Tag uddannelseskulturen ved hornene

»Jeg må nok starte med at skuffe dig. Det er ikke raketvidenskab, vi bedriver her«.

Cheflæge Anne-Sofie Kannerup har rejst sig fra sit skrivebord på Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers for at byde Ugeskrift for Læger velkommen og indleder altså med den lakoniske beskrivelse af det arbejde for at sætte uddannelsen af kommende speciallæger i fokus, som afdelingen for nylig har fået Inspektorprisen for som »Bedste uddannelsesafdeling«.

Hun deler kontor med chefsygeplejerske Alice Rokkjær Linderoth, der nikker samstemmende, og selvom det måske ikke er raketvidenskab, er det delte kontor i sig selv et ganske godt udtryk for, hvad det er, de har gang i på afdelingen.

»Jeg har ikke hørt om andre steder i landet, hvor cheflægen og chefsygeplejersken sidder sammen på den her måde«, konstaterer Alice Rokkjær Linderoth.

På afdelingen satser man i en sjælden grad på netop det at dele: dele viden og kompetencer og dele administrative opgaver ud, så alle får ansvar for, at hverdagen kører. Og formålet med det hele er at sikre den bedst mulige uddannelse af de unge læger på afdelingen. Og det er lykkedes:

»Afdelingen har opbygget en helt særlig uddannelseskultur, der involverer hele afdelingen på tværs af faggrupper, og det gør, at uddannelseslægerne får et bredt samlet blik på området«, lød det i begrundelsen, da afdelingen fik Inspektorprisen i april.

Og i takketalen kvitterede afdelingen beskedent nok med en konstatering af, at »hvis vi kan gøre det, kan alle gøre det«.

Flad struktur – tydeligt hierarki

Chefkontoret, de syv uddannelsesroller, som afdelingen opererer efter, og hvad det så er, afdelingen konkret har gjort, vender vi tilbage til. Først giver vi ordet til en af dem, det hele handler om:

Sissel Dupont Ravn er i første del af sit HU-forløb, som startede i september 2023. Før det havde hun været på to sygehuse i Region Nordjylland, og det har hun været ganske glad for.

»Men det har været fantastisk at komme her. Som uddannelsessøgende er det jo uddannelse, jeg har fokus på, og jeg har ikke før oplevet et sted, hvor uddannelse er så højt på dagsordenen.

Det er aldrig tilfældigt, hvad du laver her. Du er på forhånd skemasat fuldstændig relevant til de forskellige funktioner, men hver morgen er der desuden en kultur for, at man kan rykke rundt på tingene, så det er de relevante personer, der kommer til at lave de relevante indgreb, så man lærer mest muligt. Alle på hele afdelingen er fuldstændig indforstået med, at uddannelse har høj fokus«, fortæller Sissel Dupont Ravn.

»På den måde er der en vild tværfaglig holdånd omkring uddannelse, og den kultur kommer fra Anne-Sofie, ja, men hele holdet af overlæger, afdelingslæger og sygeplejersker er med. Det gør bare, at det er enormt privilegeret at være uddannelseslæge her’«.

Sissel Dupont Ravn peger på, at det også er afgørende, at der er en fuld åbenhed om, hvem der har hvilke kompetencer. En »flad struktur med et tydeligt hierarki«, som hun kalder det.

»Samtidig med, at alle ved, hvem der sætter retningen, ved vi alle sammen, hvem der kan hvad, og hvem af os der mangler at lære det. Det er kompetencetavlen jo et stærkt udtryk for.

På sigt kæmper vi yngre læger jo om de samme stillinger, hvilket kan resultere i usund konkurrence. Her på afdelingen er der en kultur, hvor alle hjælper hinanden og er åbne om fejl og om, hvordan vi kan forbedre os. Jeg tænker på det som et virkelig sundt konkurrencemiljø, hvor man har lyst til at gå den ekstra mil for sine kolleger, for sin supervisor eller for sygeplejerskerne«, siger Sissel Dupont Ravn.

