Ti spørgsmål til uddannelseslæge Ida-Marie Mølstrøm: Hun brænder for de unge med svære psykiske lidelser

I dag er den 39-årige læge snart halvvejs i sin hoveduddannelse og glad for sit arbejde med nogle af de unge, som har det allersværest. Hun kombinerer et travlt lægeliv i klinikken på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Hillerød med forskning i den psykiatriske forskningsenhed for psykopatologi, diagnostik og tidlig opsporing af psykose i Roskilde. Og hun er optaget af, at kravet om effektivitet ikke skal føre til dårligere psykiatri.

1. Hvorfor valgte du at specialisere dig i børne- og ungdomspsykiatri?

Det startede, da jeg var i praktik på en varmestue i 9. klasse, hvor jeg mødte hjemløse og skæve eksistenser og medarbejdere med spændende jobs, der var glade for deres arbejde.

Lige siden har jeg været draget mod psykiatrien, men senere har jeg også forsøgt at undgå den, for psykiatri havde ikke det bedste ry, da jeg læste til læge.

Der var mange fordomme. En af dem gik på, at de læger, der arbejder med psykiatri, nok selv har en diagnose, en anden på, at psykiatri er noget, man vælger, hvis man ikke kan få andet. Psykiatri blev også lidt set som et pseudolægefag. Det var ikke »rigtigt« lægearbejde. Man kunne jo lige så godt være blevet psykolog.

I dag underviser jeg medicinstuderende i psykiatri, og det er mit indtryk, at der ikke længere er så mange fordomme. Men som studerende var jeg meget i tvivl, indtil jeg som led i min kliniske basisuddannelse fik arbejde på voksenpsykiatrisk lukket afsnit i Hvidovre. Der fandt jeg ud af, at det simpelthen var for spændende. Det var den vej, jeg skulle.

2. Hvad er det ved specialet, som du særligt finder spændende?

Især psykoselidelserne blev jeg optaget af. Den subjektive oplevelse af svære psykiske sygdomme. Der er noget nysgerrighed om det her, for hvad vil det sige at have en psykisk lidelse? Det var interessant at prøve at forstå det og dykke ned i det sammen med både kolleger og patienter og prøve at forstå, hvordan det opleves at have det sådan. Og hvordan mennesker, der har levet med psykisk sygdom i mange år, klarer sig på trods og lever nogle anderledes liv, end jeg selv gør.

Jeg mødte også nogle læger, som gik et spadestik dybere og forsøgte at forstå, hvad der var på spil, og jeg kunne godt se mig selv i sådan et fagligt miljø. Der var en høj faglighed og en videnskabelig tilgang, og så var det også bare meget meningsfuldt.

3. Kan du huske din første vagt i psykiatrien?

Ja, det var en vagt i børne- og ungdomspsykiatrisk akutmodtagelse i Glostrup, og jeg følte mig slet ikke klædt på til den. Det var vildt.

Inden den første vagt var jeg med på to følgevagter, og jeg syntes, de var så dygtige, dem jeg fulgtes med. De havde fuldstændig styr på det hele. Nu stod jeg pludselig der alene kun med en bagvagt på telefonen.

Det gik fint nok, men jeg var nervøs, hver gang der kom nogen, eller når telefonen ringede. Jeg tænkte på, at jeg helst skulle undgå at indlægge nogen, for der var ikke så mange sengepladser. Når der så kom nogen, og jeg faktisk kunne hjælpe dem, blev jeg simpelthen så lettet og tænkte: Puha – det gik godt denne gang.

Jeg fik flere akutvagter og oplevede igen en usikkerhed, som jeg ikke fik talt med nogen om. Det var meget nemt at ringe til bagvagten, og jeg fik god støtte der, men som ung vil man gerne vise, at man kan noget, så man vil heller ikke spørge for meget. Og det var jo stadig mine vurderinger og samtaler, som beslutningerne hvilede på.

Og så var jeg gravid ad to omgange, mens jeg havde vagter. Jeg havde typisk først en samtale med den unge, der havde det dårligt, så med forældrene og til sidst med dem alle sammen. Og så skulle jeg altså bare ud at kaste op. Jeg gav nok lidt for meget af mig selv der.

4. Er der en patientgruppe, du er særligt optaget af?

I min første stilling brugte jeg mest tid i psykiatrisk akutmodtagelse for børn og unge i Glostrup og på akutafsnittet. Det var hardcore møder, når det var allersværest for dem. Det kunne være livstruende, og familierne kunne være ved at gå fuldstændig i opløsning af at vente.

Som mange andre havde jeg en forestilling om, at du møder alle de omsorgssvigtede børn og unge i psykiatrien. Men det er ikke tilfældet, på ingen måde. De kommer fra alle sociale lag, og det er alle typer af familier, du møder. De gjorde stort indtryk, og det er den gruppe af unge og deres familier, som har gjort, at jeg valgte specialet.

