Skip to main content

Ta’ bare sol – men ta’ hjernen med

30-årige Doctora Simonsen er dermatolog på Costa de Sol.

Sara Simonsen er læge og bor og arbejder på Solkysten, ikke mindst med danske solbadere. Foto: Jeronimo Alba.
Sara Simonsen er læge og bor og arbejder på Solkysten, ikke mindst med danske solbadere. Foto: Jeronimo Alba.

Ole V. Hansen, olevhansen38@gmail.com
Foto: Jerónimo Alba

25. okt. 2017
8 min.

Op imod en halv snes tusind! Så mange potentielle nye læger spyr spanske universiteter ud om året. I et land, hvor under halvdelen kan regne med ansættelse. Og i 2014 kom en dansk medicinstuderende ind på en imponerende 203. plads, da karakterregnskabet var gjort op. Den slags holder man nemlig ganske nøje øje med i Spanien.

»Nummer ét får så lov at vælge først blandt samtlige ledige stillinger i landet. Dernæst nummer to og så videre«, fortæller Sara Simonsen, hvis fornemme placering på det års medicinske rangliste gav direkte adgang til ønskejobbet. »Jeg var den første, der valgte at blive hudlæge her i Andalusien. Nok fordi Madrid og Barcelona er mere attraktive«, ler hun. Men bliver derefter alvorlig. Dermatologi er ikke blot hendes speciale, men i lige så høj grad hendes hjerteblod.

Jeg kender i hvert fald ingen spaniere, der føler trang til at solbade mellem kl. 12 og 16.

»I en nation med så megen sol kan det være et spørgsmål om liv eller død at huske solcremen. Og den kan ikke blive stærk nok. Slet ikke for en lyshudet dansker. Hud- og modermærkekræft er ikke noget at spøge med«, siger den danske læge, der da også selv nyder strandlivet. Men under parasol – smurt godt og grundigt ind. »Og aldrig under faktor 50«, understreger Sara og lever dermed op til sit eget valgsprog: »Ta’ bare sol – men ta’ hjernen med«!

Men hvorfor valgte Sara netop Spanien – og Costa del Sols hovedstad? Uden at kunne to ord spansk? Ja, så skal vil tilbage til det, der egentlig bare var planlagt som et sabbatår, før alt igen ville være ved det gamle, men i stedet vendte op og ned på unge Saras liv og levned.

Dengang – for et dusin somre siden – var hun som nyudklækket student sammen med en veninde klar til i 12 herlige, studiefrie måneder at »smage på verden«. Og selv om man kommer fra Feldborg, en bette landsby i Midtjylland, viste hverken nærliggende Haderup eller »storstaden« Holstebro sig som den »godbid«, der kunne stille to rejselystne pigers geografiske sult.

Det korte af det lange er i hvert fald, at Sara efter nogen tid i Tyskland – og et lille hjemvetrip tilbage i Jylland – satte kurs mod Dublin. Hvad der besynderligt nok blev årsag til, at hun i dag er dermatolog i Spanien på Hospital Civil i centrum af Málaga.

Pige møder dreng

Men grunden er så urgammel som menneskeheden selv. Pige møder dreng – og hvad deraf følger. I den irske hovedstad løb Sara nemlig ind i Sergio Gíjon Garcia. En spansk journalist, der var rejst nordpå for at lære mere engelsk. Og i håb om at finde et par historier at rapportere hjem om.

»Dem var der nu ikke mange af. Så han tog job på et posthus«, husker Sara, der selv rystede smoothies i baren på et af byens hostels. At det ikke kastede alverden af sig, tog hun let på. »Jeg skulle jo bare overleve, indtil jeg skulle retur til Danmark og læse medicin på Aarhus Universitet. Og så ellers have det sjovt«.

Det må hun have haft med Sergio. I det mindste fulgte han med, da turen gik hjem til Østjylland, hvor Sara fuldførte første år af studiet. Men solen og den afslappede livsstil i kærestens hjemstavn trak. Så hvorfor ikke fortsætte ved universitetet i Málaga? Så svært kunne det vel ikke være at lære sproget. Skønt hun og Sergio ind til da kun havde talt engelsk med hinanden.

Det blev der øjeblikkeligt lavet om på efter ankomsten til middelhavskysten. »Mine svigerforældre kan ikke ét ord engelsk, hele vores omgangskreds er spansk, så dansk taler jeg kun, når jeg ringer til mine forældre.«

I dag er det mest hyggesnak, når Sara slår på tråden. »Men i begyndelsen var det for at berolige min mor. Hun var godt nervøs over, at jeg rejste så langt væk«. »Jamen, hvad skal der dog blive af hende?«, sukkede hun.

Faktaboks

Fakta

Men hun vidste også, at satte datteren sig noget for, kunne ikke syv vilde heste få hende fra det. »Og som bare 21-årig er optimismen 100 procent i behold«, griner Sara, der kom herned sidst i februar 2008. Og dermed havde tid til cirka et halvt års intensiv spanskundervisning, inden forelæsningerne begyndte i september. Heldigvis var mit ene år på Aarhus Universitet nok til at kvalificere mig til at blive optaget på medicinstudiet i Málaga.

