Skip to main content

Det er ikke meget, der skiller de tre kandidater, der stiller op til Lægeforeningens formandsvalg om et par uger.

Som den ene af dem - Jørgen Lassen - sagde: »Der kan være tale om lidt forskellige prioriteringer, men ellers vil valget stå mellem os som de personer, vi er«.

Organisatorisk vil den nye formand, uanset hvem der vælges, under alle omstændigheder være stærkt forpligtet af oplægget om - og det videre arbejde med - Fremtidens Lægeforening, som alle tre kandidater selv har været engageret i.

Og socialt og sundhedspolitisk vil det næppe være muligt at få nogen af dem til at modsætte sig fri og lige adgang til sundhedsvæsenet.

Alle tre erklærer sig positivt indstillede over for at sikre videreuddannelse til alle læger, de vil tackle den kommende speciallægemangel, forbedre arbejdsmiljøet og arbejdspladskulturen, videreføre arbejdet med kvalitetsudvikling og knytte de videnskabelige selskaber tættere til Lægeforeningen.

Organisatorisk lægger alle desuden vægt på, at den fremtidige Lægeforening skal »tale med én stemme« i sundhedspolitiske sammenhænge, mens overenskomstanliggender som hidtil skal varetages gennem DADL's enkelte erhvervsforeninger.

Måske skal man derfor se på, hvilke områder hver kandidat især lagde vægt på i sit oplæg.

Nedlæg færre sygehuse

Den tidligere formand for FAS, Karsten Nielsen, talte overbevisende om, hvordan videreuddannelsen kan - og skal - indarbejdes langt bedre på afdelingsniveau, hvor arbejdet med lægekultur i langt højere grad skal anvendes for at sikre uddannelsesmulighederne, både i læge-patient-kontakterne og i læge-læge-kontakterne.

Han lod også en mindre bombe sprænge: »På det seneste har jeg tænkt på, om vi ikke - Lægeforeningen og ikke mindst de uddannelsessøgende - skal til at overveje, om man skal bevare noget af sygehusstrukturen for at sikre, at der bliver uddannelsesmuligheder for alle turnuslæger og for alle i en speciallægeuddannelse. Hvis man ender med kun 25 sygehuse, hvor i alverden skal man så få turnus, og hvor skal man få sin introduktionsstilling? Der er brug for mange organisatoriske stands- og erhvervsforeningsmæssige tanker fra de yngste læger i Danmark«.

I øvrigt var Karsten Nielsen delvist enig med en spørger i, at Lægeforeningen kan overveje at arbejde for en reduktion i antallet af kandidater. Måske med et par hundrede færre end de nuværende ca. 1.200 om året - men man skal under ingen omstændigheder tilbage til de panikture op og ned, hvor antallet af studerende på et tidspunkt var helt nede omkring 400.

Også Jørgen Lassen - tidligere formand for P.L.O. - vægtede videreuddannelsen over for forsamlingen af Yngre Lægers amtsreservelægerådsformænd: Området har beskæftiget ham i mange år som medlem af Specialistnævnet, derpå af Speciallægekommissionen og senest af Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, og han betegnede det som »et af Læge-foreningens fortsat vigtige indsatsområder«.

Da han blev bedt om at konkretisere, hvad han bl.a. mente, når han talte om at »sætte turbo« på videreuddannelsen i lyset af speciallægemanglen, nævnte Jørgen Lassen bl.a., at de praktiserende læger nok vil kunne øge kadencen fra ca. 200 til 250 uddannelsesforløb pr. år.

Jens Winther Jensen var involveret i det internationale arbejde, samtidig med at han var formand for YL's Forsknings- og Uddannnelsesudvalg. Han tilføjede det internationale aspekt:

»Læger har altid rejst med deres uddannelse, og det har bidraget til udveksling af forskning og færdigheder«, sagde han.

»I en globaliseret verden vil kravene til speciallægers uddannelse i tiltagende grad være internationale for at sikre bevægelighed og give mulighed for vurdering af kvaliteten på globale standarder. En dansk kirurg er ikke længere kun kirurg i Danmark, men en kirurg i verden. Globaliseringen betyder, at hvis der fastlægges standarder for kirurger i f.eks. Europa eller USA, vil de også ramme Danmark på et tidspunkt. Derfor skal Lægeforeningen være til stede i f.eks. i Europa, når kravene til fremtidens speciallæger lægges fast for at sikre, at de speciallæger, der uddannes i Danmark, har en valør på det internationale marked«.

