Til Paris på cykel

Torvet i Ringe 18. juli. Det øsregner, men overalt ses forventningsfulde miner. Bagud ligger mange træningsture på cyklen. Enkelte har ikke nået de 2.500 km, der anbefales på sadlen, inden starten går. Statsminister Lars Løkke Rasmussen er »kun« oppe på 1.800, men fortæller inden starten, at han har nået en del i hverdagen ved at cykle til og fra Marienborg. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen tilstår i telefonen fra København, at han kun har nået 202, men fysikken er blevet trimmet på anden vis. En halvmaraton er i hus, 16 kg er smidt, og det er blevet til en del spinning. Alle er med, fordi nogen har grebet fat i dem med en opfordring. Ligesom ministrene har smittet hinanden med entusiasme og eksemplets magt, består Team Århus af mange optimistiske novicer, der ønsker en udfordring. Det fælles mål og den gode sag højner motivationen. Alderen på holdet spænder fra 27 til 72 år. Fireogtyve mænd og fire kvinder. Alle mulige professioner er repræsenteret, deriblandt fire læger. Ingen af os har gennemført en tur af denne art før, men der er en del garvede holdcyklister i gruppen. Som vi står der i regnen, er der garanteret flere der tænker: »Klarer jeg det mon?«
På vej!

Byen er mødt op for at klappe langs udfartsvejen i den silende regn. Det hjælper svært på moralen! Efter 500 meter er vi gennemblødte for første, men ikke sidste gang. Rutinen sætter hurtigt ind. Hver søndag hele foråret har vi øvet os i holdkørsel. Gruppen på 28 er delt i to hold, der kører med en afstand stor nok til, at to biler kan »mellemlande« under en overhaling. En kaptajn på hvert hold har kommandoen. Det er sikkerheden, det gælder. For resten af skaren er der dømt beslutningsfri zone - en lettelse for os, der træffer rigeligt med beslutninger til hverdag. Der køres enten to og to eller i én lang række. Man skiftes til at tage føringen, når der råbes: »SKIIIFT«. Hvor svært kan det være?

Det ligger i psyken

Farten går sydover, og det klarer op. Som små velsmurte Bernina-symaskiner snurrer vi af sted. Vinden er imod. Det hjælper kolossalt at ligge i læ af dem foran. Med jævne mellemrum skifter vi position, og en ny samtalepartner glider op langs siden. Synspunkter udveksles og bliver efterhånden til egentlige samtaler, som afbrydes, når vi skifter. Det bliver som en slags simultanskakspil med syv løbende partier. Brudstykker af livshistorier afløser hinanden, og det gælder det om at holde tungen lige i munden for at huske, hvilke der hører til hvor. Gert har mistet sin venstre arm efter et motorcykeluheld som 19-årig. Men han er ikke typen, der giver op. Med kun højre hånd til rådighed til gear og bremser klarer han stigninger og stejle nedfarter på én klinge så godt som enhver anden. »Det ligger i psyken det hele«, siger han. Benth Reno er 72 år. Han cykler i sandaler. Gammel maratonløber, som fik meniskskade, korsbåndslæsion og nu artrose i knæene. »Min læge vidste, at han ikke skulle sige, jeg skulle holde helt op, så jeg kom i gang med at cykle i stedet«, siger han op ad en bakke i Tyskland. Bjarne blev udfordret af sin bror Henrik, som altid har været sportsentusiast. Bjarne derimod holdt op i ung alder, han gad ikke det pjat. Begge er med i dag. Bjarne 15 kg lettere og siden oktober uden de 60 daglige smøger, som har fulgt ham i mange år. Ud af lige vej er alle enige om, at ingen kan stikke hans tempo. Benene er som tømmerstokke, der pumper pålideligt op og ned. Han giver gerne læ til dem, der har mere brug for det end han selv.

Teamspirit

Dagene går med skiftevis sol og regn. Landskabet skifter karakter. Én dag kører vi 236 km. Vi passerer Ardennerne og æder os støt og roligt ind på de 1.300 km til Paris. Småskavanker kommer til, enkelte styrt, men heldigvis ikke af alvorlig karakter. Der er bud efter indholdet i lægetasken og ømme punkter pakkes ind på forskellig vis. Serviceteamet står klar i pauserne efter hver 50 km. Opmuntring og massage af ømme muskler indgår i pakken. I starten kaster vi os over maden som et kobbel ulve. Efter nogle dage jævner det sig ud, men vi har stadig brug for rugbrød i rå mængder og spandevis af væske. Også ude på vejen er en ny ligevægt som et sammenspist hold indtrådt. Alle bidrager med det, de hver især kan. Ikke mindst humor virker som en vitaminindsprøjtning sidst på dagen. To seniorryttere, som er nogle af de sejeste på holdet, omdøbes kærligt til »havenisserne« af en flabet juniorrytter. Livet på landevejen er blevet en behagelig rutine, hvor alt går som smurt. Som en stæreflok bevæger vi os synkront, glidende, men langtfra lydløst. Når der råbes »DEFEEEKT«,kender alle deres rolle. Med udråbene: »SE OP, HUL I HØJRE«, advarer vi hinanden. Vi tør nu ligge på hjul, helt tæt og give den gas, selv på nedfarterne.

Målet

Til slut står vi takket være en solid holdindsats på Place de la Concorde. Én for alle, alle for én. En blanding af eufori over at have fuldført blander sig med vemod over, at det er forbi. Mon vi uden hinanden kan holde fast i vanen med at cykle på arbejde, eller ryger vi tilbage i den gamle trædemølle, hvor vi indbilder os, at vi ikke har tid? Uanset hvad har turen været en bekræftelse på, at det nytter at sætte sig et mål og forfølge det i et sjovt og stærkt fællesskab.

TOUR DE PARIS - 2009

De sidste otte år har et stigende antal cykelglade mennesker trukket i den gule Team Rynkebytrøje og taget turen til Paris til støtte for Børnecancerfonden. 1.300 km på syv dage. I år deltog 270 cyklister fordelt på syv hold, ledsaget af 60 servicefolk. Flokken talte i år bl.a. statsministeren, sundhedsministeren og udviklingsministeren.