Tidligere kræftpatienter bliver rehabiliteret

»Mennesker, som er behandlet for kræft, kommer igennem noget, som kan beskrives som et overgangsritual, når de er på RehabiliteringsCenter Dallund. De er væk fra alting i et stykke tid, der sker en masse for dem, og når de rejser hjem, tænker og handler de anderledes«.

Det vurderer overlæge på Projekt Dallund, Tom Kristensen, efter at have læst evalueringer og analyseret dataopsamlingen fra de flere end 2.000 kursister, som siden 2001 har deltaget i et rehabiliteringskursus.

39-årige Susanne Larsen er en af dem. I efteråret 2004 deltog hun i et kursus for kvinder, der er opereret for brystkræft.

»Jeg var meget bange for at dø, for sygdommen kommer snigende. Det sad dybt i mig, men jeg ændrede indstilling til at have kræft, fordi vi lærte meget om sygdommen, og vi fik både grædt og grinet. Vi krængede ud med alt det, man normalt ikke siger om angst, seksualitet og børn, og behøvede ikke at tage hensyn til, om nogen blev kede af det - og de andre gik jo med de samme tanker. Det var en enorm lettelse«, fortæller hun.

Kursisterne slapper af, når de får viden om senfølgerne af sygdommen og af behandlingen. Der bliver brugt megen tid på at fortælle om dem, fordi næsten alle har dem. Måske helt op til ni ud af ti.

»Det er det væsentligste, jeg har opdaget her på Dallund, og ofte ved kursisterne ikke, at det er senfølger, de har. Der bliver ikke talt meget om dem til de ambulante kontroller. Måske tænker man, at det er småting i forhold til, at livet er truet, men vi ser, at patienterne kan have svært ved at sætte symptomerne ind i en sammenhæng, når de skal vende tilbage til et liv efter behandlingen. Det skaber megen usikkerhed og angst«, forklarer Tom Kristensen.

Bliver gjort passive

I december 2004 deltog 65-årige Kaj Dalhoff i et kursus om kræftrehabilitering.

»Jeg vidste ikke, om jeg var normal nok, som jeg havde det. Jeg havde ikke nogen at snakke med det om, og jeg ville derfor gerne møde ligestillede for at høre, hvor langt de er kommet, og hvordan de klarer deres hverdag«.

Kaj Dalhoff havde fået konstateret prostatakræft i maj 2003 og nogle måneder senere en svulst i lysken. For prostatakræften får han hormonindsprøjtninger hver tredje måned. Svulsten svandt ind efter strålebehandling. I dag kan han ikke sidde ned ret længe ad gangen, fordi hans prostata er hævet og gør ondt. Han er desuden stadig generet af, at han skal på toilettet hver time natten igennem og dermed ikke får en ordentlig nattesøvn. Når han spørger på sygehuset, om det er strålerne, som har ødelagt blæren, får han det svar, at det ikke er umuligt.

»Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg vil gerne vide, hvad de har erfaring for, og hvorfor det skal vare så længe, men nogle læger bliver irriterede over mine spørgsmål. En gang fik jeg at vide, at de ville få grå hår, hvis alle sådan kom og ville have behandlet deres vandladningsproblemer«.

Det er rehabiliteringskurset, som har givet Kaj Dalhoff mod på at sige sine klager højt.

»Hvis ikke jeg lukker munden op, sker der ikke noget. Jeg har lært, at jeg er mere værd, end jeg somme tider bilder mig ind, for jeg har klaret mit sygdomsforløb indtil nu. Det er jeg stolt over«, fortæller den tidligere grafiske trykker, som har følt sig noget passiv i forhold til sin sygdom.

På Dallund er Tom Kristensen rystet over at se, hvor passive folk ofte er, når de ankommer.

