktiserende speciallæge:

»En del af ambulatoriefunktionen kunne fungere i speciallægepraksis, men desværre er sygesikringen meget restriktiv mht. at uddele ydernumre. Ydernumrene skal afskaffes - af med den smålige indstilling modparten har - tiden er løbet fra denne planøkonomiske østeuropæiske model med ydernumre og restriktioner. 3) De spe-cialer der har været særlig truet, fx dermatologerne, har gentagne gange bedt om at få flere uddannelsesstillinger i dermatologi. Hvorfor har de ikke fået det? Det må FAS gøre noget ved.«

Jørgen Meibom, formand for de praktiserende speciallæger, var meget tilfreds med samarbejdet mellem FAPS og Overlægeforeningen.

»Vi ser Overlægeforeningens initiativ med at nedsætte et udvalg af FAPS og overlæger vedrørende samarbejde og udlicitering af opgaver, som det helt rigtige. Vi har lagt op til at få uddannelse i speciallægepraksis - vi ser frem til at få et nært samarbejde her og få projektet på skinner. Vi har fået besked på, at vurderingen af fagligheden skal ske i specialerådene. Men en del af specialerådene fungerer ikke i forhold til det faglige. Nogle af de specialeråd, jeg er tilknyttet, består af sygeplejersker og bioanalytikere mv. Det faglige bliver her nedtonet på bekostning af ressourcediskussioner.

De funktionsbærende enheder bliver vores redning. Jeg håber, at FAS medvirker til, når de funktionsbærende enheder er etableret, at vi sætter dagsorden for, hvordan den konstruktion skal være. Kun på den måde kan vi sikre, at det faglige bliver afklaret mellem de to grupper: praksisspeciallægerne og lægerne i sygehussektoren«, sagde Jørgen Meibom.

FAPS går stærkt ind for consultant-ordningen. Det er den mest ideelle stilling, man kan have: En delt ansættelse mellem praksis og hospital, hvor man har mulighed for at bevare og udvikle sin kvalitet og faglighed, så den er i top.

Meibom gjorde opmærksom på, at det kræver ydernumre. »Vi vil sammen med FAS meget gerne kæmpe for, at vi får flere ydernumre. Det afgøres suverænt i de enkelte amter - det er dem, vi skal påvirke, og det er også en opgave for det lokale samarbejdsudvalg«, sagde han.

Aktivitetsbaseret økonomi

Formanden svarede Kjeld Lyngborg: »Vi bevæger os fra rammestyring til aktivitetsbaseret økonomi. Jo mere der kommer af ventelistegaranti, jo flere penge til FAPS, og jo større er sandsynligheden for, at FAPS-overenskomsten falder væk. Derved bliver der mulighed for i en FAPS-praksis al den aktivitet, man ønsker, til de honorarer man ønsker«.

Karsten Nielsen var enig med Horwitz i, at det er arbejdsgivernes ansvar. »Vi har prøvet at fastholde Amtsrådsforeningen i, at de gjorde sig selv en tjeneste ved at annoncere lægestillinger i Ugeskriftet, men det har de ikke ønsket. Vi må nu ude på vores arbejdspladser, som de ledende medarbejdere vi er, fastholde, at det er arbejdsgiverne, der skal sikre, at stillingerne bliver annonceret, så de rigtige speciallæger kommer de rigtige steder hen og de uddannelsessøgende får mulighed for at søge uddannelsesstillingerne. Det er et alvorligt problem, amterne har påtaget sig inden for lægeverdenen.

I forhold til strukturdebatten gør to elementer sig gældende: For det første er der allerede et samarbejdsudvalg i lægekredsforeningen, hvad angår samarbejdet på P.L.O. og FAPS-området - så det er en relativt overskuelige opgave at beskrive. Men de er ikke færdige inden for yngre læge-området og overlægeområdet - fordi der ikke er den samme tradition for, at lægekredsforeningens sekretariat er aktiv på området.

Men FAS og FAYL må tage fat og komme videre med det. Vi har i FAS sendt brev ud til lægekredsforeningerne - hvor vi opfordrer til, at amtsrepræsentanten i Overlægeforeningen skal kræve, at I får berettiget hjælp fra lægekredsforeningens sekretariat.

Den decentrale strukturdebat skal vi have på plads hurtig for at få noget ud af Ny Løn, og den centrale strukturdebat skal i gang hurtig, men ikke før vi er parate til det i FAS«, sagde Karsten Nielsen.

Kontingent

Repræsentantskabet vedtog en kontingentforhøjelse på 310 kr. årligt fra 2003. Kontingentet til FAS hæves dermed fra de nuværende 2.740 kr. til 3.050 kr. årligt. Der er tale om en kontingentforhøjelse på lidt mere end 10 pct., og forhøjelsen skal dels ses på baggrund af de lægelige revisorers anbefaling om en konsolidering af FAS, dels på baggrund af, at det nuværende kontingent har været uforandret siden 1996. Der er således tale om, at kontingentudviklingen for hele perioden er mindre end den almindelige pristalsregulering for samme periode, idet denne har været på næsten 18 pct.

Overlægeforeningens Seniorpolitiske Udvalg

FAS har inviteret til samarbejde mellem Amtsrådsforeningen og Dansk Medicinsk Selskab, om hvordan man konkret kan gøre noget for at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet.

Udvalgets opgave er med baggrund i de eksisterende rammeaftaler for seniorordninger at beskrive eventuelle barrierer for disses anvendelse og vurdere, om der er behov for nye seniorpolitiske initiativer.

Medlemmer fra bestyrelsen er Erling Birk Madsen (formand) og Ib Zeeberg. Hertil kommer 4 medlemmer fra repræsentantskabet som i skrivende stund endnu ikke er valgt.

FAPS og Overlægeforeningens samarbejdsudvalg

På FAS' bestyrelsesmøde den 20. august blev det vedtaget at nedsætte en arbejdsgruppe vedrørende udarbejdelse af samarbejdsmodeller mellem overlæger og praktiserende speciallæger. Fra Overlægeforeningen deltager Poul Jaszczak, formand, Connie Lærkholm, Jens Bjerre Winther. Fra FAPS deltager Lars Lundberg, Peter Hahr og Hans Ersgaard.