»Jeg havde adresse hos Sergios mor og far. Universitetet krævede, at jeg boede i landet. Alligevel sendte man – typisk spansk – mine papirer til min gamle bopæl i Jylland. Og jeg har en idé om – uden naturligvis at være sikker – at fordi man havde kokset i det, ville man gøre det godt igen og lod mig komme ind som den eneste blandt 15 ansøgere«.

Dermed var »overraskelserne« dog ikke forbi. Saras – trods intensivkurset – begrænsede sprogkunnen fik hjælp fra uventet kant. »Det viste sig, at der hver dag var nogen, der tog notater af professorernes forelæsninger, som de renskrev og solgte til deres medstuderende. Dem købte jeg, så jeg kunne gennemgå det hele endnu engang om aftenen.

Det var nok ikke gået i Aarhus. Heller ikke, at jeg havde ordbog med til eksamen, hvis jeg ikke helt havde styr på et ord eller to«, fortæller Sara, der dog blev mest forundret over, at der ikke var noget egentligt pensum ved forelæsningerne. »Pensum – det var, hvad professoren nu fandt for godt at forelæse om. Og alt – næsten da – var teori«, siger Sara, der kun ganske sjældent var »ude i marken«. Altså på et hospital oplevede, hvordan lægegerningen virkede i hverdagen.

Seks år tog det, før Saras medicinske embedseksamen var i hus. Og så var hun endda blevet fritaget for de fag, hun havde været igennem i Danmark. Til gengæld spændte den »afgørende skriftlige afhøring« – altså den endelige eksamen – over fem timer. Som sagt med et så gunstigt resultat, at der var noget nær frit valg på alle hylder for Sara, der egentlig oprindelig havde onkologi øverst på ønskesedlen.

El Clinico

»Min mormor var død af kræft. Så meget naturligt var det der, jeg først ønskede at sætte mine kræfter ind«, erindrer Sara, som mener, at det var Sydspaniens bagende sol, der sporede hende ind på hendes nuværende speciale. »Andaluserne nyder da også solen. Men de har tilsyneladende langt større respekt for den solskoldning, som tusindvis af udlændinge dagligt udsætter sig for. Jeg kender i hvert fald ingen spaniere, der føler trang til at solbade mellem kl. 12 og 16. Og dermed yderligere øge risikoen for hudkræft. Eller også tænker de sig ikke om«, siger Sara, der sammen med alle de øvrige kommende medicinske kandidater måtte møde op i en kæmpemæssig hal i Madrid for at få deres karakterer. Og besked på, om drømmejobbet var i hus. »Det tog mere end en uge. De kunne jo højst nå 700-800 om dagen. Der sad jeg så den første dag og rystede for, at nogen skulle løbe af med den stilling, jeg havde sat næsen op efter«.

Det kunne Sara som nævnt have sparet sig. Hun kunne ovenikøbet vrage og vælge mellem tre hospitaler i Málagaprovinsen: Hospital Civil, Universitetshospitalet – kun kendt som El Clinico – samt et sygehus i Marbella. Og det blev altså førstnævnte, hvor hun indtil for nylig gjorde sig bemærket ved som den eneste at komme cyklende til sit 8-15-job – iført flagrende, hvid kittel. – Den tohjulede er dog midlertidigt sat i stativet. I hendes og kærestens lejlighed i Teatinos – universitetskvarteret – ventes der nemlig familieforøgelse her i oktober. »Han skal hedde Nicklas. Selv om Sergio vist nok stadigvæk tror, han kan få mig overtalt til det mere spanskklingende Nicolas«, griner Sara, der må vente endnu to år, før hun får diplom på, at hun er fuldt uddannet dermatolog. »Lige nu er jeg resident. En art praktikant, der arbejder på lige fod med de andre hudlæger på Hospital Civil, som man ikke ligefrem kan anklage for at klatte pengene væk.

Malingen skaller af rundt omkring på væggene. Her ser i det hele taget Herrens ud. Men da økonomien ikke er imponerende, vil man hellere bruge de sparsomme midler på patienternes ve og vel. Sådan er mentaliteten hernede – heldigvis«, forklarer Sara, der i den grad er faldet for sine nye landsmænd, at man næppe nogensinde vil se hende gå stuegang i fødelandet.

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Men der er mere glæde i hverdagen på disse kanter. Man er i hvert fald mere impulsive. I Danmark ville jeg formentlig ikke finde på at gå ud at spise på en ganske almindelig tirsdag aften. Det gør jeg gladeligt her. Om det så bare er en tapas – eller jeg nøjes med et glas vino tinto«.

Så hendes patienter kan tage det roligt. Doctora Simonsen bli’r, hvor hun er. À