»Det er mennesker, som har kunnet klare et helt liv. De har haft familie og arbejde, de har opdraget børn, taget beslutninger og kunnet handle. Så får de sådan en sygdom, kommer igennem en behandling og er blevet gjort totalt passive. Vi ved, at man kan blive syg af kræften og af behandlingen, men at man kan få psykologiske senfølger af at blive håndteret af systemet, det har været en forfærdende oplevelse for os. Patienterne føler ikke, at man har villet se dem som de mennesker, de er«, fortæller Tom Kristensen.

Sendte forkerte signaler

Behandlergruppen på Dallund er et tværfagligt team, som udover to læger består af to sygeplejersker, en socialrådgiver, en fysioterapeut og en psykolog. Desuden er der tilknyttet en sexolog, en diætist og tre massører.

Især psykologen kom til at betyde meget for Susanne Larsen, da hun var på kursus i efteråret 2004. Hun trængte til at komme væk hjemmefra, for hendes sygdom gik hårdt ud over familien.

I marts 2003 havde hun fået fjernet et stykke af højre bryst foruden 17 lymfeknuder. Bagefter fik hun stråler og kemoterapi. Hun kan i dag næsten ikke bruge sin arm, uden at den hæver og giver kraftige smerter. I flere måneder efter strålerne havde hun væskende sår fra armhulen, hen over brystet og ned på maven, og der skal ingenting til, før der går hul igen. Antihormonbehand-lingen fik hende i overgangsalderen som 37-årig. I sommeren 2004 fik hun fjernet livmoderen, æggestokkene og æggelederne efter fundet af en godartet knude.

»Jeg har vendt det til noget positivt, for alternativet var, at jeg ville dø, hvis jeg sagde nej tak til behandlingen. Men familien var langt nede, og mine børn var bange«.

Allerede første dag på kurset talte Susanne Larsen med psykologen om forholdet til de to børn på 10 og 16 år.

»Nu ved jeg, at jeg skal vise dem mine følelser i stedet for at smile, når jeg er ked af det. Det andet er forkerte signaler, der bare forvirrer dem. Det er misforståede hensyn«.

Efter hjemkomsten er hele familien sammen startet i psykologbehandling.

»Kurset satte så mange ting i gang, og jeg blev klar over, at vi havde brug for hjælp«, fortæller Susanne Larsen.

Har en fremtid

52-årige Winni Wimmelmann ser tværfagligheden på Dallund som en fordel.

»De forskellige faggrupper supplerer hinanden utrolig godt, fordi man kan se sammenhængen imellem de forskellige dele. Det kan sygehuset jo ikke tilbyde«.

Winni Wimmelmanns sygehistorie startede i maj 2004, hvor hun fik konstateret livmoderhalskræft. Ved en operation fik hun fjernet livmoderen, æggestokkene, æggelederne og 27 lymfeknuder, og bagefter fik hun stråler og kemoterapi. Hendes senfølger er nedsat følesans og uro i ben og fødder, en træg blære samt diarréer, som hun forsøger at regulere med fiber. Generne i ben og fødder får hun massage for.

Winni Wimmelmann var på Dallund i oktober 2004 på et kursus for kvinder med kræft i underlivet. Her talte kursisterne med den lokale præst om den psykologiske belastning af at være ramt af en livstruende sygdom.

»Man fik sin livslinje kørt igennem og erkendt, at døden kunne blive konsekvensen af det, vi fejlede. Det gav et mere afklaret forhold og gjorde os mindre angste. Faktisk er håb måske det, man får allermest med af, for vi bliver bevidste om, at vi har en fremtid. Hvor kort eller hvor lang den bliver, ved man jo ikke, men det gælder om at få det bedste ud af det, man har«.

Fakta

• Projekt Dallun d er et femårigt interventions- og forskningsprojekt under Kræftens Bekæmpelse med det formål at finde modeller for kræftrehabilitering, sådan at rehabilitering kan integreres i det enkelte patientforløb.

• Læs mere om Dallund på www.dallund.dk