Et ekstra lag på vagtplanen

Kompetencetavlen, som lige er blevet nævnt, hænger et par kontorer fra chefkontoret, og den bestyres af Marlene Julia Sørensen, der er uddannelsesansvarlig ledende overlæge på afdelingen. Hun har været med helt fra starten af opbygningen af den uddannelsesindsats, der tog fart for alvor, da Anne-Sofie Kannerup blev cheflæge.

Tavlen – eller rettere tavlerne, for der er flere – er Marlene Julia Sørensen og hele afdelingens overblik over netop det der med, hvem der kan hvad, og hvem der skal have tanket nye kompetencer på. Og de er et vigtigt redskab i vagtplanlægningen for alle uddannelseslægerne.

»Planen skal ikke bare gå op, for jeg lægger det her ekstra lag på for at optimere den i forhold til de unge lægers uddannelse. Det er rigtig tidskrævende, men det giver så god mening at få vagtplanen til at afspejle, hvor de er uddannelsesmæssigt. For overblikkets skyld har jeg de her store tavler, hvor jeg kan se, hvad blok de er i, og hvilket niveau de er på.

Jeg tager f.eks. hensyn til, om introlægerne er i blokoplæring, og ud fra uddannelsesplanerne kan jeg se, hvad de hver især gerne vil. Hvis f.eks. en KBU-læge går efter at blive praktiserende læge og derfor godt kunne tænke sig mere tid i ambulatoriet, tager jeg højde for det.

På samme måde, hvis en KBU er meget interesseret i operationer, så skal vedkommende jo være assistent på et par operationer. Jeg prøver hele tiden på at planlægge det sådan, at de alle sammen får mest mulig læring ud af det«, fortæller Marlene Julia Sørensen.

Opgaver og ansvar til alle

Hun har selv en fortid som uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) og begyndte allerede dengang at pusle med at opbygge en mere systematiseret uddannelsesindsats med f.eks. et introduktionsprogram for de nye læger, som ikke fandtes på afdelingen dengang.

Og så tog hun hul på at dele ud af de 33 administrative poster, hun havde opgjort det til for afdelingen, og hvor hun på det tidspunkt selv sad med de 11. Den tilgang med uddelegering kom der fart på, da Anne-Sofie Kannerup blev cheflæge, og Marlene Julia Sørensen blev uddannelsesansvarlig overlæge.

»Da Anne-Sofie startede, blev vi enige om at tage udgangspunkt i listen og få fordelt opgaverne mere ligeligt og med afsæt i de syv lægeroller. Opgaverne blev delt ud, så alle fik et ansvarsområde – ikke sådan, at man står med hele ansvaret selv, men har ansvar for at formidle sit område ind i afdelingen, og det har vist sig at fungere supergodt«, fortæller Marlene Julia Sørensen.

Hun skrev desuden drejebøger til vejlederne, og vejlederansvaret blev omfordelt:

»Alle på afdelingen var gode kliniske vejledere, men der var mange, der ikke havde styr på alt det formelle, uddannelseslægerne skal igennem, så vi lavede drejebøger til hver vejlederfunktion.

Og så var det lidt uhensigtsmæssigt, at de helt nye KBU’ere måske havde den ældste overlæge som vejleder, for det var lidt for lang tid siden, vedkommende selv havde været turnuslæge. I stedet gav vi den opgave til introlægerne, som selv lige har været igennem KBU-forløbet. Det fungerer rigtig godt, og introlægerne får noget, de kan skrive på cv’et«, siger Marlene Julia Sørensen.

SOFA-par

Ligesom Sissel Dupont Ravn peger hun på kulturen omkring uddannelse:

»Alle har fået øjnene op for, hvor vigtig uddannelse er, og alle tager del i uddannelsesarbejdet ­– også de ældste overlæger. De bytter rundt, hvis det passer bedre, at en af de unge er med et andet sted, og hvor det i starten meget var mig, der om morgenen skulle stå og fordele og foreslå, hvem der gjorde hvad, så gør de det nu selv. De tænker i uddannelse hver dag.

En af de ældste kolleger sagde f.eks. forleden, at ,hov, der er da noget læring i, at der i dag skal lægges kateter og ventrikelsonde på en bedøvet patient, så er der ikke en af jer unge, der skal med over til det?’. Det blev jeg så glad for. Det er jo det, vi har arbejdet for, og det har alle købt ind på«, siger Marlene Julia Sørensen – og introducerer et nyt begreb: SOFA-par.

