Skip to main content

Sygemelding eller fastholdelse

Alment praktiserende læge Margit Maltesen, maltesen@mail.dk

4. nov. 2005
8 min.

Initiativtagerne til mødet i Domus Medica den 10. marts 2004 var Sundhedskomitéen og attestudvalget.

Der deltog knap 90 læger og enkelte andre fagfolk med interesse for emnet: lægekonsulenter og kommunallæger, arbejdsmedicinere og sociallæger, praktiserende læger, bedriftslæger og revalideringslæger, medlemmer fra P.L.O.s bestyrelse og medlemmer fra udvalg under Lægeforeningen.

Sygemelding

Som nævnt i indbydelsen »kan der opstå et dilemma i tilfælde, hvor en patient synes, at han eller hun bør sygemeldes, og lægen ikke mener, personen er syg.

Det kan skabe mistillid mellem patient og læge. Problemet opstår typisk, når en patient er blevet opsagt fra sit arbejde og føler sig såret samt uretfærdigt behandlet af arbejdsgiveren. Det er forståeligt, at situationen kan være belastende, men fagligt kan lægen ikke attestere, at der er tale om sygdom«.

Videre citeres: »En norsk undersøgelse har vist, at halvdelen af alle norske læger har pyntet på lægeerklæringer for at hjælpe deres patienter. Det er ikke en tilstand, vi ønsker os i Danmark.

Misforstået solidaritet med patienten kan paradoksalt nok få den utilsigtede skadevirkning, at patientens tilknytning til arbejdsmarkedet forringes«.

Mødets formål var at belyse lægens rolle i det arbejdsmarkedspolitiske felt, og oplægsholderne var i tråd hermed repræsentanter for de forskellige aktører.

Desværre havde Dansk Arbejdsgiverforening meldt forfald, men LO-repræsentanten påtog sig at videregive visse af DA's synspunkter.

Ordstyrer var overlæge Per Gregersen fra Roskilde, medlem af Sundheds-komitéens miljøudvalg.

Han indledte med at beskrive det ovennævnte dilemma og udtrykte ønske om, at læger kunne blive bedre til at fastholde deres patienter i arbejde.

Han præsenterede en række tal om sygefraværet i Danmark baseret på materiale fra Dansk Arbejdsgiverforening og Socialforskningsinstituttet:

Internationalt set er sygefraværet i Danmark lavt men stigende, samtidig med at vi kan imødese øget behov for erhvervsaktive i årene fremover. Hver dag er 140.000-150.000 mennesker fraværende. Det er de langvarige sygedagpengesager, som er de tungeste:

  • Sygedagpengesager med varighed over 26 uger udgør 3% af samtlige sygedagpengesager, men 25% af det samlede fravær.

  • 50% af de borgere, som har været sygemeldt i mere end et halvt år, kommer ikke i arbejde igen!

Opfølgning af sygedagpengesager

Ikke alle kommuner opfylder den kommunale forpligtelse til opfølgning af sygedagpengesager hver 8. uge og udarbejdelse af opfølgningsplan inden seks måneder. Sagsbehandlerne kan have svært ved at udskille de såkaldte »risikosager«, som kræver særlig og hurtig indsats.

De praktiserende læger kunne i højere grad ved enkle oplysninger i lægeerklæringerne hjælpe sagsbehandlerne med at finde »risikosagerne« og selv lægge vægt på opfølgning. Herved kan man undgå at »spilde tiden« i ventetid på f.eks. behandling i sygehusvæsenet eller kommunal afklaring.

Per Gregersen efterspurgte også en mere udfarende kommunal indsats over for arbejdsgiverne, f.eks. ved tilskud til arbejdsredskaber og hensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen.

Og på den anden side en mere ansvarlig virksomhedspolitik med det formål at fastholde syge medarbejdere: Sygefraværspolitik, arbejdstilpasning, sygesamtaler.

Per Gregersen oplyste, at der er taget initiativ til at udarbejde en »Klarings-rapport om læger og arbejdsfastholdelse« med henblik på fremtidig efteruddannelse af læger.

Lægeattester er retslige dokumenter

Praktiserende læge Jørgen Richard Hansen, formand for Attestudvalget og medlem af Hovedbestyrelsen, gennemgik uddrag af lægeloven og attestbekendtgørelser og præciserede:

Lægeerklæringer er retslige dokumenter, og »lægen skal i sine erklæringer tydeliggøre, hvilke oplysninger der stammer fra lægen selv, fra patienten eller tredjemand«.