De ombejlede selskaber

Jens Winther Jensen berørte i sit debatoplæg den demografiske udvikling blandt såvel borgere som læger; spørgsmålet om centralt vs. decentralt i det nye sundhedsvæsen og endelig tendensen hen imod et sundhedsvæsen, hvor det bliver efterspørgslen snarere end udbuddet, der er det styrende princip.

Under alle omstændigheder ser han behov for flere penge til sundhedsvæsenet, om de så skal komme via skatter eller forsikringer - og det er Lægeforeningen, der i tæt samspil med de videnskabelige selskaber som de eneste kan levere et ordentligt bud på »skismaet mellem, hvad der er faglig evidens for, og hvad der er penge til - hvordan man får størst nytte af samfundskronerne«.

De øgede ressourcer skal anvendes på en kontrolleret måde, så de kommer flest til gavn, gavner de svageste og sådan, at fællesskabet ikke vælges fra af de stærkeste«.

Karsten Nielsen havde også et konkret bud på, hvad det tættere samarbejde med de videnskabelige selskaber skal bruges til: De skal nemlig i videst muligt omfang inddrages i regionernes og kommunernes specialeplanlægning, og de skal inddrages både på landsplan og regionalt, sagde han.

Jørgen Lassen, der som de to andre kandidater ønsker at knytte de videnskabelige selskaber tættere til Lægeforeningen, havde gjort sig nogle konkrete tanker om, hvordan det kan foregå. Han foreslår et koordinationsudvalg med Lægeforeningens formand og f.eks. tre medlemmer af bestyrelsen samt repræsentanter for de største af de videnskabelige selskaber. Det har vi haft gode erfaringer med, mellem P.L.O. og DSAM, sagde den tidligere formand for P.L.O.

»Kun med en lægeforening i harmoni med sig selv og et lægefagligt stærkt fundament vil vi komme til at spille den naturligt centrale rolle, der tilkommer os, i den kommende strukturudvikling inden for sundhedsområdet«, sagde han, mens hans medkandidater nikkede.

Også Jens Winther Jensen så fagligheden som nøglen til indflydelse: »Derfor skal vi knytte os tættere til de videnskabelige selskaber som dem, der kan levere fagligheden til Lægeforeningens politik«, sagde Jens Winther, som støttede Jørgen Lassens tanker om et koordinationsudvalg.

Kampen om forsider

Der blev spurgt en del til, hvordan formandskandidaterne vil gøre Lægeforeningen mere synlig i medierne.

Jørgen Lassen var skeptisk med hensyn til at belemre omverdenen med »pressemeddelelser«, som alle uden for Domus Medica er ligeglade med. Medierne er ikke sådan til at styre, erkendte han.

»Derimod skal vi være åbne og ikke afvisende, når pressen henvender sig. Og frem for alt være ærlige - lade være med at dække over uheldige sager, og støtte de gode sager, som der heldigvis er flest af. Det tror jeg, vil sikre os det bedste image«.

Jørgen Lassen mindede om, at statsministerens sagnomspundne spin doctor Michael Christiansen, har været ansa t i Lægeforeningen »uden at sætte sig det mindste spor«.

Karsten Nielsen havde heller ikke lyst til at kæmpe om prime time og spalteplads. Hans erfaring var, at resultater bedre opnås gennem netværk, lobbyvirksomhed og stille diplomati - at komme på forsiderne kan være spektakulært og underholdende, men er ikke et mål i sig selv. »Det vigtige er at gennemføre Lægeforeningens politik«.

Jens Winther Jensen kunne ikke påberåbe sig mange års formandserfaring. Til gengæld har han et vist kendskab til medier fra sit formandskab i Lægeforeningens medieudvalg. I hans tid er bladet ændret fra at være meget søjleopdelt til at være mere helhedspræget som Lægeforeningens.

»Den samme proces har jeg sat mig i spidsen for med læger på nettet, laeger.dk, og jeg tror på, at vi i fremtiden også i forhold til pressen kan blive mere agerende, frem for reagerende på politiske mærkesager.

