Tabt mellem barn og voksen: Deva havnede i udredningssvakuum

Det var ikke noget, hun selv havde inde på lystavlen. Men da hendes lillebror gennemgik et udredningsforløb for ADHD, deltog hun i en fælles rådgivningssamtale for familien. Samtalen handlede om, hvordan de bedst kunne forstå og rumme brorens uro.

Det var under den samtale, at den 17-årige storesøster genkendte sig selv. Brorens vanskeligheder passede på flere punkter med hendes egne.

»Så begynder mig og min mor at snakke om det«, fortæller hun.

Op igennem folkeskolen havde hverken hendes forældre eller lærere overvejet, at Deva Frederiksen kunne have en diagnose. Hun klarede sig fagligt godt og fulgte »reglerne«. Der var ingen problemer med hende hjemme eller i skole.

Jo, hun blev opfattet som »lidt en bullerbasse«, der måske fyldte meget, men ikke noget, der kunne ligge en diagnose bag.

Dét ændrede brorens udredning. Det gik op for Deva, at hun gennem hele sin skoletid havde gået rundt med en konstant indre belastning, som ingen havde opdaget. Fordi hun var god til at kompensere, knokle igennem og tilpasse sig.

Selv om familiesamtalen om broren fundamentalt ændrede Devas forståelse af sig selv, ændrede den ikke Devas situation. Da hun efterfølgende selv rakte ud til systemet for at få en afklaring og noget hjælp, viste det sig hurtigt, at systemiske barrierer som skarpe aldersgrænser og lange ventelister placerede hende i et regulært psykiatrisk ingenmandsland.

»Når man er 17 år, som jeg var, så er man lige i midten. Så kan du ikke nå at få hjælp i børnepsykiatrien, og du er heller ikke gammel nok til at få hjælp i voksenpsykiatrien. Så der er noget tid dér, hvor du intet kan gøre«, fortæller hun ud fra egen erfaring.

For hende skulle der alligevel vise sig at være en løsning. Den vender vi tilbage til. Men i dag kigger hun tilbage på det udredningssvakuum, hun selv mødte, som et kæmpe problem for dem, der ikke er lige så heldige som hun.

»Jeg tænker: Hvordan fanden skal de klare det? Det er ærgerligt, for der er nok mange af dem, som ikke når at få de redskaber, som skal holde dem i gymnasiet, og som ender med at droppe ud, fordi det bliver for hårdt, og fordi de knækker«, frygter hun.

Belastning toppede i gymnasiet

Deva Frederiksen husker tydeligt, hvor hårdt det var op gennem grundskolen.

»Selv om jeg klarede mig godt, så ved jeg også, hvor meget jeg har knoklet«, siger hun i dag.

I gymnasiet blev det også tydeligt for hendes familie, for her brød hendes skjulte kompensationsmekanismer for første gang sammen. De øgede krav til selvstændighed og planlægning i gymnasiet gjorde belastningen voldsom i perioder. Hun fortæller selv, at hendes hjerne arbejdede uafbrudt i et højt tempo.

»Jeg har altid døjet meget med min hjerne, der kører med 200 km i timen hele tiden. Sådan noget med at komme til at afslutte folks sætninger, fordi det hele går så hurtigt for mig. Der har ofte været en følelse af at være meget for meget og fylde for meget«, fortæller hun.

Gymnasiets høje præstationskrav kombineret med en manglende kognitiv stopknap fik hendes indre uro til at accelerere.

»Jeg fik virkelig svært ved, at man i gymnasiet aldrig bliver færdig med ting. Der er altid noget nyt, du kan gå i gang med, eller du kan bruge mere tid på. Jeg kunne aldrig sige til mig selv, at nu er jeg færdig. Det gjorde helt sikkert, at jeg blev så presset«, fortæller hun.

I første omgang forsøgte hun at gøre, som hun altid har gjort: klare det alligevel. Hun opbyggede en struktur sammen med veninderne, så hun så vidt muligt altid vidste, hvornår de gjorde hvad fagligt.

»For ellers kørte det bare rundt i mit hoved. Jeg kunne aldrig finde ro«, siger hun.

Sammen med veninderne tilrettelagde hun ugentlige rutiner, hvor de hver mandag lavede musikaflevering, tirsdag danskaflevering og så videre. Mens hun bemærkede, at vennerne omkring hende navigerede sig igennem gymnasiet med en helt anden ro.

For gammel og for ung

Trods struktureringen kulminerede presset så meget, at Deva med lillebrorens nylige udredning, diagnose og medicinske behandling i baghovedet besluttede sig for selv at søge en afklaring. I første omgang hos sin egen praktiserende læge. Lægen gennemførte en test, men selv om resultatet lagde op til det ventede, kunne lægen fortælle hende, at de ikke kunne hjælpe hende videre med et offentligt udredningsforløb. Årsag: Som 17-årig faldt hun akkurat ned i et aldersmæssigt tomrum mellem børne- og voksenpsykiatrien.

Hun fik at vide, at børne- og ungdomspsykiatrien ville afvise et forløb, da den lange ventetid ville betyde, at hun ville ende med at fylde 18 år inden den første samtale. Samtidig viste det sig, at voksenpsykiatrien ikke kunne modtage en henvisning, før hun var fyldt 18 år.