»Ledelsesmæssigt kalder vi os SOFA-par, når vores UKYL og jeg sidder inde i sofaen hos Anne-Sofie – og S’et i SOFA står for samarbejde og er det første af vores syv uddannelsesråd. Vi har i mange år talt om de syv lægeroller, men nu tager vi skridtet videre og har lavet de her syv uddannelsesråd for at signalere, at hvis du for alvor skal ændre noget, når det handler om uddannelse på afdelingerne, så skal der ledes og tages ansvar oppefra«, siger Marlene Julia Sørensen.

Giv det videre

Inde på chefkontoret udveksler Alice Rokkjær Linderoth og Anne-Sofie Kannerup informationer om et par af dagens gøremål, før cheflægen sætter ord på den proces, hun synes fortsat er i gang. Og om det mål, hun satte sig, da hun startede for seks et halvt år siden.

»Jeg ville opbygge et udannelsesmiljø, der var anderledes end det, jeg selv blev uddannet under. Jeg har selv været uddannelsesansvarlig yngre læge, så jeg vidste, at hvis man vil lykkes, skulle det ske gennem både tydelig ledelse og komme nedefra. Det handler bl.a. om at have delt kompetencer ud på flere hænder, og om at man få motiveret det enkelte individ til at spille ind i det samlede team.

Jeg satte mig tidligt for, at vi skal blive den bedste uddannelsesafdeling i landet – og det at vi nu har fået en pris for lige det, viser, at hvis man sætter sig et mål og følger sin strategi, er det vejen til at lykkes. Men det kræver selvfølgelig, at man er parat til at ændre på nogle ting, og ikke mindst, at man får alle med om bord«, siger Anne-Sofie Kannerup.

Og det er så den kulturændring, det hele handler om – eller rettere: en ændring af uddannelseskulturen. Og det handler for de erfarne læger i høj grad om at give fra sig – både viden og kompetencer og dermed også noget af den magt og de privilegier, som de to ting giver:

»Uddannelsessystemet har historisk set været – skal vi sige – noget hierarkisk opbygget med lagene af uddannelseslæger, yngre læger, afdelingslæger og overlæger, og kompetencer kan være et privilegie at have, for så kan man lidt groft sagt sætte dagsordenen for, hvordan tingene skal indrettes.

Men hos os er det sådan, at så snart man har tilegnet sig en operativ kompetence, er man mere eller mindre forpligtet til at dele den og give den videre til en yngre person, så man får kompetencerne fordelt på flest mulige. Også de mest erfarne læger har skullet give kompetencer fra sig, Det skulle lige løbes i gang, men i dag kan alle se fordelene og vil ikke være det foruden.

Gevinsten er uden tvivl, at de yngre læger får tilegnet sig kompetencer, og de mere erfarne læger er blevet frigjort fra rigtig mange opgaver, der tidligere kun lå på deres bord, så de nu kan tage sig af de mest komplekse procedurer. Det giver virkelig mening for dem, og som leder er det en win-win, da du får en langt, langt større fleksibilitet i dagligdagen hvilket gør os mindre sårbare som organisation og afdeling«, siger Anne Sofie Kannerup.

Små, men vigtige opgaver

Tværfagligheden er et andet bærende element, fremhæver hun – og det er noget, afdelingen har særligt fokus på i forhold til alle faggrupper.

»Det er jo ikke læger, der én til én uddanner læger. Tværtimod er de yngre læger en rigtig stor del af tiden sammen med andre faggrupper end deres lægekolleger. Det er i høj grad sygeplejersker, der er med til at uddanne og vejlede lægerne, når de går stuegang sammen, når de er i ambulatoriet, og når de ser akutte patienter.

Og så har vi været fremsynede og brugt vores koloskoperende sygeplejersker til at uddanne vores yngre læger, så vi har kunnet frigive lægeressourcer. Den måde at arbejde sammen på har givet både sygeplejerskerne og de yngre læger vildt meget, både i forhold til ansvar for sygeplejerskerne og i relationen – og det har givet os en fleksibilitet, der gør, at vi meget sjældent aflyser«.

