Tag ikke ved lære af USA

Ugeskriftet har spurgt Barbara Starfield om hendes syn på nogle af primærsektoren største udfordringer i øjeblikket.

Hvad er det vigtigste, politikerne kan gøre for at fremme en stærk primærsektor?

Der er fire overordnede ting: De må bestræbe sig på at fordele ressourcerne så ligeligt som muligt. De må sikre, at patienternes egenbetaling eller -bidrag der, hvor de modtager sundhedstjenesten, bliver fjernet eller holdt meget lave. De må sikre, at sundhedsvæsenets finansiering er progressiv, så dem med de højeste indtægter eller den største formue betaler en større procentdel. Og de må sikre, at primærsektorens ydelser er omfattende nok til at imødekomme alle befolkningens behov - bortset fra dem, der er for sjældne til at kunne håndteres kompetent i primærsektoren.

Manglende sammenhæng i patientforløbene er et stort problem både i USA og her. Hvad bør gøres? Og hvori bør den primære sektors rolle bestå?

Man skal bestræbe sig på at skabe og fastholde kontakten mellem patienter og læger. Enhver person bør frit kunne vælge sin praktiserende sundhedsperson. Disse bør have registre over enhver, som tilmelder sig hos dem. Og så skal tilskyndelser til at søge specialisthjælp fjernes - bortset fra når det sker via henvisning fra primærsektoren.

De har været kritisk over for begrebet forebyggelse og engang sagt, at det »har mistet sin mening«. Hvad bør den primære sektor gøre - om noget - i forebyggelsesøjemed?

Primærsektorens rolle i forebyggelse er i hovedsagen at udføre sundhedsfremmende aktiviteter, herunder primær forebyggelse, og tidlig opsporing og sekundær forebyggelse over for individer, som har en særlig risiko. Så der, hvor det kræver viden om individet at identificere denne udsathed, så skal forebyggelse og sundhedsfremme håndteres i primærsektoren.

Der hvor risikoen hænger sammen med udsathed i særlige befolkningsgrupper, bør aktiviteterne udføres med fokus på befolkningsprincipper, og enten foretages af offentlige styrelser eller sammen med den del af primærsektoren faciliteter, der retter sig mod definerede befolkningsgrupper.

Er de for eller imod screening af store befolkningsgrupper - altså sunde mennesker? Og hvorfor? Hvordan afvejer man de positive og negative effekter af at screene?

Det afhænger af, hvilket sundhedsemne, man vil undersøge. Basalt set drejer det sig om at afveje fordele mod skadevirkninger i forskellige befolkningsgrupper, og forskningen kaster normalt ikke meget lys på dette. Og så bliver det et spørgsmål om lighed lige så meget som om effektivitet. Pressionsgruppper såsom organisationer for særlige sygdomme samt medicin- og udstyrsfabrikanter påvirker ofte beslutninger, som tages i fraværet af nogen evidens. Somme tider er disse interesser så stærke, at de overvælder beslutninger til fordel for forebyggelse og til ugunst for behandling.

Hvad - om noget - kan de nordiske lande lære af USAs erfaringer, især hvad angår primærsektorens rolle?

Kun at når den ikke findes, så lider befolkningens helbred og ligheden skade.