»Så man står dér, hvor du ikke kan gøre noget. Og det er alligevel ret lang tid at skulle gå og vente. Du skal vente på, at du bliver 18, og så skal du igen vente, fordi der er så sindssygt lang ventetid i voksenpsykiatrien«, summerer hun paradokset op.

Med den dobbelte ventetid kunne Deva og hendes familie godt regne ud, at hun som 17-årig risikerede at være efterladt uudredt og potentielt ubehandlet i et par år mere. De akkurat vigtigste og hårdeste år i gymnasiet.

Derfor besluttede familien at gå en anden vej.

Fik hjælp i privatpraksis

I stedet for videre udredning oplyste lægen hende om muligheden for at få gratis psykologsamtaler gennem kommunen. Men det var ikke nok for Deva. Så i stedet fandt familien hjælp uden for det offentlige sundhedsvæsen.

Gennem en venindes mor fik hun en tid hos en privatpraktiserende psykiater umiddelbart efter sin 18-års fødselsdag. Det blev et vendepunkt for hende.

Psykiateren vurderede, at Deva udviste tydelige ADHD-træk, men også at hun især på grund af en god og velreguleret opvækst ikke nødvendigvis behøvede en formel diagnose eller for den sags skyld medicin. Var hun blevet mere belastet i barndommen, ville symptomerne være trådt mere frem, forklarede psykiateren.

Under samtalerne med psykiateren blev hun også klogere på, hvordan hendes udfordringer kunne påvirke hendes fremtidige relationer og studier. Den faglige vurdering og forklaring gjorde med det samme en stor forskel for Deva.

»Det var virkelig rart, at der var en, der anerkendte og sagde: ,Ja, jeg kan sagtens mærke på dig og igennem det, vi snakker om, at der er noget her’. Det var virkelig rart at snakke med nogen om det. Også selv om det egentlig ikke blev til et stempel med en diagnose og en hel masse medicin«, fortæller Deva.

Samtaler gjorde forskellen

Netop den afklarende samtale har en overset værdi, mener Deva i dag. Hun oplever, at mange af hendes jævnaldrende i samme situation ikke efterspørger medicin eller diagnose, men mere en forståelse af deres egne vanskeligheder.

Før samtalerne kæmpede Deva med en følelse af at være forkert. Den selvforståelse ændrede samtalerne fundamentalt for hende.

»Samtalerne gav mig det, jeg havde brug for. En indre ro og en følelse af, at der ikke er noget galt med mig. Der er bare nogle ting, som er anderledes ved mig, som gør ting sværere for mig. Faktisk er det nogle gange bare det, der skal til. En samtale med en fagperson, der sætter sig ned og siger: ,Jeg forstår godt, det her. Det giver god mening’. Mere skal der nogle gange ikke engang til«, siger hun.

Hun afviser enhver italesættelse eller opfattelse af ADHD som noget nær en sygdom.

»Jeg tror overhovedet ikke, at det på nogen måde er en sygdom. Der er bare nogen, hvis hjerne er mere krøllet. Ved at tale højt om dét og sætte mere fokus på det i samfundet vil det naturligt blive nemmere for folk«, tror hun på.

Forebyggelse er vigtigst

I dag ville Deva ønske, at nogle omkring hende tidligere i hendes liv havde opdaget hendes udfordringer.

»Om det så havde været en pædagog eller en lærer, eller hvad ved jeg«, siger hun.

Hun er ikke bekymret for overdiagnostik af neurodivergens, som ellers fylder i den offentlige debat. Hun mener, at stigningen skyldes en øget aftabuisering. Flere tør tale om det svære, oplever hun.

Men hun kritiserer et system, hvor støtte til børn og unge i skolen eller gymnasiet kræver en formel diagnose. Den støtte fik hun ikke selv, fordi hun ikke endte med en diagnose på papiret. Men hun stiller også spørgsmålstegn ved den type støtte, der er til rådighed for dem, der får diagnosen.

»Ekstra tid gør det overhovedet ikke nemmere, når det i forvejen er svært at koncentrere sig i lang tid. Super, du får to timer længere til eksamen. Men det betyder, at du skal sidde der i to timer længere. Jeg er glad for, at jeg slap uden om den ekstra tid, for det var hårdt nok at sidde der i forvejen«, pointerer hun.

Hun argumenterer i stedet for mere fokus på forebyggende samtaler, og hun drager en parallel:

»Det er lidt ligesom med spiseforstyrrelser, hvor unge nærmest skal være ved at dø, før de kan få hjælp. Vi behøver ikke presse det så langt ud, at det er gået helt galt. Der er så meget forebyggende arbejde, man kan lave. Det ville et eller andet sted være billigere for et samfund end at vente på, at folk er på vej helt ud over kanten og derfor har brug for endnu mere hjælp«, siger Deva, der færdiggjorde gymnasiet i sommer og nu ser frem mod videregående studier.

Hun runder af:

»Selv om jeg ikke har fået en diagnose plantet i panden og fået en masse medicin, så har jeg lært nogle ting om mig selv, og hvordan jeg kommer bedst igennem det. Nogle gange er det bare en samtale med en fagperson, der skal til«.