Tegneserie lærer børn, unge og familier om funktionelle anfald

Det her er en vigtig bog! Tit har jeg stået som børnelæge med børn og unge med større eller mindre belastninger på grund af en funktionel tilstand og har savnet ord og sprog til at forklare dette komplekse fænomen.

»Ane anfald« er en tegneserie om funktionelle anfald, som er egnet til højtlæsning og med information til de voksne bagest i bogen. Bogen handler om en helt almindelig pige, der pludselig bliver ramt af krampelignende anfald, og efter uendelige ture på hospital og tusind blodprøver viser det sig, at Ane har funktionelle anfald, altså en kropslig reaktion på overbelastning. Der er et yderst kompetent hold bag bogen – børneungepsykiatere, psykologer, børnelæger samt børn og unge med funktionelle anfald – og det bidrager både til bogens præcision og troværdighed. Fagpersoner er ikke målgruppen – det er børn, unge og familier – men selv som børnelæge har jeg lært meget ved at læse bogen og har fået bedre redskaber til at snakke om funktionelle anfald på børneniveau. Der er derfor mange grunde til stor ros til den flotte formidling af et fænomen, som både er medicinsk historisk »nyt« – og i hvert fald svært at snakke om og forklare.

Men. Det er også en hård og svær og mørk bog. Og dermed en bog, som måske ikke er til alle, men nok forbeholdt de børn, unge og familier, der selv på den ene eller andet måde har været i berøring med funktionelle anfald. Det skriver jeg, til trods for at jeg ellers er stor fan af idéen om, at man kan forklare alt til alle (læs: børn og unge), bare man gør det på den rigtige måde. Og det gør den her bog endda faktisk flot. Men da bogen er ærlig og vil til bunds og ikke lægge fingre imellem, så lukker den også op for meget dystre og svære tanker og emner. Dødsfrygt, social isolation, mistillid, desperation og skam er begreber, der alle berøres og behandles ærligt og flot. De stærke illustrationer matcher dette mørke, og samlet set blev det – for mig – simpelthen for mørkt og skræmmende til, at jeg havde lyst til at læse bogen for min egen dreng på ni år (som ellers godt ville kunne forstå den, tror jeg). Fint er det, at sundhedsvæsenets udfordringer (og utilstrækkeligheder?) også italesættes, og stor cadeau for dette mod fra forfatterens side, for det gør, at mange vil føle sig set, hørt og forstået i de frustrationer, som alle berørte til funktionelle anfald uvægerligt vil opleve.

Dog – og heldigvis for denne bævende børnelæge – lander bogen meget flot og fortrøstningsfuldt. Ikke med en sukkersød og urealistisk happy ending, men med håb og lys og tro på fremtiden for Ane. For sådan er virkeligheden også oftest for børn og unge med funktionelle anfald – med lys for enden af tunellen.

Jeg vil på det allerkraftigste anbefale bogen til både kolleger og de familier med funktionelle anfald, som jeg i fremtiden støder på. Og læse bogen for min søn, hvis han en dag selv bliver ramt, eller hans bedste ven gør.