Tak for tilliden

Siden sidste lørdag har jeg kunnet kalde mig formand for Lægeforeningen. Det er en ønskepost, og jeg er meget glad for den tillid, som den er udtryk for. Tak for det.

Det er i turbulente tider, jeg starter som formand. Underskud i regionerne og fyringer på sygehusene, som ville være utænkelige for blot få år siden. Det presser medarbejderne og det presser patienterne. Derfor vil jeg arbejde for, at læger og patienter - og deres organisationer - i endnu højere grad forener kræfterne på de vigtige sundhedspolitiske områder. F.eks. når det gælder en behandlingsgaranti, som tager hensyn til, hvor alvorligt syg patienten er.

Regeringen har haft held med at sælge det udvidede fri valg (en månedsgarantien) som et fremskridt for patienterne. Sådan kan det også opleves, hvis man er en af de patienter, der hurtigt får behandlet sit syge knæ. Men for alle de andre tusinder af patienter med komplicerede sygdomme og andre lidelser, som de private sygehuse ikke kan behandle, er der i dag ingen garanti. Det er ikke fair. De alvorligst syge skal til først - og det skal ske tidligere end i dag. Det er helt afgørende for Lægeforeningen, at patienter behandles i en rækkefølge, som i sidste ende giver mest sundhed. Sundhedsfaglig fornuft og hensyn til patienterne må veje tungere end slagord om ret til behandling efter en måned. De lyder af mere, end der er dækning for.

I det hele taget efterlyser jeg mere direkte meldinger fra politikerne. Det er mærkeligt for os, som hver dag arbejder i sundhedsvæsenet, at opleve, hvordan de nægter at se i øjnene, at der er behov for at prioritere - i hvert fald vil de ikke diskutere det. Det er klart, at det er en ømtålelig og svær diskussion at tage fat på. Hvem bryder sig om at skulle sige, at der ikke bare er penge til at behandle alle lidelser optimalt?

Det er positivt, at regeringen har friholdt sundhedsvæsenet fra besparelser, som andre sektorer må igennem. Men ikke desto mindre falder væksten i de kommende år samtidig med, at befolkningen vil blive ved med at stille krav om nye - og ofte dyre - behandlinger. Det nødvendiggør, at regeringen aktivt forholder sig til problemet, og Lægeforeningen bidrager gerne. For sker der ikke noget, så foregår prioriteringen bare skjult, og de patienter, der er dårligst til at råbe op, bliver taberne.

En anden mærkesag for mig er sammenhæng i sundhedsvæsenet, og her har vi som læger også fælles sag med patienterne. Det er vigtigt, at vi ser hver vores indsats som led i en kæde og lever os ind i, hvordan det er at være patienten, som ofte er i mange hænder i et sygdomsforløb. Det betyder meget for kvaliteten af behandlingen, at patienten møder en læge, som i forvejen har alle nødvendige informationer fra f.eks. egen læge. At der er styr på prøvesvar, ekstra undersøgelser, indkaldelse til operation osv. Et vigtigt hjælpemiddel i den proces er et sundheds-it-system, der fungerer på tværs af sygehuse og sektorer, og her er der heldigvis opmuntrende signaler fra sundhedsministeren, som har lagt op til en strammere national styring af arbejdet med it. Forhåbentligt følger der også penge med.

Læger er i dag en af mange aktører i sundhedsvæsenet. Vores rolle har forandret sig meget i de sidste årtier, og vi har skullet vænne os til at skulle argumentere mere for vores synspunkter hos f.eks. patienter, presse og politikere. Men selv om vi nogle gange synes, at vi får en hård medfart, så vinder vi mest ved at droppe ethvert tilløb til offerrolle. Tværtimod kan vi godt tillade os at være stolte over at være læger. Vi har gode argumenter på hånden, og jeg vil arbejde for, at de får endnu større vægt.