Danmarks hidtil største screeningsprojekt sigter mod at finde ca. 2.000 tilfælde af tarmkræft blandt de 50-74-årige om året. Screeningen starter samtidig i alle fem regioner. Ny og mere effektiv test skal afsløre flere tilfælde af okkult blod i afføringen og gøre det lettere at få befolkningen til at deltage. Deltagerne kan nøjes med at indsende én enkelt prøve.
I alt 1.000 borgere skal screenes for blod i afføringen for at forebygge et enkelt dødsfald af tarmkræft.
Sådan ser oddsene ifølge en ny Cochraneanalyse ud forud for Danmarkshistoriens største screeningsprogram, som rulles ud med starten af det nye år. Alle danskere i alderen 50-74 år bliver fra 2014 tilbudt screening for tarmkræft hvertandet år. I løbet af fire år – frem til udgangen af 2018 - skal målgruppen på ca. 1,6 mio. individer have modtaget deres første screeningstilbud. Herefter vil de 50-74-årige få et screeningstilbud med posten hvert andet år, frem til de runder de 75 år. Det betyder, at de fem regioner hvert år vil invitere 800.000 borgere til at deltage i screeningen for tarmkræft. Udgiften skønnes alene i 2014 at overstige 200 mio. kr.
Det var den tidligere regering, der tilbage i 2010 - som led i den nationale Kræftplan III – besluttede at indføre landsdækkende screening for tyk- og endetarmskræft. Beslutningen var bl.a. baseret på to MTV-rapporter fra Sundhedsstyrelsen, som begge anbefalede at screene for sygdommen, der hvert år rammer ca. 4.200 danskere og hvert år slår omkring 2.000 danskere ihjel.
Beslutningen var desuden baseret på to testforsøg i 2005 og 2006 i det tidligere Vejle Amt samt Københavns Amt. Erfaringerne herfra viste, at det var praktisk muligt at gennemføre screening baseret på afføringsprøver i den almindelige befolkning. Men de viste også, at tilslutningen til screeningsprogrammet lå lavere end forudsat. Kun omkring 48 pct. af de inviterede sagde ja til at deltage.
Til gengæld blev 64 pct. af de identificerede kræfttilfælde fundet i tidlige stadier af sygdommen.
Sundhedsstyrelsen håber, at man kan øge deltagelsen i den landsdækkende tarmkræftscreening til omkring 60 pct. Det skyldes ikke mindst, at man denne gang har gjort det betydeligt lettere for borgerne at deltage. De kan nøjes med en enkelt test.
»I de tidligere screeningsforsøg skulle deltagerne tage i alt tre afføringsprøver, og vi ved, at det har været en barriere for mange. Ikke nok med at folk pludselig skulle i kontakt med deres egen afføring – de skulle ovenikøbet gøre det tre gange. Det var ikke bare grænseoverskridende, men også besværligt«, fortæller overlæge i Sundhedsstyrelsens Enhed for Sundhedsplanlægning, Ole Andersen.
Samtidig er den ny teknik langt mere forfinet end den, der blev brugt i de tidligere screeningsrunder. »Vi har valgt en ny langt mere følsom (immunkemisk red.) metode til at teste afføringen for mikroskopiske blodspor. Den er så ny, at den aldrig tidligere har været anvendt i befolkningsundersøgelser. Vi regner med at finde dobbelt så mange tilfælde af okkult blod fra tarmen, som man kunne med den hidtidige opsporingsteknik«.
Screening for blod i afføringen vil formentlig afsløre okkult tarmblødning hos omkring. 22.000 borgere(ca. 5 pct.) på årsbasis. De skal alle have tilbudt en kikkertundersøgelse i form af en koloskopi, hvor hele tyktarmen undersøges.
Koloskopien vil finde forstadier til tarmkræft hos 14.000-15.000 af 800.000 screenede. Knap 10 pct. (én ud af 11) af de koloskoperede vil have tarmkræft.
»Vi håber på sigt at kunne nedsætte dødeligheden af tarmkræft for de screenede befolkningsgrupper med 25 pct. Vi forventer samtidig, at screeningsprogrammet på årsbasis vil identificere ca. 2.000 tilfælde af tarmkræft«, fortæller Ole Andersen. Han fortæller videre, at man i regionerne er i gang med planlægge informationskampagner, der skal øge borgernes motivation til at deltage i screeningen.
Men kunne man i virkeligheden forebygge langt flere dødsfald af tarmkræft, hvis man valgte en anden screeningsmetode?
Det mener læge dr.med. Karsten Juhl Jørgensen fra Det Nordiske Cochrane Center på baggrund af et nyt Cochranereview, der sammenligner effekten af screening for blod i afføringen med kikkertundersøgelser af endetarm og nederste del af tyktarmen(sigmoideoskopi). Reviewet påviser, at en enkelt kikkertundersøgelse (sigmoideoskopi) forebygger dobbelt så mange kræftdødsfald som screening for blod i afføringen.
Til brug for sammenligningen har forfatterne gennemgået i alt fire lodtrækningsforsøg, hvor deltagerne er testet for blod i afføringen, og fem lodtrækningsforsøg, hvor man har testet effekten af kikkertundersøgelser (sigmoideoskopi).
