Fakta
De bedste familier
For få dage siden var Cheminovas forurening igen i medierne: »Forurening værre end antaget« og »Kviksølvniveau 1000 gange højere end tilladt i jorden« var nogle af de overskrifter der endnu engang tonede frem. Det bliver kaldt en generationsforurening. Og endnu engang undres man over, at det kunne gå så galt.
I »De Bedste Familier« følger vi to familier i 50-erne og 60-ernes Lemvig. To familier hvis liv, på godt og på ondt, er involverede i kemifabrikken Cheminova. I en lavmælt, men insisterende, nærmest jysk, tone beskriver Kim Blæsbjerg hvordan det gik så galt og tilbyder også forklaringer på hvorfor det gik så galt. En fattig egn i Danmark får pludselig mulighed for at hoppe på udviklingens tog i takt med at den nye kemifabrik Cheminova udvider, og flere og flere får arbejde. Det er socialrealisme så det basker. Men også en historielektion for os der, hellige og rene i vores økologiske, klimavenlige liv, stå på skuldrene af dem der gik før os. De der arbejdede hårdt og beskidt for at deres børn kunne få et bedre liv end dem selv. Og betalte dyrt med deres helbred og med deres stolthed, og selvom de var klar over, at ikke alt var som det skulle være, tav. »Og ja, der er visse ting, man bider i sig for kollektivets skyld« som af personerne i bogen siger. Det er arbejde, udvikling og indtjening før individets og miljøets ve og vel.
Arbejdsmiljø var ikke noget der blev talt højt om på den egn og den lokale læge mener da også, i bogen, at forgiftninger af bl.a. kviksølv blot skal hviles væk. Undervejs i læsningen glædes man over at arbejds- og miljømedicinen står et helt andet sted i dag. Men hvad de massive forureninger af hav, fjord og strand har gjort og stadig gør ved dyr, planter og de mennesker der eksisterer i området har vi formentlig kun forstået lidt af.
Bogen er i øvrigt underholdende læsning med en bred palette af intriger, utroskab og naturbeskrivelser. Den ene side tager den anden og bogen kan varmt anbefales som sommerferielæsning, tankevækkende og interessant som den er