Skip to main content

Tarmkræftscreening ligner en succes

Foreløbige opgørelser tyder på, at det godt et år gamle screeningsprogram for tarmkræft er en succes. Men det trækker flere ressourcer end forventet og det betyder, at flere regioner har nedsat kadencen på indkaldelser til programmet. Læs også: Screening- og pakkeforløb sætter ikke-kræftpatienter på stand-by.

Tarmkræftscreeninger har betydet en voldsom stigning i antallet af koloskopier. Arkivfoto: Claus Boesen.
Tarmkræftscreeninger har betydet en voldsom stigning i antallet af koloskopier. Arkivfoto: Claus Boesen.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

20. maj 2015
3 min.

Til efteråret kommer den første vurdering af screeningsprogrammet for tarmkræft, som blev indledt i marts sidste år. Men allerede nu tyder de tilgængelige data på, at det er en succes.

Efter de første tre måneder blev der lavet en pilotrapport, og den viser, at deltagelsesprocenten er på 60 pct. for regionerne på nær Region Hovedstaden, hvor den er på 57-58 pct. Det er fint – det er en forudsætning for at screeningsprogrammet er omkostningseffektivt, at omkring 40 pct. deltager.

Omkring 6,7 procent af de borgere, der deltager i programmet, er positive – dvs der bliver fundet blod i afføringen, og det udløser en koloskopi.

”Det er flere end forventet i forhold til de udenlandske tal, som er lagt til grund for programmet. I Holland er det fx 5, 3 pct. Forklaringen kan være, at deltagerne i det danske program er ældre,” siger Morten Rasmussen, chef for screningsprogrammet i Region Hovedstaden og formand for Dansk TarmkræftScreeningsdatabase (DTS).

Succesen har dog en bagside. I 2014 var der på landsplan 15.311 borgere, som havde en positiv test. De skal ifølge Sundhedsstyrelsens krav tilbydes en koloskopi inden for 14 dage. De mange koloskopier er en så stor udfordring, at flere regioner her i foråret har bremset op for indkaldelse til screening.

”Det er en midlertidig nedsættelse af invitationshastigheden for bedre at kunne nå at tilbyde alle med spor af blod i afføringen en koloskopi inden for de 14 dage,” siger Morten Rasmussen.

Han oplyser, at antallet af positive prøver svinger meget fra uge til uge, derfor kræver det en stor ekstra koloskopi-kapacitet at kunne tilbyde koloskopien inden for 14 dage.

”Det betyder ressourcemæssigt et kæmpepres på sundhedsvæsenet,” siger Morten Rasmussen, der peger på, at det ikke alene er et resultat af screeningen. Antallet af patienter, der henvises til kræftpakkeforløb, som i vid udstrækning trækker på de samme ressourcer, er også i stærk stigning. I 2013 blev 22.368 patienter henvist og det var i 2014 steget til 31.225 på landsplan.

Der er endnu ingen tal på landsplan for, hvor mange, der blandt de positive fund ved screeningen, der har cancer, men i Region Sjælland er det 9 pct. og størstedelen af dem er i tidlige stadier.

Det giver anledning til optimisme, mener Morten Rasmussen:

”Fortsætter de positive tendenser med en høj deltagelse og mange fund af tarmkræft i tidlige stadier, vil det have en stor effekt på dødeligheden af tarmkræft,” siger han.