»Screening for blod i afføringen kan forebygge ét dødsfald for hver 1.000 personer, der bliver screenet. Afføringstesten nedsætter ikke forekomsten af tarmkræft, mens sigmoideoskopi nedsætter forekomsten af tarmkræft med ca. en femtedel. Det svarer til fire færre kræfttilfælde pr. 1.000 undersøgte. Det er alt andet lige bedre at satse på en metode, der forebygger, at folk udvikler en kræftsygdom«, siger Karsten Juhl Jørgensen. Han opfordrer sundhedsmyndighederne til at genoverveje det planlagte screeningsprogram for tyk- og endetarmskræft.
Hertil siger overlæge i Sundhedsstyrelsen, Ole Andersen, at man skal huske på, at screeningstilbuddet henvender sig til raske borgere. Man må derfor nøje overveje, hvilken grad af komplikationsrisiko man vil udsætte dem for.
»Selvom risikoen ved sigmoideoskopi er lille, så er den til stede. Desuden vil metoden overse 40 pct. af kræfttilfældene, fordi den kun undersøger en del af tyktarmen. Vi ved også, at borgerne foretrækker at få hele tyktarmen undersøgt i form af koloskopi, hvis de kan vælge mellem de to metoder, fordi mange, der får foretaget en sigmoideoskopi senere får lavet en supplerende koloskopi pga. patologiske fund.
Jeg tvivler også på, at vi kan få så stor tilslutning til sigmoideoskopi, som i de amerikanske undersøgelser, Cochranereviewet henviser til. Det ville jo kræve, at vi skulle undersøge 1,6 mio. danskere forebyggende. Dels har vi ikke resurserne til det, dels tror jeg ikke, vi kunne få danskerne med på det. Selvom en kikkertundersøgelse af tarmen normalt ikke gør ondt, er den jo ikke ligefrem behagelig«, lyder det fra Ole Andersen.
Speciallæge i mave-tarm-kirurgi Hans Raskov, Frederiksberg, møder i sin dagligdag de patienter, der ville have haft glæde af en tidlig opsporing af tarmkræft. Han er medlem af Hovedstadsregionens taskforce for tarmkræftscreening.
»Tarmkræft er en lumsk sygdom, der udvikler sig langsomt over 10-20 år. Et af de første tegn på tarmkræft er skjult/usynligt blod i afføringen. Sygdommen giver ingen symptomer i starten, og uden screening har 20-25 pct. allerede spredning til andre organer på diagnosetidspunktet.
For sygdommen som helhed er femårsoverlevelsen 55 pct., men er der spredning til andre organer dropper femårsoverlevelsen til under 10 pct.
Har man klassiske symptomer på tarmkræft med vægttab, træthed, ændrede afføringsvaner/blødning og mavesmerter, er sygdommen som oftest fremskreden.
I de tidligste stadier, som kan fanges ved screening, er overlevelsen imidlertid over 90 pct. Derfor er screening en god idé«, fortæller Hans Raskov, og tilføjer:
»Vi har måttet vælge en screeningsmetode, der er praktisk gennemførlig, og som vi ved har effekt. Og her har vi skelet til England, hvor man har screenet for blod i afføringen siden år 2000. Deres resultater viser, at de har formået at reducere dødeligheden af tarmkræft blandt de screenede med 25 pct.
I den idéelle verden skulle alle koloskoperes (kikkertundersøgelse af hele tyktarmen), men det har vi i Danmark hverken økonomiske resurser eller kapacitet til. Når screeningsprogrammet er helt oppe at køre om fire år, skal der alene i Region Hovedstaden foretages 16.000 ekstra koloskopier om året. For hele landet er tallet ca. 44.000 ekstra koloskopier«.
Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, siger, at ethvert screeningsprogram byder på et dilemma.
»Ingen tvivl om at screening er kommet for at blive som en del af sundhedsvæsenet, og at det indebærer mange fordele, fordi man opsporer nogle sygdomme og måske tilmed redder menneskeliv. Men hvis vi ser bort fra de nytteetiske perspektiver, så har screening også nogle menneskelige omkostninger, som vi som samfund er nødt til at forholde os til.
Når vi giver os i kast med at finde ‚fejl‘ hos den raske del af befolkningen, kan vi ikke undgå at gøre en masse mennesker unødigt bekymrede. Når opgaven består i at opspore sygdom, vil vi uværgerligt sygeliggøre mennesker, som ved nærmere undersøgelse viser sig at være raske. Den bekymring skal vi have med, når vi beslutter os for at iværksætte et screeningsprogram. Kan det at finde nogle få syge opveje ulempen for alle de raske?« spørger Jacob Birkler.
Han siger videre, at alene eksistensen af et screeningstilbud sætter befolkningen under pres. »Den enkelte er selvfølgelig fri til at vælge tilbuddet fra. Men hvis de så har sagt nej tak og alligevel bliver syge, vil de måske bebrejde sig selv, at de ikke lod sig screene...«.
