»Tid fra alarm til knivtid skal være maks. 15 minutter«

15.30 Jeg vågner efter seks timers middelmådig søvn, ved at min toårige datter klapper mig på hovedet og siger »wake up, dada«. Jeg prøver kun at tale dansk til hende, så jeg lader som om, jeg ikke forstår det – men står selvfølgelig op alligevel.

15.40 Kværner bønner og laver en hel spand kaffe til mig selv. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden.

16.00 Mine svigerforældre er på besøg og har lavet lækker tidlig aftensmad for min skyld: hjemmelavede dumplings og nudler. Jeg læste på Københavns Universitet [KU] og mødte min amerikanske kone, da jeg tog et forskningsår i Boston, hvor vi forskede på det samme hospital. Efter jeg havde færdiggjort studiet på KU, besluttede vi at tage vores HU i USA, for hvis vi gjorde det i Danmark, ville vi aldrig kunne komme til at arbejde i USA – og selv om det er lidt bureaukratisk og bøvlet, kan vi godt komme til at arbejde i Danmark, når vi er færdige. Og det har vi planer om.

16.15 Leger med og læser for min datter.

17.00 Gør klar til at tage på arbejde. Pakker nogle snacks og snupper en nød-Celcius (200 mg koffein) med i stedet for kaffe denne gang.

17.10 Prøver at huske, hvor jeg har parkeret min bil. Vores garage er under renovering, så jeg parkerer på gaden, og det kan nogle gange være svært at huske præcis, hvor jeg parkerede sidste gang.

17.20 Kø på I-90 South. Klassisk. Jeg er heldigvis i god tid, så jeg nyder noget højlydt Deftones, mens jeg overvejer, hvordan pokker jeg havnede her. Det er begrænset, hvor meget jeg arbejdede klinisk i Danmark, for jeg lavede ph.d.-afhandling efter studiet, men tingene er helt sikkert noget anderledes, end hvis jeg havde taget HU i Danmark. Hvert hospital har deres egne uddannelsesprogrammer, der selvfølgelig skal leve op til visse retningslinjer for at blive godkendt. På nogle måder er det mere struktureret her: Man skal f.eks. både til skriftlige og mundtlige prøver undervejs i forløbet for at få sin board certication [speciallægegodkendelse].

17.40 Finder en plads på tredje sal i hospitalets parkeringshus.

18.00 Vagtoverlevering på fødegangen. Vi sidder på kontor sammen med gyn/obs’erne – det giver god mening, synes jeg, så vi bedre kan følge med i, hvad hinanden tænker, og jeg ved med det samme, når de begynder at hviske om et potentielt sectio.

18.30 Overlevering færdig. Vi er to uddannelseslæger og en overlæge, der passer anæstesien på fødegangen i dag. Det er for det meste rigeligt, men der kan også være rigtig travlt, hvor man ville ønske, man havde nogle flere hænder.

18.31 Den første fødende ønsker en epidural. Hun har allerede stærke smerter, hvilket gør det svært for hende at sidde stille under veerne. Hun klarer det dog fantastisk alligevel og får hurtig smertelindring og føder kort tid efter. Epidural er en meget tilfredsstillende procedure.

19.00 Et planlagt sectio, der blev skubbet ind i aftenvagten. Patienten har tre tidligere kejsersnit, så TOLAC [vaginal fødsel] er ikke en mulighed for hende. Jeg anlægger en kombineret spinal og epiduralanæstesi, og proceduren går fint.

20.00 3-4 epiduraler hen over nogle timer, men ellers relativt fredeligt. Alle vores epidualer fungerer godt, hvilket er rart for patienten og rart for os at vide i tilfælde af akut kejsersnit. Specielt på dem med BMI omkring 40 og potentielt svær luftvej, som nok udgør tæt på halvdelen af alle vores patienter. Generelt er de fleste højrisikopatienter – enten grundet BMI, andre komorbiditeter eller en blanding af det hele – og vi ser ting, som næppe forekommer i Danmark som f.eks. teenagegraviditeter helt ned til 14-årige og gravide, der kommer ind med traumer efter skud.

