Skip to main content

Teateranmeldelse: Det Store Stilehæfte

Foto:  Åsmund Sollihøgda
Foto: Åsmund Sollihøgda

Sybille Bojlén og Lene Agersnap speciallæger i almen medicin

16. mar. 2020
3 min.

Utroligt egentlig, hvor lidt der skal til for at fortælle en god historie. Et par skrå brædder, to vanvittigt dygtige skuespillere, lidt lys, et stort lagen og en stærk fortælling. Det er teatret i sin essens, og det trækker linjer til den årtusindårige affære mellem performere og lyttere.

Vi er gerne publikum til gentagelserne af livets eksistentielle temaer. Som læger hører vi mange patientfortællinger, ofte er de barske og gør et dybt indtryk. I løbet af årene kan denne samlede byrde af ulykke by proxy føles tung at bære. En del af kuren mod sekundær traumatisering kan være at opleve kunstnerisk bearbejdede versioner af menneskelig lidelse, som for eksempel Det store stilehæfte.

Ungarske Agota Kristof har skrevet om vilkåret under et totalitært regime i Europa. Kristof har på egen krop oplevet både 2. verdenskrig og den ungarske opstand i 1956, men dilemmaet og råheden er universel. Teksten er dygtigt omskrevet til teater.

Stemmerne, der taler, tilhører to trettenårige tvillinger. Scenografien er enkel og »drengenes« sprog, der er helt simpelt, går lige i hjertekulen. De står bare dér, lige foran os og taler i kor om det, der sker. De to fremragende skuespillere, Olaf Johannesen og Jens Albinus, fremmaner i selve skuespillet den ene scene efter den anden, næsten visuelt. Som vi ser dem på scenen, tror vi fuldstændigt på, at disse to midaldrende mænd er 13 år og tvillinger.

Historien, de fortæller, er både rå og rørende på én gang. Deres mor, som er på flugt, parkerer dem hos deres mormor, hende, som de i landsbyen kalder »heksen«, ligesom hun kalder dem for »horeunger«. De lever på hendes nåde på et absolut eksistensminimum, hvor de bliver nødt til bevidst at hærde både sig selv og hinanden for ikke at bukke under. Udfordringerne er både kulde, sult og fravær af adgang til at vaske sig og få rent tøj på. Og også den brutalitet de mødes med fra jævnaldrende børn og voksne, med selveste bedstemoderen i spidsen.

I det enkle, mørke teaterrum kan vi næsten fornemme lugten af snavs og fattigdom.

Alligevel er det ikke egentlig en mørk fortælling. De to drenge, der næsten er vokset sammen til én person, bevarer midt i alt det, der er råt i deres tilværelse, en naiv godhed for hjælptrængende, en menneskelighed midt i deres kamp for overlevelse, en bevaret nysgerrighed efter at afsøge grænser og et overskud til at tage itu med tilværelsens vilkårligheder. De to drenge drives af en høj etik, om end deres metoder kan være ret hårdhændede. De hjælper naboens enfoldige datter, »Hareskår«, mod de andre børns beskidte overgreb. Efter først at have iagttaget scenen et stykke tid. »Hvorfor hjalp I mig ikke lidt før«, spørger hun. »Vi ville lige se, om du kunne klare dig selv«, svarer de to hårdhudede overlevere. De hjælper og beskytter selv deres ondskabsfulde bedstemor, hvor hun ikke kan mere – på trods af hendes behandling af dem.

Stykket bliver et vidnesbyrd om, at barske menneskelige vilkår ikke nødvendigvis skaber råhed for ikke at bukke under. Det er den samme oplevelse, vi har som læger og vidner til tilværelsens mange ansigter. Man kan indimellem blive forbavset over den kraft, nogle kan stå udforingerne igennem med. Og evnen til at bevare en kerne af menneskelighed på trods. Det er denne kraft, som er interessant i et længere perspektiv, og som teatret og den gode historie kan repetere for os. At der ikke er nogen grund til udbredt mismod på menneskehedens vegne.

Stjerner: 4

Faktaboks

Fakta