Det er en gruppe, som er misforstået i samfundet, og de er igennem en helt vild udvikling i de år. Forældrene forstår dem ikke, de forstår ikke sig selv, og de ændrer sig jo også fysisk, og så oplever de samtidig i samfundet fordomme om, at de er dovne eller skrøbelige, for lidt eller for meget. Men jeg synes, de er så seje. Alt det, de klarer uden helt at bryde sammen. Der er noget robusthed i at finde en vej igennem det og at stole på, at det kan blive bedre, og f.eks. blive ved at forsøge at finde nogle venner, selv om man har prøvet det tusind gange.

Voksne mennesker bliver sygemeldt med stress, men det kan de unge ikke. De skal i skole og kan ikke tåle at have fravær, hvis de f.eks. går i gymnasiet, for så ryger de ud.

Jeg har mødt unge i skadestuen, som havde det dårligt og havde selvmordstanker. Alligevel skulle de hjem og lave en aflevering og i skole dagen efter, for ellers kunne de risikere at droppe ud af gymnasiet.

5. Er der nogle patienter, som har gjort særligt indtryk?

Der var en ung dreng, der havde mistet sin mor for et par år tilbage. Han boede sammen med sin far, og han havde det heller ikke supergodt. Faren var lidt fraværende, havde fået en kæreste og forsøgte også at deale med sin egen sorg. Så udvikler drengen psykotiske symptomer. Hvad gør man lige med det? Han står ret alene med det, men kommer i skadestuen og bliver sendt hjem med en plan. Men han kommer tilbage, fordi planen ikke virker. Han opsøger selv hjælp, samtidig med at han er megabange, fordi han ser og hører ting. Drengen bliver så indlagt, anden gang han kommer. Og han var altså sej, fordi han selv insisterede på, at der var noget galt, og at han havde brug for hjælp.

6. Du er særligt optaget af at hjælpe dem, der har det sværest – er der tilstrækkeligt fokus på deres behov?

Jeg har en bekymring for, at vi på grund af ventelister effektiviserer i en grad, så det går ud over dem, der er mest syge, og som også har sociale problemer. At det bliver for svært at komme ind i psykiatrien og for svært at leve op til kravene. Nogle passer ikke i de kasser, vi arbejder med, så behandlingen af dem bliver forsinket, og så kommer der alt muligt andet oveni som stoffer og kriminalitet, som komplicerer det endnu mere. Vores systemer er ikke fleksible nok til at rumme dem. Det har jeg flere eksempler på.

Jeg har en ung dreng i behandling, og hans mor har PTSD, og hun tager ikke telefonen, når jeg ringer. Så jeg kan ikke ringe fra et skjult nummer, som vi ellers gør. Der skal jeg finde på noget andet.

Jeg har en ung pige, der stod tidligt op en morgen for at komme herud, så hun kunne starte i antipsykotisk behandling. Men hun kom til at tage bussen den forkerte vej og kunne ikke nå sin tid. Hun var ved at gå fuldstændig ned på det, for hun havde brug for behandlingen. Vores tidsplaner er så stramme, at det hele kan vælte med en times forsinkelse, som det var tilfældet her. Heldigvis var der en kollega, som kunne give hende medicinen - og den virker i øvrigt rigtig godt, men det er jo ikke altid, vi kan løse sådan en situation.

Jeg har en anden ung pige, som lever for nedrullede gardiner, fordi hun føler, at hele verden henvender sig til hende, når hun går ud. Derfor er det for angstfuldt for hende, og hun lever isoleret i 30 graders varme og sover næsten ikke om natten. Hun kan ikke komme hen til os, så vi er nødt til at tage ud til hende. Det gør vi med det tværfaglige subakutte team, som vi har i ambulatoriet. Men teamet er normeret til 30 patienter, og vi har ofte 60 patienter, så når vi kører ud til hende, skal vi aflyse nogle andre.

7. Hvad er det vanskeligste og det bedste ved dit arbejde som børne- og ungdomspsykiater?

Det vanskeligste er systemet, når det vægter effektivitet i stedet for kvalitet. Jeg er booket lang tid frem til bestemte ting, forskellige undersøgelser og tests, som f.eks. en test for adfærdsforstyrrelser. Typisk har jeg en interviewguide, så vi har ikke en fri samtale. Og måske skal den unge, jeg har testet, næste dag ind til en anden læge eller psykolog og snakke om angstsymptomer efter et andet skema. Der er en risiko for, at det bliver fragmenteret, og at vi mister blikket for, hvad det er for et ungt menneske, og hvad der er på spil her. Interviewet bliver hult, hvis man ikke har en form for samarbejde med patienten, et stærkt fagligt fundament til at vurdere interviewet på og en beskrivelse af udviklingen af symptomer og deres relationer over tid. Det hører vi også fra familierne. De siger, vi er søde, men vi er for mange forskellige behandlere, og på grund af de mange skift kommer det vigtige ikke altid frem.

