Tigerspring for det lærende sundhedsvæsen

Det er muligt, at regeringens kvalitetsreform ikke er nogen vælgermæssig sællert. Alligevel kommer der nu fra regeringen forslag med kvalitetsforbedringer, der vil berøre mange. På sundhedsområdet gælder det senest forslaget om et nyt patientklagesystem. Det bygger på etableringen af en regional patientombudsmand og et centralt disciplinærnævn for sundhedspersoner. Det skal være muligt også at klage over systemfejl, og princippet om læring af fejl skal gælde i alle led. Det er tanker, som vi i Lægeforeningen har fremført som forslag til regeringen, og det er et tigerspring for det lærende sundhedsvæsen.

Overskriften er nem og hurtig klageadgang og aktiv læring af fejl. I korthed går det altså ud på, at der oprettes fem regionale patientombudsmænd, der ansættes af staten. De skal kunne give forslag til ændring af arbejdsgange og også afdække systemfejl, hvor patienterne kommer i klemme mellem flere myndigheder. Patienterne skal have udvidede muligheder for at klage over manglende overholdelse af konkrete patientrettigheder, manglende information, manglende frit valg etc. Klager over sundhedspersoner skal fortsat behandles af en central klageinstans.

Nu skal principperne så omformes til en egentlig model og lovgivning. Et arbejde, som vi håber kommer til at gå hurtigt, og som vi meget gerne bidrager til. Der er mange elementer, der kræver omtanke, når de gode principper skal udmøntes. F.eks. bliver erfaringerne fra et uheldigt forløb hurtigere omsat til læring, hvis man indtænker et nærhedsprincip. Det vil sige, at en sag som udgangspunkt først behandles lokalt og så tæt på behandlingsstedet som muligt. Hvis sagen ikke kan afsluttes lokalt, kan den gå videre til en patientombudsmand. Det vil være et godt incitament for sundhedsvæsenet, at man kan undgå en lang og tung klagesag, hvis man umiddelbart kan få en dialog med patienten om et uheldigt forløb. Det kan også medvirke til, at det er sager med substans, der går videre, mens sager, der skyldes dårlig kommunikation, klares umiddelbart.

Det er afgørende, at en ombudsmandsinstitution er uafhængig af systemet, og det er sikret i regeringens forslag. Hvis der er tale om regionale ombudsmænd må det også sikres, at der er konsistens i afgørelserne. Vi ved fra Norge, der har en regional model, at der var problemer med, at sager blev bedømt forskelligt i regionerne. Det må være et hovedprincip, at der er samme kvalitet på tværs af landet. Desuden skal institutionen dække hele sundhedssektoren, altså også almen praksis og kommunernes ydelser. Det vil harmonere med, at regeringen lægger op til en langt mere systematisk opsamling af erfaringer, både i klagesystemet og ved indberetning af utilsigtede hændelser fra patienterne, almen praksis, det kommunale sundhedsvæsen, hjemmesygeplejen etc.

Men hensyn til det centrale disciplinærnævn er det afgørende, hvordan det bliver sammensat, og hvilke kompetencer det får tillagt. For såvel klager som anklagede er det i dag en kilde til frustration, at afgørelserne tager for lang tid. En ambition må være at forkorte behandlingstiden. Regeringen anfører, at et disciplinærnævn evt. også skal kunne afgøre autorisationsspørgsmål. Det mener vi ikke. Det er et spørgsmål for Sundhedsstyrelsen og domstolene. Det er en alvorlig sag at få frataget sin autorisation, og derfor må der arbejdes med, at der fortsat er de fornødne retsgarantier for den enkelte læge.