Anne-Sofie Kannerup peger også på, at tildelingen af de administrative opgaver har flere formål:

»Det har været mig meget magtpåliggende, at alle læger fik et administrativt ansvarsområde. Små organisatoriske og ledelsesmæssige opgaver alt efter interesse og hvilket niveau, de var på, og medfølgende mandatet til at udføre opgaven. Det at alle uddannelseslæger fra første færd har en administrativ opgave i afdelingen, giver dem et tilhørsforhold til afdelingen. De oplever sig i højere grad som en del af afdelingen, i og med de får et ansvar og løfter en vigtig opgave.

Det er et mega simpelt greb, men jeg skal love for, at de yngre læger vokser med opgaven – altså, nogle gange får vi noget tilbage, hvor vi tænker hold da op, hvor er det gennemtænkt, det er lige til at implementere. Det er en fornøjelse at se de yngre læger tage ejerskab, og det er interessant at få andres blik på vores afdeling og de måder, vi gør tingene på.

Grundlæggende er vi i uddannelsesteamet og afdelingen lykkedes med at opbygge et uddannelsesmiljø, hvor vi har ændret kulturen. Det, at ansvarsområder lægges ud til den enkelte læge, gør, at alle oplever sig som en del af afdelingen, de har en stemme og føler et højere grad af ansvar for at tage del i den fælles opgave som eksempelvis at give kompetencer videre«, fortæller Anne-Sofie Kannerup.

Og det smitter – både i hverdagen og på mulighederne for at rekruttere.

»Vi har kunnet se en ekspotential stigning i antallet af ansøgere. Da vi slog den seneste introstilling op i februar, kom der 23 ansøgninger – det er altså rigtig mange for et hospital som os. Men det er jo også, fordi det rygtes, at hvis man kommer som yngre læge og måske ikke har mange kirurgiske kompetencer fra starten, så har man alligevel et ståsted og muligheden for at løfte sig på mange andre område «, siger Anne-Sofie Kannerup.

Få pillet ved privilegierne

Netop blikket for helheden kan godt tåle en opgradering i lægestanden, mener hun.

»Vi har syv lægeroller, og den medicinske ekspert er bare én af dem – men de øvrige seks er lige så vigtige for at kunne udfylde den samlede gerning som læge. Hvis ikke man kan kommunikere, samarbejde og være med til at organisere på det niveau og og ind i den kontekst, du er en del af, så fejler man. Hvis man tror, man kun skal dygtiggøre sig som medicinsk ekspert, og det er det, der ligger i opgave som læge, så har man misforstået sin opgave og mistet det fokus på helheden, som er nødvendigt for det samfund, vi lever i.. Vi er fælles om opgaven, den løses ikke alene. Og det er vi meget eksplicitte på her hos os«.

Og de gode råd til andre afdelinger, der vil i gang med at løfte uddannelseskulturen?

»Man skal være tydelig på, hvilken ledelseskultur og hvilke værdier man lægger i afdelingen, og tydelig på, hvad det er for en lærings- og uddannelseskultur, der er målet. Vi taler meget om tværfagligt samarbejde og om ansvar, men det er også vigtigt at det praktiseres som en naturlig del af hverdagen – at vi som afdelingsledelse arbejder tværfagligt, vi uddanner tværfagligt og at vi tager ansvar for at vær fælles om patientbehandlingen.

Og så handler det om, at man som ledelse skal have modet til at pille ved privilegier. Viden er magt og kompetencer er også magt, og har du overlæger med privilegier, de holder på – så er det en stærk kultur, du er oppe imod, og tingene er svære at ændre.

I samfundet anno 2024 bliver vi nødt til allesammen at flytte os. Vi har generationer, der kommer ind med nye forventninger, og vi er et sundhedsvæsen, der er presset på mange områder. Jeg tror ikke, det er læger på hospitaler, vi kommer til at mangle fremadrettet, men de læger, der er, skal vi passe og sikre, at de arbejder så hensigtsmæssigt som muligt, og her er det at dele deres kompetencer, så alle kan tage del i opgaven en vigtig forudsætning«, siger Anne-Sofie Kannerup.