Tabu om læger i misbrug

Det er en skyggeside i den hvide verden, at et stort antal læger er misbrugere af alkohol, piller, morfin mv. Medicinskabet og receptblokken er lige ved hånden, og det er relativt let at tage for sig. Omkring tusind læger menes at have et misbrugsproblem. Tallet er Sundhedsstyrelsens estimat, som bygger på en antagelse af, at andelen af misbrugere blandt læger svarer til andelen af alkoholmisbrugere blandt befolkningen, nemlig fem procent.

»Vi har ingen danske tal for det. En amerikansk undersøgelse siger 10-15 procent. Men vi har valgt at gå ud fra Sundhedsstyrelsens skøn. Og er tusind ikke nok?« sige Finn Zierau, der er psykiater og behandlende overlæge på alkoholenhederne i Region Hovedstaden.

Sundhedsstyrelsen har netop opgjort antallet af nye indberetninger om misbrugere fra embedslægerne i 2006. Der kom 26. I alt havde Styrelsens afdeling, som skal føre tilsyn med læger, der er indberettet på grund af misbrug, sidste år kontakt med 77 læger.

Det er ganske få, og det er da også kun en meget lille del af de misbrugende læger, der er i behandling. Der er ingen nøjagtig viden om det, men mellem 60 og 80 anslås at være i offentlig behandling. Derudover er et ukendt antal i privat behandling.

»Lægers store ansvar taget i betragtning er det nødvendigt, at der bliver gjort noget, før det går galt,« siger læge Per Madsen. Han har været misbruger i knap 16 år, de fleste af dem mens han fungerede som læge. I et interview med Ugeskriftet (side 1196) fortæller han om sit lange forløb som misbruger. Hans ærinde er at bidrage til at bryde det tabu, der er om lægers misbrug.

»Når læger har et misbrug, er det ekstra slemt. Ligesom når buschauffører, piloter og kaptajner har det. De har alle et ansvar for andre mennesker,« siger Per Madsen.

Af med fløjlshandsken

Faktum er, at ingen kender de nøjagtige tal for, hvor mange misbrugere der er, og hvor mange der er i behandling. Men at der er et problem, er almindeligt anerkendt.

»Uanset hvad, er der læger, der burde gå i behandling for et misbrugsproblem, men som ikke gør det,« siger Finn Zierau.

Der synes ikke at være afgørende tiltag på vej, der kan ændre situationen. Spørger man misbrugere, behandlere og myndigheder, peger pilen på kolleger, arbejdsgivere og det kollegiale netværk. Det er her, der skal strammes. Det er her, udfordringen skal tages op.

Får en læge mistanke om, at en kollega har et misbrugsproblem, skal det frem på bordet. Det mener Finn Zierau: »Fløjlshandsken må væk. Den fløjlshandske, der medfører, at man af misforståede hensyn undlader at gribe ind, hvis man har en mistanke om, at en kollega er misbruger. Jeg synes, at det er en kollegial forpligtelse at gøre noget. Ligesom hvis man får mistanke om, at en kollega har sukkersyge, så siger man gerne til,« siger han.

Ingen nemme løsninger

Arbejdsgiverne har også et ansvar. De fleste store sygehuse har en alkoholpolitik. Men der er ingen samlet viden om effekten, siger Anne Mette Dons, der er kontorchef for Enheden for Tilsyn i Sundhedsstyrelsen:

»Det er mit indtryk, at sygehusene kender deres ansvar på området. Men der er ingen sikker viden om, hvad de gør; vi hører ikke nødvendigvis om det. Men ser man det formodede antal misbrugere, lyder det som om, der godt kunne ydes en større indsats for at opspore dem.«

Mens rollen som opsporer kan tildeles arbejdsgiver og kolleger, hvis misbrugeren er sygehusansat, er det anderledes i praksissektoren: »Hvis der er læger i solopraksis, der misbruger, er vi afhængige af, at patienter eller familier indberetter. Der er ingen nemme løsninger,« siger Anne Mette Dons.

En del af de indberetninger, Styrelsen får, kommer fra egen læge, som har indberetningspligt, hvis der er grund til at tro, at patienten/lægen udsætter patienters liv for fare.

Sundhedsstyrelsen handler udelukkende på grundlag af en indberetning. Forpligtelsen, som den er formuleret i lovgivningen, er at sørge for, at patienter ikke bringes i fare på grund af en sundhedspersons misbrug. Styrelsen har en gradueret vifte af indgreb til rådighed.

»Vores redskaber er gode nok. Man kan nå langt med de forskellige aftaler, vi kan lave med pågældende læge, og med de kontrolforanstaltninger, vi har til rådighed. Hvis en læge ikke overholder aftalen, kan vi sætte ind med påbud og evt. et arbejdsforbud. Bliver det ikke overholdt, kan vi som sidste skridt fratage autorisationen. Ingen misbrugende læge, som vi kender til, får lov til at arbejde,« siger Anne Mette Dons.

Kollegialt netværk

Det er langtfra alle misbrugende læger, Sundhedsstyrelsen kender til. Men der er andre net, der kan opfange dem, uden at det nødvendigvis behøver at komme til Sundhedsstyrelsens kendskab. Et af dem er Det Kollegiale Netværk, som har rådgivere i hele landet. Netværkets sekretariat antager, at et ud af ti opkald til netværket drejer sig om misbrug.