Han kom ind på den forhadte »Lægeerklæring om Uarbejdsdygtighed« som et eksempel på en attest, der sanktionerer sygemeldtes oplysninger. Og at læger gerne så denne attest erstattet af »Tro og love«-erklæringer mellem arbejdstager og arbejdsgiver.

I fyringssituationer, hvor medarbejderen ikke ser sig i stand til at møde på arbejde i opsigelsesperioden, får lægen patientens version af forholdene og bør så vidt muligt kun sygemelde i kortere tid (til patienten har sundet sig) og derefter overlade problemløsningen til arbejdsmarkedets parter. Det vil sige henvise patienten til at søge støtte hos sin fagforening. Ellers kan lægen let ende som våben eller gidsel i en fagretlig strid.

Jørgen Richard Hansen pegede som flere af de øvrige på tværfagligt samarbejde i de vanskelige og langvarige sygedagpengesager, på delvis sygemelding, på aktiv brug af LÆ-attesterne med mere detaljerede oplysninger om skånehensyn og arbejdsfunktion, og større brug af de arbejdsmedicinske klinikker og BST.

Fra kontrol til arbejdsfastholdelse

LO-sekretær Marie-Louise Knuppert indledte med at tale om »Den syge arbejdsplads« og om LO's projekt FFI= Forebyggelse-Fastholdelse-Integration.

Den moderne sygdom stress så hun som et resultat af manglende indflydelse på egne arbejdsforhold og ikke blot som udtryk for et øget tempo og arbejdspres.

Som en kommentar til Jørgen Richard Hansens udtalelser om lægens dilemma i fyringssager, mente hun kun at kende til én sag, hvor en fagforening havde presset lægen til at sygemelde sin patient i en fyringssag. Dette udsagn gav anledning til en del »knurren« og udbrud blandt lægerne i salen, hvorefter Marie-Louise Knuppert udtalte: »hvis der er en læge, der bliver brugt som gidsel i en sådan sag, så kan han blot bede fagforeningen om at ringe til LO's hovedkontor!«

LO har en række krav til lægeerklæringer: Hovedsigtet skal flyttes fra kontrol og legitimering til arbejdsfastholdelse. Delvis sygemelding skal bruges i øget omfang, men kun i overensstemmelse med arbejdsgiver og lønmodtager. Og ændrede lægeerklæringer gør det ikke alene - arbejdsgiverne skal påtage sit et større ansvar. Sygdom skal ikke længere opfattes som en privatsag, men det kræver trygge rammer, tillid og samarbejde på arbejdspladsen.

Det var LO's opfattelse, at øget tværfagligt samarbejde virker: Det er godt at have lægen med i rundbordssamtaler, og lægens deltagelse i de kommunale koordinationsudvalg giver gode resultater. Projekt 34 K (om arbejdsfastholdelse) har i flere kommuner resulteret i samarbejdsaftaler mellem kommunerne og fagforeningerne, og i visse kommuner er lægerne med i aftalen.

Svære dagpengesager

Faglig koordinator Karin Hansen, Lokalcenter Indre Nørrebro, repræsenterede den kommunale sagsbehandler. Hun inddelte de svære dagpengesager i tre grupper:

  • Kriseramte - syg/ikkesyg, hvad stiller man op?

  • Deprimerede - jo længere væk fra arbejdsmarkedet, jo mere deprimeret

  • Rygpatienter - kan der udføres en eller an den form for arbejde i ventetid på udredning og behandling?

Hun fandt den stigende sygelighed bl.a. relateret til store arbejdsmarkedskrav.

Lægeattesterne er ikke tidssvarende og ofte utilstrækkeligt udfyldt, men forvaltningen bør også være bedre til at stille præcise og begrundede spørgsmål til lægen.

Ventetiden på behandling bør udnyttes bedre, og lægen bør benytte sig mere af delvis sygemelding.

Og så må lægen ikke udtale sig socialfagligt! Et udsagn fra lægen om f.eks. pensionsberettigelse kan af patienten opfattes som et løfte.

Også Karin Hansen pegede på behovet for bedre kommunikation i det socialt-lægelige samarbejde.

Ny lovgivning på vej

Specialkonsulent Elsebeth Foged, Arbejdsmarkedsstyrelsen, fortalte om Beskæftigelsesministeriets handleplan med 23 initiativer på området og forventet ny lovgivning i 2005.

