Temporær pacing i Danmark - aktuel og fremtidig praksis

Temporær pacing (TP) er livreddende hos nogle patienter med svær bradykardi eller asystoli. På enhver moderne hospitalsenhed, hvor man modtager akut syge patienter, bør man derfor kunne etablere TP. Det kan enten ske som transkutan pacing (f.eks. via en Zoll-pacemaker) inden overflytning til et kardiologisk laboratorium med henblik på etablering af transvenøs pacing eller som umiddelbar anlæggelse af en transvenøs pacemaker.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger præsenterer Alhede et al en opgørelse af TP i Danmark i 2008 og sammenligner svarene med resultater fra 1986 [1, 2]. De viser, at andelen af hospitaler, hvor man kunne etablere TP, var steget markant. Det er positivt at notere sig denne markante stigning. Dette er en positiv konsekvens af den omstrukturering, der er sket i det danske sundhedsvæsen over de senere år med nedlæggelse af mindre hospitaler til fordel for større enheder med flere funktioner samlet. Man må dog undre sig over, at man på mindst to hospitalsenheder, hvor man modtog patienter med akut myokardieinfarkt (AMI) i 2008, fortsat ikke var i stand til at etablere TP.

På flertallet af hospitalerne kunne man etablere transvenøs TP, og i næsten alle tilfælde blev dette foretaget af kardiologer. Også dette er en positiv udvikling: transvenøs TP etableres mest sikkert og med færrest komplikationer, hvis indgrebet udføres af kardiologer med erfaring i at etablere central veneadgang og stabil elektrodeplacering under røntgengennemlysning. Hos nogle patienter vil kardiologen endda kunne undlade TP og etablere permanent pacing med det samme. Når transvenøs TP overlades til ikkekardiologer er det påvist at føre til betydeligt flere alvorlige komplikationer [3]. På akutte modtageafdelinger forefindes der udstyr til etablering af transvenøs TP uden røntgengennemlysning og uden læger med en kardiologisk uddannelse [4]. Også denne praksis er imidlertid forbundet med en betydelig risiko for alvorlige komplikationer, bl.a. pace- eller sense -svigt i op til 40% af tilfældene [4].

Denne praksis bør ikke finde sted på de nye store akutte modtageafsnit der er under etablering i Danmark. Lægerne på disse modtageafsnit bør derimod kunne etablere transkutan TP.

Alhede et al viser, at indikationen for TP har ændret sig markant fra 1986 til 2008. I 1986 var indikationen hyppigst bradykardi i forbindelse med AMI, hvorimod denne indikation i 2008 var faldet til kun at gælde for 14% af de behandlede patienter. Dette er en konsekvens af den udvikling, der er sket inden for behandlingen af patienter med AMI i Danmark i den mellemliggende periode. Alle patienter med ST-segment-elevations-AMI transporteres akut til et center, hvor man har invasiv kardiologisk funktion, med henblik på akut koronarangiografi og revaskularisering. Med denne visitationsstruktur udvikles der hos færre patienter et stort AMI kompliceret af atrioventrikulært blok, der nødvendiggør TP.

Det havde været interessant at kende indikationerne for TP i den aktuelle opgørelse. I en nylig analyse af patienter, der havde alvorlig bradykardi og var indlagt på et universitetshospital, anvendte man TP hos 20% af patienterne, og de bagvedliggende diagnoser hos disse 20% var ledningsforstyrrelse i hjertet, AMI, forgiftning, pacemakerdysfunktion og elektrolytforstyrrelse [5]. Det store flertal af disse tilstande er behandlelige, og patienterne kan forvente hel eller delvis restitution med eller uden et permanent pacemakersystem. Dette understreger vigtigheden af, at man kan etablere TP på alle afdelinger, hvor man modtager akutte patienter.

Korrespondance: Jens Cosedis Nielsen , Hjertemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital, Skejby, Brendstrupgaardsvej 100, 8200 Aarhus N. E-mail: jenniels@rm.dk

Interessekonflikter: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk