Skip to main content

Sygeplejersker bliver minilæger

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

23. feb. 2007
3 min.

Sundhedsstyrelsen er i færd med at nedsætte en arbejdsgruppe under styrelsens Råd for Sygeplejerskers Special- og Videreuddannelse, som skal finde ud af, hvilke eksempler der findes rundt omkring på en anderledes arbejdsdeling end sædvanligt mellem læger og sygeplejersker.

»Vi vil gerne have foretaget en kortlægning og fastlagt en fælles begrebsramme«, siger chefsygeplejerske i Sundhedsstyrelsen, Ruth Truelsen.

Arbejdet skal danne basis for en drøftelse af, om der er behov for yderligere specialiserede uddannelser af sygeplejersker end dem, der eksisterer nu inden for f.eks. anæstesi- og intensivområdet.

Baggrunden er en tilsyneladende hastigt voksende underskov af lokale initiativer, hvor hospitaler forsøger at dæmme op for presset fra øget efterspørgsel, speciallægemangel og strammere behandlingsgarantier ved at lade sygeplejersker overtage traditionelle lægeopgaver.

Lone Stovgaard er et eksempel på den tendens. Hun var den første sygeplejerske på Vejle Sygehus, som blev oplært i at endoskopere - og ikke bare sigmoidoskopierne - undersøgelser af den første del af tarmen - men the full Monty: koloskopierne.

»Jeg havde været længe på afdelingen og havde lyst til at prøve noget nyt«, siger hun.

Hun startede oplæringsprogrammet i efteråret 2002 og var parat ca. et halvt år senere. Siden har Lone Stovgaard foretaget 1.200 koloskopier samt 800 sigmoidoskopier - 2.000 undersøgelser i alt. Hun tager også vævsprøver og fjerner polypper, hvis det skal være.

Vejle har nu fire endoskopisygeplejersker og en femte på vej gennem oplæringsprogrammet. Og det er f.eks. sygeplejerskerne, som har foretaget alle endoskopierne i det screeningsprogram for tarmkræft, som Vejle for nylig har færdiggjort sammen med det daværende Københavns Amt.

Sygeplejerskerne endoskoperer ikke hele tiden - normalt kun tre dage om ugen - og de har ikke erstattet lægerne fuldstændigt ved disse undersøgelser, men de letter presset på afdelingen betydeligt og begår ikke flere fejl end normalt.

»Siden 2003 har vi haft én tarmperforation«, siger ledende overlæge Claus Bisgaard på Organkirurgisk Afdeling. »Det svarer til internationalt niveau for læger«, siger han, som ikke forsømmer mange anledninger til at rose sygeplejerskerne i høje toner.

Afdelingen overvejer nu at lade sygeplejersker lave gastroskopier.

Det breder sig

Det er ikke bare Vejle. Gentofte er på vej med et oplæringsprogram for endoskopisygeplejersker a la det i Vejle, og en forskergruppe fra Gentofte opfordrer i dette nummer af Ugeskriftet til et nationalt program med »standardiserede retningslinjer for uddannelsen og implementeringen af endoskoperende sygeplejersker« - se side 805.

Og det er heller ikke bare endoskopi. På Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital er det f.eks. sygeplejersker på skadestuen, som foretager den indledende diagnosticering af hoftebrudspatienter, sender dem til røntgen og iværksætter smertestillende behandling, hvorved ventetiden på skadestuen er blevet nedbragt væsentligt - se side 808.

Ubegejstring

Ikke alle er lige begejstrede over, at traditionelle lægeopgaver flytter til andre faggrupper. For nylig har det f.eks. vakt stor modstand blandt kommunallægerne, at regeringen har luftet tanken om at lade sygeplejersker overtage undersøgelserne af skolebørn.

»Sygeplejersker vil aldrig kunne erstatte læger, når det gælder afklaring af sygdomstilstandes karakter og alvor. Selv med en overbygning på sygeplejeuddannelsen vil sundhedsplejerskerne ikke kunne diagnosticere sygdomme og på egen hånd sikre rette udredninger af børnene«, skrev forkvinde Vibeke Manniche fra kommunallægernes forening, FAKL, på www.læger.dk i december.

Opgaveglidningen rejser også spørgsmål om uddannelsen af såvel læger som sygeplejersker. Ledende oversygeplejerske Helle Tvedeskov og ledende overlæge Jens Bagger fra Gentofte Hospitals ortopædkirurgiske afdeling udtrykker i en leder - se side 787 - frygt for, at udviklingen skal føre til en dårligere lægeuddannelse.

»Man kan være bekymret for, at viljen til at kanalisere økonomi til en forbedret postgraduat sygeplejeuddannelse betyder en nedprioritering af resursetilbud til den lægelige uddannelse og dermed en forringelse af lægeuddannelsen«, skriver de blandt andet.

Alt sammen overvejelser, som Sundhedsstyrelsen så småt er begyndt at tage hul på, i første omgang i form af et udredningsarbejde. Arbejdsgruppen ventes at begynde i april og aflægge rapport inden for et års tid.