»Vi bliver kontaktet af lægens omgivelser. Familie, kolleger, patienter eller personale. Jeg har aldrig oplevet at blive kontaktet af en læge, der selv havde et misbrugsproblem,« siger praktiserende læge Ole Riis, der har været rådgiver siden netværkets start i 1992.

Han er enig med Finn Zierau i, at omgivelserne i højere grad bør se det som sit ansvar: »Hvis den største hurdle er at få misbrugeren til at erkende, så er den næststørste at få omgivelserne til at sige: Du trænger til hjælp. Og jeg må indrømme, at jeg hører om misbrugere, som vi ikke kan nå. Jeg tror, at familie, patienter og personale er for eftergivende.«

Lykkes det først at få en misbruger til at aftale møde med en netværksrådgiver, er det Ole Riis' erfaring, at der skal en med til mødet, som har set lægen være påvirket eller misbruge.

»Det er vigtigt med et vidne, ellers vil misbrugeren nægte og sige, at der er tale om en misforståelse eller en engangsforeteelse. Så er der grundlag for at involvere embedslægen. Man kan se os som det menneskelige og lyttende tilbud, som kan hjælpe misbrugeren, før vedkommende ender i svære problemer. Hvis misbrugeren accepterer det, kan netværksrådgiveren henvise til en af de netværksbehandlere, der har lovet at hjælpe nødstedte kolleger. Alternativt kan der henvises til Lægeforeningens socialrådgivere eller til egentlige misbrugsbehandlingssteder. Det er vigtigt, at der sker en omgående indsats, fordi lægen ofte har gået længe med sine problemer,« siger Ole Riis.

Læger særligt svære

Også Per Madsen var misbruger i mange år, før han kom i behandling første gang. Og det var ikke af egen drift, men fordi han blev indberettet af en sygeplejerske.

Han fortæller: »Som afhængige mennesker har vi udviklet en næsten selvdestruktiv udgave af egenrådighed. Vi har en fejlagtig opfattelse af, at vi kan næsten alt, og i hvert fald ved vi bedst. Især når det drejer sig om emner, der vedrører vores eget liv eller vores gerninger.«

Men andre følelser blander sig og danner en kompliceret cocktail: »Vi skammer os så meget over os selv, at vi hellere lyver for os selv og andre. Vi kan gå rundt i ben ægtelse over den ulykke og sorg, vi har bragt os selv og vore nærmeste,« forklarer Per Madsen.

Særligt tilbud til læger

Et særligt tilbud til læger - og sygeplejersker - blev etableret sidste år på Alkoholenheden på Bispebjerg Hospital. Her kan man henvende sig anonymt og få tilbudt såvel gruppebehandling som individuel samtalebehandling. Der er løbende 20 læger i behandling i enheden, hvoraf nogle er henvist, andre er kommet af egen drift.

Centrets leder, Finn Zierau, har specialiseret sig i misbrugsbehandling af læger og har arbejdet med læger i 12 år. I alt har han behandlet 60-70 læger: »Behandleren, der sidder over for en læge, skal være godt rustet. Have en sundhedsfaglig baggrund på højt niveau, have pondus og være senior.«

I behandlingen arbejdes der med, hvordan man undgår tilbagefald, og hvordan man skal håndtere et »anfald.« Afhængigheden er en kronisk sygdom, som man skal lære at håndtere, ligesom astmatikere/diabetikere skal lære at håndtere deres sygdom, forklarer Marianne Gunst-Møller, der er daglig leder af enheden.

Mænd vil ikke snakke i grupper

Der er nogenlunde lige mange læger og sygeplejersker i behandling på enheden. Omkring halvdelen er blevet bortvist og sygemeldt fra arbejdspladsen. Den anden halvdel går i behandling, mens de arbejder. »I behandlingen bliver det banket ind med syvtommersøm, at hvis man får et anfald, så skal man ikke gå på arbejde. Det er ikke en skam at få et anfald. Bare man ikke går på arbejde,« siger Marianne Gunst-Møller.

Gruppebehandlingen, som blev indført for et år siden, har især tiltrukket sygeplejersker. Af de 18, der har deltaget i grupper, har kun to været læger.

»Det er nok en kønsting. Sygeplejerskerne er næsten alle kvinder, og alle lægerne, der er kommet her, er mænd. Og de er nok ikke så meget for at snakke i grupper. Det passer ikke så godt ind i deres selvopfattelse at sidde i en gruppe og snakke om sig selv. Det er ærgerligt, for det er vigtigt at have et netværk, som man kan søge støtte i efter behandlingen,« siger Marianne Gunst-Møller.

Støttemuligheder

Pensionskassen

Vælger en læge - evt. med støtte fra Det Kollegiale Netværk - at søge behandling for alkoholmisbrug, er der mulighed for at søge støtte i Lægernes Pensionskasse. Men ikke mange gør det. Pensionskassen oplyser, at den kun modtager 5-10 ansøgninger om året. Det er ellers meget nemt. Man behøver blot at skrive et par linjer om sin situation. De skal vedlægges en erklæring fra egen læge, der bekræfter, at han støtter ideen om at søge behandling for et alkoholmisbrug.

Netværket

Via sin netværksrådgiver kan man ansøge om et lån i netværket til favorable renter. Netværket havde ingen låneansøgninger sidste år.

Netværkets rådgivere kan findes under www.laeger.dk

Læs mere på WWW

Kollegialt netværk på Læger.dk

Alkoholenheden på Bispebjerg Hospital