Det er ikke for at sige, at vi skal skrotte klinisk ensretning og standard, for det hører også vores fag til, men det skal sameksistere med tid og fleksibilitet. Det skal være muligt at booke en ekstra tid.

Det bedste er der heldigvis meget af. Det er f.eks., når man møder et ungt menneske, og behandlingen virker, eller man får talt om noget vigtigt, som ikke har været vendt tidligere.

Kollegerne tæller også som noget af det bedste. De er inspirerende at arbejde sammen med, og der er så godt som ingen af dem, jeg ikke ville overlade mine egne børn til.

Det bedste er også, når jeg får lov til at følge en familie, et barn eller en ung over tid og opbygge en relation og kendskab til dem. Når der er tid til, at vi kan finde ud af, hvad der skal til, for at de kan få det bedre, så vedkommende kan komme videre selv.

Quickfix er sjældent, men der er en del, hvor vi får dem på rette kurs. Får lavet en god plan, hvor de er med, medicinen virker, og vi har et godt samarbejde med kommunen.

Nogle gange ser man også resultatet af andres arbejde. Jeg havde en ung mand for år tilbage, som havde det rigtig dårligt. Han var stofmisbruger og meget aggressiv. Han smadrede sin egen bolig. Psykiatrien forsøgte med ADHD-medicin, men han fik bivirkninger. Så satte kommunen ind med botilbud, støttekontaktperson og rusmiddelbehandling. Nu har han det meget bedre, og vi forsøger med ADHD-medicin igen, så han kan fortsætte i den butik, hvor han er i praktik. Det er meget meningsfuldt at arbejde på den måde. Det med at være tovholder, beskrive, hvad der er på spil, og hvad der skal til, klæde familien på til det og følge en plan.

8. Der er store forandringer i gang med psykiatriplanen og sundhedsstrukturreformen, hvordan ser fremtiden ud fra din stol?

Det er nogle gode planer og nogle dygtige og inspirerende mennesker, som arbejder benhårdt hen imod noget godt. Men for mig afhænger det meget af, hvad vi vælger at forstå som kvalitet.

Jeg håber på en psykiatri, hvor vi bliver bedre til at opdage alvorlig psykisk sygdom tidligt, og hvor der samtidig er plads til den grundige kliniske vurdering. Psykisk sygdom passer ikke altid ind i tydelige kasser, og nogle patienter kræver, at vi er nysgerrige længe nok til at forstå, hvad der egentlig foregår. Min bekymring er derfor, at vi i ønsket om at løfte opgaven sælger ud af det vigtigste: de faglige og menneskelige »mellemrum«, hvor der er tid til at være nysgerrig, skabe kontakt og forstå, hvad der egentlig foregår.

Jeg håber, at reformerne kan skabe en psykiatri, der både er mere tilgængelig og fleksibel – især for de patienter, som ikke altid passer godt ind i kasserne. Det er ofte dem, der har allermest brug for, at systemet kan tilpasse sig dem og ikke omvendt.

9. Hvordan er det ideelle arbejdsliv for dig?

Som jeg har det nu. Fire dage om ugen arbejder jeg her på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Hillerød, og så har jeg en dag om ugen i forskningsenheden i Roskilde, som hører til Psykiatrien Øst. Det er et fedt arbejdsliv at have et ben i hver lejr. Jeg har det meningsfulde dag til dag-arbejde i klinikken og møder mange unge mennesker og gode kolleger. Og så har jeg også tiden til at fordybe mig, forske og formidle.

Jeg forsker bl.a. i overgangen fra børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien for at finde ud af, hvilke børn og unge der senere kommer i kontakt med voksenpsykiatrien, og hvordan vi kan spotte dem og hjælpe dem i tide. Og lige nu har jeg en artikel på vej om diagnostik i psykiatrien, som handler om, hvad god diagnostik egentlig er på tværs af alder og psykopatologi.

10. Har du et godt råd til en ung læge, der søger ind i børne- og ungdomspsykiatrien?

Ja, du skal endelig bruge dine kolleger til sparring om de usikkerheder, der altid opstår. Man kan være i tvivl om medicinering, om man skulle have indlagt en patient, og i det hele taget om man nu har gjort det godt nok. De gange, hvor man går hjem og har noget uro i maven over noget, så vend det med nogen. Insister på, at der skal være rum til det. Jeg gjorde det selv alt for lidt. Det, der reddede mig, var, at jeg gennem Foreningen af yngre psykiatere og gennem min forskning fik et netværk af andre yngre psykiatere, som jeg kunne spejle mig i og læne mig op ad.