Det vanskeligste er systemet, når det vægter effektivitet i stedet for kvalitet. Jeg er booket lang tid frem til bestemte ting, forskellige undersøgelser og tests, som f.eks. en test for adfærdsforstyrrelser. Typisk har jeg en interviewguide, så vi har ikke en fri samtale. Og måske skal den unge, jeg har testet, næste dag ind til en anden læge eller psykolog og snakke om angstsymptomer efter et andet skema. Der er en risiko for, at det bliver fragmenteret, og at vi mister blikket for, hvad det er for et ungt menneske, og hvad der er på spil her. Interviewet bliver hult, hvis man ikke har en form for samarbejde med patienten, et stærkt fagligt fundament til at vurdere interviewet på og en beskrivelse af udviklingen af symptomer og deres relationer over tid. Det hører vi også fra familierne. De siger, vi er søde, men vi er for mange forskellige behandlere, og på grund af de mange skift kommer det vigtige ikke altid frem.