Medlemmerne skal kunne se, de har en forening, der kæmper deres sag. Og det foregår også ved at præge debatten i medierne«, sagde han. Og her ville det også hjælpe, hvis foreningens pressestrategi var mere præget af holdspil end af enkelte sager, der popper op i delforeningerne.

Men ud over at være dygtige til medier og lobbyisme, skal en succesrig interesseorganisation også være god til analyse. Det er Lægeforeningen - bl.a. i kraft af dygtige og engagerede sekretariatsmedarbejdere. Men arbejdet med Fremtidens Lægeforening og akutoplægget havde vist, at der fandtes nye veje at gå, når det drejer sig om at inddrage også medlemmer i analytisk projektarbejde, sagde jens Winther Jensen.

Vil I ha' en diktator?

Jens Winther Jensen blev spurgt om, hvordan man kan gøre de medicinstuderende til lægestuderende og knytte dem nærmere til Lægeforeningen.

Han svarede, at Lægeforeningen har »en noget blakket fortid« i forhold til den prægraduate uddannelse: »Det er på tide, at vi begynder at interessere os for den side af sagen. Jeg ser det som naturligt, at de fremtidige lægestuderende knyttes tættere til os, evt. som en forening, der er indmeldt i Lægeforeningen - de facto måske FADL - basalt, fordi de er vores kommende kolleger. Men også, fordi der ligger en rekrutteringsmæssig mulighed«.

Jørgen Lassen skulle svare på, hvordan han ser udspillet fra Lægeforeningen til fremtidens akutbetjening? »Det er jo ingen hemmelighed, at Lægeforeningens sidste akutoplæg led skibbrud i din formandstid i P.L.O.:«

Jørgen Lassen mente nu ikke, at akutpolitikken var floppet i 2003 på grund af ham. Det skete faktisk på trods af ham: »Det handler om en modningsproces. Jeg var med til at udarbejde det papir, vi vedtog i 1998. Jeg har smugkigget i det papir, der ligger til Lægemødet, og der er sket betydelige fremskridt i den rigtige retning. Bl.a. erkender P.L.O., at de praktiserende læger har et tilgængelighedsproblem, telefonisk. Jeg ser den udvikling med tilfredshed, og vil nødig bebrejdes, at vi ikke kunne blive enige i 2003. Jeg kan ærgre mig over det - men ting tager tid«.

Karsten Nielsen fik et direkte spørgsmål: »Du siger, at Lægeforeningen skal tale med én stemme. Men samtidig lægger du vægt på at tale om de forskellige erhvervsforeninger. Lyder det ikke lidt problematisk«?

Karsten Nielsen forklarede, hvorfor Lægeforeningen efter hans mening sagtens kan bestå af delforeninger og alligevel tale med én stemme:

»Jeg kan ikke forestille mig, at alle læger i Danmark bliver ansat under den samme overenskomst, og derfor må der være erhvervsforeninger: P.L.O., Yngre Læger, overlæger, praktiserende speciallæger osv. Men derfor kan man da godt tale med én stemme på det sundhedspolitiske område. F.eks. i forebyggelsessager, i planlægning af specialer, om landsfunktioner, hovedsygehuse og meget mere. Også gennem en erhvervsforening kan Lægeforeningen tale med én stemme på områder som afdelingslægers eller embedslægers overenskomster. Jeg mener ikke, at opbygningen af Lægeforeningen er i modstrid med det, at tale med én stemme. Sådan foregår det også i dag, når f.eks. FAS' bestyrelse skal koordinere og sikre, at den måde, FAPS indgår overenskomster på, ikke træder overlægerne eller kommunallægerne over tæerne. Og det er faktisk også hovedbestyrelsen, der skal godkende overenskomsterne«.

I øvrigt opponerede Jørgen Lassen mod nogle meget specifikke spørgsmål:

»Man skal ikke vælge formand efter, om han har et katalog af færdige løsninger på problemer, der bør løses i en proces, som I, medlemmerne, deltager i«, sagde han. »Det er vel ikke en diktator, I skal vælge til at beslutte for jer, hvad I skal gøre?«