Teateranmeldelse: Brødrene Løvehjerte

Denne usukrede forestilling om døden er stærkt anbefalelsesværdig. Medbring gerne et barn over otte år, eller kom selv. Vi så stykket til et næsten fuldt hus, og alle aldre var repræsenteret. En gruppe ældre herrer iført strikkede veste havde lige som os kun medbragt det indre barn.

Brødrene Løvehjerte er Astrid Lindgrens smukke historie om de store spørgsmål i livet – død, håb, mod, ondskab, modning, solidaritet og kærlighed. Hun skrev den i 1973, og den var ikke let for hende.

I Jens Andersens biografi »Denne dag et liv« besvarer hun spørgsmålet om, hvorvidt børn kan rumme den forfærdelige sandhed om døden, med et modspørgsmål: »Hvorfor ikke? Børn er ikke nær så bange for døden som voksne. De er bange for at blive ladt alene«. Og et andet sted: »Jeg tror på børns behov for trøst. Da jeg var barn troede man, at man kom i himlen, når man døde, og det var så afgjort ikke det allermorsomste, man kunne forestille sig. Så tænkte jeg: Man kunne måske give dem et andet eventyr, som de kan varme sig ved, mens de venter på livets uundgåelige afslutning«.

I Skuespilhusets opsætning får fantasien vinger i en flot og enkel opsætning, hvor videografik og tredimensionel animation udgør den vellykkede, filmiske kulisse. Lærredet fungerer, som om man selv er i et mægtigt computerspil, der går op i en højere enhed med såvel menneskene på scenen som et flot lydbillede.

Syg og vanfør ligger drengen Tvebak på sin slagbænk og fortæller om sig selv og om sin stærke, raske bror Jonathan. Der går ikke mange minutter ind i stykket før Tvebaks første alvorlige sætning i eventyret kommer: »Jeg skal snart dø!«.

Flere børn griner – af forlegenhed eller overraskelse. De griner også med genkendelse og lettelse, når Tvebak og Jonathan i glæde løber rundt i en cirkel, hver gang de ses efter en adskillelse. Derfra går det mod uhygge, og mange i salen sidder pludselig på skødet af deres voksne. Vi andre er såmænd heller ikke uberørte. Stykket giver et godt afsæt for fantasien. Både for hovedpersonen og for os andre som publikum. Teatret som illusion lykkes her, f.eks. ser vi aldrig den onde Tengil. Der peges ud i mørket, og det vi ser, er bare hans symboler. Uhyggen fungerer. For ondskab findes. Og nogle gange må man sætte sig aktivt til modværge mod de mørke kræfter, for »ellers er man bare en lille lort«.

Skuespillets karakterer er lige netop modige, hver på sin måde. Marta, en ældre kvinde, der tager sig kærligt af brødrene Løvehjerte, ofrer uden at tøve sit liv for dem. Også lillebror Tvebak sætter alt på et bræt og udfordrer sin angst, når det virkeligt gælder. I Astrid Lindgrens univers er mod således langtfra forbeholdt helteskikkelser som den i udgangspunktet stærke og usårlige Jonathan – også bedstemødre og handikappede grønskollinger kan være med her.

Dejligt at tænke på, at når det går galt i det første paradis Nangijala, findes der et til, Nangilima, som Tvebak tager springet til med sin døende bror på ryggen. Håb skal vi altid have med os. Børn som voksne.