Der er nedsat en række udvalg og arbejdsgrupper, hvor der i to sidder lægelige repræsentanter: en arbejdsgruppe om bedre lægeerklæringer og en om efteruddannelse af praktiserende læger.

Elsebeth Foged præciserede, at en arbejdsgiver ikke behøver anmode om lægeerklæring (Uarbejdsdygtighedserklæring), og at en kommunal sagsbehandler ikke altid har brug for en lægeerklæring.

Lægeerklæringen er ikke det vigtigste, men derimod processen, hvilket atter leder hen mod øget tværfagligt samarbejde.

Lægelige opgaver

Per Gregersen fortalte om et projekt: Arbejdsfastholdelse i fire sjællandske kommuner, hvor man i forsøgskommunerne intervenerer i uafklarerede sygedagpengesager (typisk bevægeapparats-lidelser) med en arbejdsmedicinsk undersøgelse og efterfølgende rundbordssamtale og arbejdspladsbesøg.

Vi har mange myter om forebyggelse (ergonomi, variation, større selvindflydelse). Men hvad virker?

Amtssocialoverlæge Claus Vinther Nielsen, Århus, medlem af Sundheds-komitéens miljøudvalg, beskrev den person, som var i størst risiko for udstødning af arbejdsmarkedet: den enlige ufaglærte mand omkring 50 år med ringe skolegang og ensidigt gentaget arbejde.

Selvvurderet prognose er et godt mål for, hvor indsatsen skal sættes ind.

Og igen: indflydelse på egne forhold har betydning.

Claus Vinther Nielsens bud på lægens rolle helt overordnet: Befolkningen skal i videst muligt omfang kunne tage vare på sig selv, minimere afhængigheden af de offentlige systemer, herunder sundheds- og sociale ydelser.

Lægerne bør i større omfang se på det sociale og arbejdsmæssige aspekt ift. anden livsstilsintervention (tobaksforbrug, overvægt, manglende motion). Han problematiserede derfor i nogen grad den standende diskussion om, hvor meget eller hvor lidt læger må udtale sig socialfagligt (herunder også lægekonsulenter som de socialmedicinske fageksperter og ikke blot administrative medarbejdere i kommunen).

Lægen må fortsat ikke udtale sig om en socialfaglig ydelses art eller omfang. Men selv om arbejdsevnemetoden belyser ressourcer og barrierer, løser modellen ikke nødvendigvis problemerne. Succesen afhænger af de lægefaglige input og kompetent støtte fra sagsbehandleren.

Men det socialt-lægelige samarbejde er ikke let, idet lægen jævnligt anmodes om at udtale sig om forhold, han eller hun ikke har forstand på (gangdistance, trafiksikkerhed, hvilke arbejdsfunktioner kan udføres etc.).

Livlig debat

Der var mange som gerne ville til orde i debatten mellem oplæggene, og snakken gik livligt i pauserne.

Jacques Gauguin kom med et »statement«: vi skulle undgå skyttegravskrig mellem aktørerne og undgå vanetænkning. Fælles handling og tværfaglig respekt var vejen frem.

Finn Langkjær pegede på vigtigheden af tidlig opfølgning i dagpengesager, at man allerede længe før de otte uger tog kontakt til sygemeldte, eventuelt pr. telefon. Og at lægekonsulenten blev involveret i langvarige sager allerede fra starten.

Mogens Wendelboe fortalte om et projekt i Horsens med brug af »dialogbaserede sygemeldinger« med »mulighedserklæringer«: lægen gennemser, om en aftale udfærdiget på arbejdspladsen om mulige arbejdsfunktioner for en delvis syg medarbejder er lægeligt forsvarlig.

Jens Peter Johansen slog til lyd for, at læger ikke skulle blive berøringsangste for at udtale sig, idet det også for lægen drejer sig om at have et helhedssyn på sin patient.

Ole Fendinge Olsen fandt, at der i mange sager var behov for lægekonsulentens socialmedicinske specialistvurdering.

Sluttelig et citat fra Claus Vinther Nielsens overhead:

Problemet er ikke, at sygemelding - sygefravær - bruges til nærvær.

Problemet er:

  • at nogen ikke tåler at være syge

  • at nogle arbejdsgivere ikke accepterer syge og svage

  • at problemet vokser med varigheden