23.15 Min alarm går – pædiatrisk traumekald. En 12-årig er blevet skudt i benet. En af de utrolig triste ting ved at arbejde i den sydlige del af Chicago. Som en del af det obstetriske forløb hjælper vi ved pæd-traumer, da vi fysisk ligger meget tæt på den pædiatriske modtagelse. Heldigvis er patienten vågen og stabil, og der er hverken brug for luftvej, transfusion eller akut operation, så jeg tøffer tilbage til fødegangen.

23.20 Fredeligt på afdelingen. Mine anæstesikolleger er gået på vagtværelse, og jeg gør det samme.

23.30 Min alarm går – hjertestop i en del af hospitalet, som vi ikke dækker. Jeg ved ikke, hvorfor vi får de alarmer …

23.45 Studerer lidt til den BASIC-eksamen, som jeg tager i juni – første del af den amerikanske anæstesi-board certification [speciallægegodkendelse]. Lukker derefter øjnene og blunder.

01.30 Alarmen går – grad 1-sectio. Tid fra alarm til knivtid skal være maks. 15 minutter. Baby med persisterende bradykardi, der skal ud nu. Moderen har heldigvis en velfungerende epidural, og jeg giver et stort volumen chlorprocain med bikarbonat i epiduralen, som giver adækvat anæstesi i løbet af meget kort tid. Vi kører patienten ind på operationsstuen med det samme, og jeg vil skyde på, at der går 10-15 minutter, fra alarmen går, til baby er ude – alting går fint. Min residentkollega bliver på stuen under proceduren, og jeg smutter tilbage på kontoret og tjekker op på resten af vores patienter. Der er fredeligt bortset fra halvhøj musik. Gyn/obs’erne har heldigvis god musiksmag, så jeg sidder og fløjter lidt med på noget Queen.

02.50 Min alarm går igen – anæstesikald til et område på hospitalet, hvor vi hjælper til, fordi vi er tættere på end resten af anæstesiholdet på hospitalet. En mand på Medicinsk Afdeling har vejrtrækningsbesvær og er både hypoxisk, hyperkapnisk og arbejder meget hårdt på trods af NIV-behandling [noninvasiv ventilation], som afdelingen allerede har startet. Jeg intuberer ham, og han bliver kørt på intensiv til yderligere udredning og behandling.

03.10 Tilbage på fødegangen venter en enkelt epidural, som min kollega tager sig af, så jeg smutter tilbage på vagtværelset og sover et par timer.

05.00 Alarmen går igen – grad 2-sectio på en fødende med manglende fremgang efter igangsættelse. Jeg hjælper med at gøre klar. Vi har lidt mere tid, så vi giver 2% lidocain med adrenalin og bikarbonat i epiduralen. Det har optimal effekt efter et kvarters tid.

05.30 Tilbage på vagtværelset. Slapper af og sover vist lidt. Tjekker vores journalsystem og ser, om alt ser fredeligt ud.

07.00 Overlevering til dagholdet. I dag tager det længere tid end vanligt. Det er primært gyn/obs’erne, der fører ordet – vi bidrager, hvis vi fra et anæstesiologisk synspunkt har nogle bekymringer om f.eks. en epidural, der ikke fungerer. De andre ting tager vi lidt mere uformelt i anæstesigruppen bagefter.

07.30 Undervisning. Det er lidt hårdt efter en nattevagt … I dag gennemgår vi nogle cases, hvor det ikke gik helt som planlagt: Tilfælde, hvor vi måtte konvertere til generel anæstesi, og hvor vi ved epiduralanlæggelsen var kommet til at lave en utilsigtet durapunktur.

08.40 Hjemad i morgentrafikken. Ikke særlig sjovt at sidde i kø på motorvejen hele vejen hjem.

09.10 Hjemme er vores nanny der med min datter, da svigerforældrene er taget hjem igen. Min kone, der er kirurg, har tidlig dagvagt, så hun er gået. Vi har faktisk ikke set hinanden i tre dage nu – det er heldigvis helt usædvanligt, at vores vagter falder sådan sammen.

09.40 Får lige leget og hygget lidt med datteren, inden jeg går ind og sover. I eftermiddag skal jeg på vagt igen.