Terror mod tavshedspligten

Mauri Johansson, FAS, var den første af en række repræsentanter på talerstolen for at tale dunder imod regeringens antiterrorpakke. Den giver efterretningstjenesterne mulighed for direkte adgang til patientjournaler.

»Det ligner statsterrorisme, at vi skal belemres med lovgivning, som i stigende omfang indsnævrer de demokratiske og menneskelige rettigheder. Når man også åbner op for, at sygehusjournaler skal være tilgængelige for FET og PET, er det virkeligt langt ude!

Alle tilstedeværende læger har aflagt lægeløftet, og der står, »at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret«.

Det gælder om noget journalskrivning - derfor er læger ude af stand til at medvirke til den slags.

Mogens Hüttel, FAS, og Ulla Davidsen, YL, mente, at det var påkrævet, at repræsentantskabet vedtog en udtalelse, som tog skarp afstand fra anslaget mod tavshedspligten.

»Der er angreb fra alle sider på tavshedspligten, og vi vil se det i mange forklædninger«, sagde Mogens Hüttel, og Ulla Davidsen mente, at den frygt i befolkningen, som antiterrorpakken skaber, sammen med skaderne på tillidsforholdet mellem læger og patienter på grund af den udvidede journaladgang, måske nogle gange er større end terrorrisikoen.

Lægeforeningens formand Jens Winther Jensen sagde, at foreningen har skrevet til Folketingets Retsudvalg og Sundhedsudvalg for at gøre opmærksom på problemet, og har til sin overraskelse noteret sig, at justitsminister Lene Espensen har sagt, at Lægeforeningens argumenter er »noget vrøvl«.

Jens Winther Jensen konkluderede:

»Jeg er glad for opbakningen til at stå imod det angreb, der er på tavshedspligten i forbindelse med antiterrorlovgivningen. Tavshedspligten bliver af nogle beskrevet som et skjold, som læger anvender for at kunne holde behandlingen af patienter for sig selv - men det er overhovedet ikke det, som er essensen. Det er, at tavshedspligten er værnet om den tillid mellem læge og patient, som er så vigtig for, at vi kan opnå den rette kvalitet i behandlingen. Derfor vil jeg sørge for, at der i eftermiddag bliver lagt en udtalelse på nettet«.

Arne Borgvardt, FAS, og andre repræsentanter var bekymrede for, at færre og større enheder i forbindelse med den ny regionsdannelse ville få en negativ indflydelse på personalets trivsel og rettigheder. Han appellerede blandt andet til at begrænse udetjensterne, som han forventede og frygtede flere af i fremtiden.

»Når man flytter rundt på personalet, glemmer man nogle gange, at personalet har rettigheder. Det kan være rettigheden til at have en arbejdsplads, et fysisk sted, hvor man kan befinde sig, så man ikke ender som rejselæge i Krankenhaus Dänemark, hvor vi rejser rundt til Odense om onsdagen og om fredagen til Aalborg. Man taber mange værdifulde ting, hvis ikke man er opmærksom på det her problem«, sagde Arne Borgvardt.

Jens Winther Jensen kommenterede indlægget ved at nævne risikoen for »grenåficering« - som i visse kredse er navnet på dræningen af personale fra Grenå Sygehus.

»Personalet på Grenå Sygehus blev stoppet ind forskellige steder i sundhedsvæsenet, hvor det nu passede. Fra at være en enhed, hvor personalet havde et rigtigt godt samarbejde, følte de sig knyttet op på rigtig mange matrikler og afdelinger, som tog meget af arbejdsglæden fra dem«, fortalte Jens Winther Jensen.

Mogens Hüttel syntes, at kommunalreformen var kommet lidt »hovsaagtigt« igennem - ikke mindst set i forhold til den seneste reform i 1975, som var flere år undervejs.

Han mente derfor, at der var al mulig grund til, at Læge-foreningen var oppe på dupperne i forholde til at overvåge udviklingen og få indflydelse på dannelsesprocessen i regionerne.

»Det kan godt være, at der er mange gode elementer i kommunalreformen. Vi har kun rørt ved starten på problemerne. Jeg vil godt opfordre Lægeforeningen til at overvåge situationen set fra en lægelig udvikling«, sagde han og fik blandt andre opbakning fra Poul Jaszczak, FAS's formand, som sagde, at tilblivelsesprocessen af H:S, den lange og smertefulde periode, kun er en krusning på overfladen i forhold til den forestående regionalisering.

Mette Worsøe, formand for YL, slog et slag for behovet for at ændre patientklagesystemet - fra at være straffende til at være lærende.

»Det er vigtigt, at vi i Lægeforeningen fastholder fokus på kulturændringen og den lærende organisation i forbindelse med patientklagesystemet. Vi kan ikke blive ved med at leve med, at menige medlemmer bliver udsat for tilfældige afgørelser, tilfældige § 6-afgørelser, og det går dem faktisk på«, sagde YL-formanden.

Jens Winther Jensen sagde om den påkrævede ændring af klagesystemet:

»Patientklagenævnet har været en tung sag at arbejde med, og der forestår stadig en kamp for at overbevise ministeren, men vi vil fortsætte det politiske pres. Succesen med indberetning af utilsigtede hændelser drejer sig om ca. 12.000 indberettede sager. Oven i det er der ca. 5.000 patientklager om året. De 20 procent får medhold, men de 80 procent er jo ikke alle kværulantforrykte. Der ligger et potentiale af viden, som sundhedsvæsenet kan bruge til at være den lærende organisation, som vi i Lægeforeningen ønsker«.

Erika Christensen, FAS, gjorde opmærksom på et hidtil ubelyst emne omkring indberetningen af utilsigtede hændelser - det præhospitale område skal også ind under indberetningssystemet, mente hun og sagde:

»Der er en manko på det præhospitale område. Når alarmcentraloperatører på 112 begår fejl bliver det en politisag, og det gør ikke systemet særligt åbent. På det præhospitale område er ambulancebehandlere kommet ind under Patientklagenævnet, men på det præhospitale område er der ikke noget, der hedder utilsigtede hændelser. Her bliver den enkelte ambulancemand dunket oven i hovedet. Vi skal som læger på banen og sige, at der skal være samme patientsikkerhedsfokus inden for det præhospitale system som inden for resten af hospitalsvæsenet«.